En advarsel imod snigende sejrssødme i Venstre

Nogen gange kan det være lidt besværligt at have et lollandsk ophav. Man bekymrer sig for meget, glasset er næsten altid halvt tomt og ofte er der kun en begrænset antydning af lys for enden af tunnellen. 

På de kanter bærer arbejdet ofte lønnen i sig selv, eller som min far udtrykte det i min barndom: "Du får det bare bedre ved at muge ud under grisene." 

Selv efter 20 år bosiddende i et lidt mere nonchalant København, stikker den alligevel indimellem næsen frem, bekymringen for fremtiden og en nær-calvinistisk tilgang til tilværelsen. 

Som nu for eksempel at mit parti uden yderligere udfordringer skulle kunne spadsere den direkte vej tilbage til regeringskontorerne, og at ventetiden faktisk nærmest er det værste ved det hele.

For i så fald er der alvorlig grund til bekymring. Og jeg sporer en tendens - når jeg taler med venner, bekendte og partifæller eller følger debatten i offentligheden og på Facebook - som i lidt for mange tilfælde er mere optaget af, hvordan magten skal fordeles, end om og hvordan man får fingre i den. 

Og det med regions- og kommunalvalget næste år? Ja, det er jo blot en velanbragt trædesten, en venlig sjæl har lagt, for at vi endnu mere bekvemt kan spurte henimod det borgerlige tusindårsrige. 

Og får den tendens lov at bide sig fast, at vi bliver så overbevist om vores eget værd, at vi stiltiende lader en masse-psykotisk stemning brede sig á la "den er hjemme", ja så står vi i problemer til halsen, som risikerer at spærre for den borgerlige vejrtrækning. 

Hvis vi tror, at det kun er et spørgsmål om tid og ikke ret meget andet, før Statsministeren igen hedder Lars Løkke Rasmussen, er vi ved at save så grundigt i den gren, vi selv sidder på, at vi vil få blå mærker af historiske dimensioner, når vi med et hårdt slag rammer de politiske realiteter, der altid er forbundet med en lidt for tilbagelænet stil.

På sin vis er vi vel undskyldt. Ihvertfald hvis vi blot skulle lytte til verden omkring os. Den ene meningsmåling efter den anden giver borgerligt flertal, i nogen målinger endda 100 mandater til de blå partier. I Folketingssalen og i de offentlige debatter bliver vi angrebet af regeringspartierne som om, vi faktisk allerede er i regering. Og analyserne peger i retning af, at der i forbindelse med kommunalvalget er optræk til en blå kuling, som kun står og tripper for endeligt at få mulighed for at feje hen over landet.

Med andre ord, kunne det være nærliggende bare at tage sofaen på ryggen og lade de politiske omstændigheder i sig selv bære det borgerlige Danmark tilbage i regeringskontorerne.

Men netop omverdenens nærmest definitive kåring af en borgerlig regering efter næste valg kan få nakkehårene til at rejse sig på enhver Venstre-mand, som kender sin nære historie. Ja, jeg tænker selvfølgelig på det smertelige nederlag i 1998, hvor der med Uffe Ellemann-Jensen i spidsen var lagt op til gevaldigt bal i den borgerlige lejr. Sådan gik det som bekendt slet ikke.

For undgå at sejrens sødme bider sig fast som standard-smag og med et udtryk tyvstjålet fra fodboldens verden, bør vi mentalt sørge for hele tiden udelukkende at koncentrere os om næste kamp. For hvis vi ikke vinder den, ja så er der bare ikke noget mesterskab, når regnebrættet gøres op og slutstillingen står klar for enhver. 

Det vil sige: Fokus, fokus, fokus!

Med andre ord er der ikke det forslag, der ikke skal stilles eller lanceres; ikke den debat, der ikke skal tages; ikke det angreb fra de de røde, der ikke skal besvares hårdt og kontant; ikke det indlæg, der ikke skal skrives; ikke den pjece, der ikke skal deles ud; ikke den plakat, der ikke skal hænges op .... blot med henvisning til, at det går jo nok alligevel. For det gør det ikke, ihvertfald ikke af sig selv!

Husk at tjekke min hjemmeside på www.stemgeertsen.dk

Har Henrik Dam vildledt Folketinget?

Det her er teknik. Det er kedeligt. Det er for nørder. Men det kan ikke desto mindre udvikle sig til en alvorlig sag for Transportminister Henrik Dam Kristensen. 

Og djævlen ligger som bekendt i detaljen!

Jeg er blevet i alvorligt tvivl om, hvorvidt vi har at gøre med en minister, som i bestræbelsen på at redde DSB’s skrantende økonomi, decideret har vildledt Folketinget. 

Sagen handler i al sin enkelthed om, at regeringen vil give DSB mulighed for - med statsgaranti - at optage lån til driftsudgifter. Altså i realiteten have mulighed for at øge sin i forvejen kæmpe gæld med staten i ryggen. 

Du kan se, hvad lovforslaget handler om her: http://www.ft.dk/samling/20121/lovforslag/L8/som_fremsat.htm#dok

Jeg har interesseret mig meget for denne sag, og har haft et en stor lyst til at få underbygget, hvorfor det skulle være nødvendigt at understøtte DSB's drift med statsgaranti.

Det svarer Transportministeren så på på her:

I et notat fra Transportministeriet af 18. oktober 2012 fremgår, at såfremt DSB ikke tilkendes en statsgaranti, ja så vil DSBs renteudgifter udgøre et markant driftsmæssigt problem. Uden en statsgaranti skønnes de øgede renteudgifter - i følge Transportminsteren - at være et trecifret 
millionbeløb. Du kan se det hele her i kilde 1: 

http://www.ft.dk/samling/20121/lovforslag/l8/bilag/4/1168593.pdf

Så langt så godt.

Men så opstår det problem for Transportministeren, at EU ikke accepterer konkurrenceforvridning. Det kan du se ud af dette svar, hvoraf det fremgår, at der skal ske en markedsmæssig prissætning af prisgarantien. Det kan du se her i kilde 2: http://www.ft.dk/samling/20121/lovforslag/l8/spm/31/svar/920914/1180943.pdf

Efter det svar - jf. Transportministerens korrespondance med EU Kommisionen - ja så er det, at Henrik Dam Kristensen og hans ministerium kommer ud af busken. I et svar til Folketingets Transportudvalg skriver ministeren, at ”Den markedsmæssige prissætning af garantien vil blive fastlagt med udgangspunkt i, hvad andre statsligt ejede selskaber betaler ved optagelse af lån uden statsgaranti, samt hvad DSB hidtil selv har kunnet låne til uden garanti.”  Se hele svaret her i kilde 3:

http://www.ft.dk/samling/20121/lovforslag/l8/spm/55/svar/928156/1193015.pdf

Hvad står i dette svar: Ja, vel i virkeligheden at DSB ikke må tjene penge på at have en statsgaranti.

Problemet er derfor, hvordan Transportministeren på en og samme tid kan fremhæve, som i kilde 1, at DSB vil kunne ”tjene penge” på en statsgaranti, mens man i kilde 3 klargør, at DSB skal betale den samme rente – altså markedsrenten – som i alle andre typer af statslige virksomheder, som optager lån.

Jeg har en teori. Nemlig at banker og andre kreditinstitutioner har smækket kassen i for, at DSB OVERHOVEDET kan låne penge, hvis ikke staten garanterer.

Men det er så også en HELT andet sag, end den Transportministeren har oplyst. Så handler det ikke så meget om rentebyrden for DSB, men mere om DSB’s mulighed for at refinansiere sin 18 mia. kr. store gæld.

Det har Transportministeren imildertid på INTET tidspunkt oplyst over for Folketinget. Tværtimod har argumentet, som det ses af ovenstående, været, at det er en god forretning for DSB.

Derfor er spørgsmålet: Har Transportministeren vildledt Folketinget...??

Vi vil blæse på Regeringen - vil Hæstorp?

Venstre i Region Hovedstaden takker pænt nej tak til Regeringens tilbud om den såkaldt differentierede behandlingsgaranti, hvor syge mennesker kan vente i op til to måneder på behandling. Vi vil bevare behandlingsgarantien på én måned for alle de sygdomme og lidelser, som hidtil har været omfattet af garantien. Men vil Socialdemokraternes spidskandidat Sophie Hæstorp Andersen følge Venstre?  

Torsdag aften havde jeg den store ære at blive valgt som Venstres spidskandidat til regionsrådsvalget i Hovedstaden næste år. Foran de mange fremmødte annoncerede jeg, at et helt centralt omdrejningspunkt for Venstre ved roret i Region Hovedstaden vil være at bevare behandlingsgarantien på én måned. I prioriteringen af regionens ressourcer siger vi dermed også, at der er noget, der er vigtigere end andet. Og det er vigtigt, at den enkelte patient kan blive behandlet så hurtigt og kvalificeret som muligt. Hvorfor nu det?

For det første af hensyn til den enkeltes livskvalitet. Uanset om man er advokat eller arbejdsløs er hurtig behandling vigtigt, hvor man i stedet for at spekulere på sygdom og lidelse kan koncentrere sig om at få tilværelsen tilbage på ret spor.

For det andet af hensyn til samfundsøkonomien. Vi har ikke råd til at lade syge mennesker hensygne tilværelsen på ventelister. Den arbejdsløse skal ikke stå på en venteliste, men søge job og advokaten skal slet og ret tilbage og passe sit arbejde.

For det tredje af hensyn til systemet i sig selv. Regeringens differentierede behandlingsgaranti er en glidebane i retning af, at det nu igen er i orden med ventelister. Vi løsner så at sige grebet om systemet, som nu igen bliver vigtigere end patienten.

Der er næppe nogen tvivl om, at regeringens differentierede behandlingsgaranti, hvor man accepterer længere ventelister, dybest set er et forsøg på at gøre op med den tidligere regerings udvidede frie sygehusvalg, hvor patienten har ret til behandling på et privathospital i forbindelse med ventetider i det offentlige system. Regeringen vil ganske enkelt privathospitalerne til livs. Det er et ideologisk korstog, som jeg ikke vil deltage i.

Jeg ser privathospitalerne som en del af det offentlige sundhedssystem, som på lige fod med de offentlige hospitaler skal have mulighed for at byde ind med kvalificeret og billig behandling, hvor det er muligt. Og frem for alt er privathospitalerne vigtige i bestræbelsen på at holde ventelisterne i skak.

Jeg vil med andre ord hellere bekæmpe sygdom, lidelse og ventelister end jeg vil bekæmpe privathospitaler.

Jeg har et lønligt håb om, at Socialdemokraternes spidskandidat Sophie Hæstorp Andersen, som jeg kender som en pragmatisk og begavet politiker, vil følge Venstres ambition om at fastholde behandlingsgarantien på én måned.

Tiden vil vise, om det er et naivt håb!     

Svenske tilstande i det danske sundhedsvæsen

Vi skal have svenske tilstande i det danske sundhedsvæsen. Det skal ikke være givet, at læger og sygeplejersker på den regionale lønningsliste skal scanne og operere. Lad os invitere de private ind på de offentlige hospitaler.

I Region Hovedstaden bryder man sig ikke om privathospitaler. Derfor har man uden rigtig at kunne sandsynliggøre den økonomiske eller kvalitetsmæssige gevinst trukket behandlinger væk fra privathospitalerne og i stedet opbygget sin egen kapacitet. Det gælder på så ukomplicerede behandlinger som grå stær og scanninger.

Jeg synes personligt, det er en uskik, at regionens politikere sætter regionens monopol på behandlinger over hensynet til økonomi og kvalitet.

Nuvel. Operationsstuerne og scannerne står der, og så skal de selvfølgelig også udnyttes. Spørgsmål er, om det er givet, at det skal være læger og sygeplejersker på den regionale lønningsliste, som skal betjene operationsstuer og scannere.

Det synes jeg ikke det skal!

Lad os i stedet spørge markedet – privathospitalerne – om de kunne have lyst til at drive de dele af produktionsapparatet i det offentlige sundhedsvæsen, som i den store sammenhæng fremstår ukomplicerede – som for eksempel scanninger og grå stær operationer.

Men er det ikke den direkte vej til amerikanske tilstande i det danske sundhedsvæsen?

Nej, det er det ikke. Det danske sundhedsvæsen er fortsat og skal fortsat forblive skatteyderfinansieret med fri og lige adgang for høj som lav. Men det betyder jo ikke, at behandlingerne partout skal foregå i offentligt regi og foretages af regionalt lønnede læger og sygeplejersker.

I virkeligheden vil offentlige og private læger "dør-om-dør" på de offentlige hospitaler være et skridt i retning af svenske tilstande. Svenskerne besluttede i 1999 at invitere privathospitalet Capio til at forestår driften af det offentlige hospital St. Görans Sjukhus. Capio er en af de helt store europæiske leverandører af private sygehusydelser. Resultat: Enhedsomkostningen faldt i løbet af relativt kort tid med hele 30 pct. Dermed frigjordes ressourcer til at behandle endnu flere patienter.

Det skal vi da lære af i Danmark!

Vi skal foretage et 360 graders eftersyn af det danske sundhedsvæsen, hvor vi ikke hænger os så meget i, om matrikler er offentligt eller privat ejet, eller om behandlingerne foregår i offentligt eller privat regi. Politikerne skal i stedet koncentrere sig om at sikre, at kvaliteten er høj og økonomien i orden.

Ja tak til Vilhelmsen. Men et kæmpe nej tak til Vestager og Krag

Fredag den 26. oktober var et skridt frem og tre skridt tilbage for konkurrencen i Danmark. Regeringen vil af med private monopoler. Til gengæld opbygger man offentlige monopoler.

Landets nye erhvervs- og vækstminister, Annette Vilhelmsen (SF), lancerede i går den længe ventede konkurrencepakke.

Pakken skal øge konkurrencen og bekæmpe monopoler og karteller i erhvervslivet. Regeringen vil blandt andet gøre op med apoteker-monopolet og DSB udsigtsløse eneret på at køre tog i Danmark ved at udbyde togdriften – dog begrænset til en række lokalbaner.

Alt sammen ganske fortrinligt – om end denne skribent havde foretrukket et noget større skridt i retning af mere konkurrence på togdriften.

Men igen. Et skridt i den rigtige retning.

Samme dag – altså i går den fredag 26. oktober – førstebehandlede Folketinget tre lovforslag fremsat af regeringen, som alle uden undtagelse vil medføre mindre konkurrence mellem offentligt og privat i leverancen af skatteyderfinansieret service til danskerne.  

Første forslag, fremsat af Margrethe Vestager, handler om afskaffelse af den kommunale og regionale pligt til at udarbejde udbudsstrategier. Dermed letter regeringen foden på speederen i bestræbelsen på mere konkurrenceudsættelse i landets regioner og kommuner.

Andet forslag, fremsat af Margrethe Vestager, handler om en afskaffelse af bestemmelsen om, at kommunernes forpligtelse til at vurdere mulighederne for at udvide eksisterende fritvalgsordninger eller at indføre frit valg på områder, hvor dette ikke allerede er sikret. Igen en indskrænkning af konkurrencen mellem offentligt og privat.

Tredje lovforslag, fremsat af Astrid Krag, handler om at indføre en såkaldt differentieret behandlingsgaranti på sundhedsområdet. I realiteten en afskaffelse af behandlingsgarantien på 1 måned, som den tidligere VK-regering indførte. I stedet kan visse patienttyper nu vente i op til to måneder, før de kan vælge et privat alternativ. Villy Søvndal er kommet et skridt nærmere ambitionen om at udrydde privathospitalerne fra dansk grund.

Hvad er det vi ser her? Ja, det er en regering, som gerne vil have mere konkurrence mellem private virksomheder. Men gør alt for at lægge hindringer i vejen for konkurrence mellem offentligt og privat. Vi ser en regering, som bekæmper private monopoler med den ene hånd og opbygger offentlige monopoler med den anden.

Fredag den 26. oktober var ikke en stor dag for mere konkurrence i Danmark. Nej, det var et skridt frem og tre skridt tilbage.  

De røde smadrer vores Hovedstad

Vi var mange, der åndede lettet op, da Thorning dagen efter ”Der-kommer-en-god-løsning-i-morgen-pressemødet” valgte at eliminere planerne om en betalingsring rundt om København.

Og godt for det. Den havde ikke virket.

Læseren husker måske de fantastiske opgørelser over, hvor meget en bilist i morgentrafikken ville vinde i tid med en betalingsring. Maksimalt 5-6 minutter fra Helsingør, Køge, Hillerød og en lang andre af byerne uden for København. For slet ikke at tale om de økonomiske konsekvenser for den enkelte familie. Jeg minder om sloganet: ”De rige får mere plads på vejene – de fattige mindre plads i busserne”.

Ja, vi åndede lettet op. Men selvfølgelig var det naivt at tro, at de røde partier ville opgive ævred. For det handler ikke om smidig trafikafvikling og højere mobilitet. Nej opgøret med bilen som transportmiddel er værdipolitisk. Det er et ideologisk anslag imod individualismen, som bilen jo er udtryk for. I debatterne kan man næsten mærke den ædende onde irritation og misundelse over, at de rige sidder derinde i deres varme biler afsondret fra vind og vejr, mens vi andre dødelige må gå, cykle eller ta’ metroen.

Den røde kamplyst er så udpræget, at man uden at skele til siderne gerne smider barnet ud med badevandet, og ser stort på, at man minutiøst og sikkert er i gang med at smadre mobiliteten i landets hovedstad.

I øjeblikket er de røde i gang med en flersidet knibetangsmanøvre, som risikerer at ende med, at det på en og samme tid bliver sværere og/eller dyrere at komme på arbejde og aflevere børn i skole eller fritidsinteresser.  

I forbindelse med det røde budgetforlig, som netop er indgået på Københavns Rådhus er der afsat et ikke uanseeligt millionbeløb til at ”sanere” Amagerbrogade, så der bliver mere plads til caffelatte og hygge end til - med et Thor Møgersk udtryk – den hårdtarbejdende dansker, som skal fragte sig selv på arbejde.

Amagerbrogade er imidlertid kun første anslag mod den forhadte bil-individualisme. Således planlægger det røde bystyre ”sanering” af en lang række andre gader i København og gør sig i det hele taget store anstrengelser for at genere mennesker med bil.

Og lur mig. Når den storstilede plan om trafiksanering har nået sit endemål, så finder man ud af, at vand jo løber, som vand løber. Biltrafikken vil flyde over på andre nærliggende gader og veje, som man så bliver nødt til at ”sanere” af hensyn til de beboere, som med god ret vil hævde, at det ikke er helt rimeligt, at de nu skal bære hele byrden. Skruen uden ende, indtil den sidste familie med bil er tvunget ud af byen.

Så skulle man jo tro, at de røde ville gøre noget godt for den kollektive trafik. Men så kommer det for en dag, at Movia vil lade priserne i den kollektive trafik stige med i gennemsnit 3,5 procent i busser, tog og metro i Hovedstadsområdet.

Jamen hovsa!

Nu står vi altså i en situation, hvor de røde med den ene hånd gør det stadigt sværere og sværere at transportere sig i egen bil. Formodentlig med det sigte at tvinge flest mulige ud af deres biler og over i den kollektive trafik sammen med alle os andre. Med den anden hånd lader man så priserne i den kollektive trafik stige.

Når vi nu ved, at mobilitet er afgørende vigtigt for at skabe et smidigt arbejdsmarked, som igen et par logiske led senere er vigtigt i bestræbelsen på at skabe velfærd, så er det saftsusme ikke den rigtige vej de røde er slået ind på ved på en og samme tid at gøre det både sværere og dyrere at fragte sig selv rundt.

Ved deres trafikale knibetangs-manøvre er de røde langsomt men sikkert i gang med en udsultning af landets hovedstad, hvor vi til sidst ikke kan foretage os andet end at sidde på fortovs-cafe og drikke caffe latte eller måske på en bænk med en håndbajer, fordi byen er gået i stå.

Fabrins fejlslutning - og lidt om et nødvendigt opgør med det kommunale selvstyre

Næstformanden i Kommunernes Landsforening Erik Fabrin er i dagens udgave af Jyllands Posten blevet bedt om at kommentere på en undersøgelse af udliciteringsgraden i de danske kommuner. Undersøgelsen, som er foretaget af DI, viser, at kommunerne årligt kan spare 3,8 mia. kr. ved at konkurrenceudsætte flere kommunale driftsopgaver.

Jeg synes ikke, at Fabrin, som jeg ellers sætter meget højt, slipper alt for heldigt afsted med sin kommentar om kommunernes ambitionsniveau: Uden at være alt for polemisk kunne jeg sige, at hvis alle danske virksomheder var lige så effektive som de 10 bedste, så var alle landets økonomiske problemer løst.

Jeg er godt klar over, at Fabrin i denne sammenhæng udtaler sig som næstformand i KL, men ikke desto mindre kunne en Venstre-mand måske godt have påtaget sig et lidt større ansvar for om ikke andet i det mindste at signalere, at man kærer sig om skatteborgernes penge.

For det andet, når nu Fabrin selv bringer det på bane, kunne det måske være værd for en lang række af landets kommuner at skæve til strukturen i det private erhvervsliv. Borgerne bør opfattes som aktieindehavere, som har et berettiget krav på, at deres investering anvendes effektivt og produktivt snarere end som små selvstændige pengetanke, som man kan suge penge op af uden skelen til anvendelsen.

For det tredje, og det er jo nok kernen i hele diskussionen om forholdet mellem kommune og borger, har man i mange kommuner og for den sags skyld også blandt en lang række Christiansborg-politikere ”opfundet” en joker i den politiske debat, som man hiver frem, når man er løbet tør for yderligere substantielle argumenter, nemlig det kommunale selvstyre.

Argumentet om det kommunale selvstyre trumfer tilsyneladende alt, bruges efter forgodtbefindende og altså også som argument for ikke at forvalte skatteborgernes penge bedst muligt. Man kunne også sige, at (valg)friheden stopper ved døren til Rådhuset.

Min personlige mening er, at der bør gøres op med det kommunale selvstyre i de tilfælde, hvor det bruges til at trumfe friheden for det enkelte menneske. Det kan aldrig blive en liberal dagsorden at lade en offentlig institutions frihed gå forud for individets.

For at øge kommunernes anvendelse af konkurrenceudsættelse bør staten derfor gribe mere aktivt ind på skatteborgernes vegne. Kommunerne skal i højere grad end i dag ses som lokale indkøbsforeninger, hvor bestilling og kontrol af opgaver ligger i kommunalt regi, mens selve produktionen foregår i privat regi. Det kunne man opnå for eksempel ved enten at tvinge kommunerne til på udvalgte områder at udbyde flere opgaver eller ved at regulere de statslige tilskud til kommunerne efter lysten til at inddrage private leverandører i opgaveløsningen.

Løkke - Kommentatorerne 1-0

Jeg sluger det hele råt. Alle udsendelser, blogs og indlæg fra de politiske kommentatorer. Noget er sjovt, andet indsigtsfuldt og noget tredje ren polemik.

Men i den seneste uges tid er begivenhederne løbet af med flere af landets fremmeste inden for branchen. Det er som om, at egen ophøjethed og selvretfærdighed har fyldt mere end det egentlige formål, nemlig analysen af dansk politik.

Det er såmænd ikke i sig selv, fordi Henrik Qvortrup iflg. TV2 selv har beskyldt Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, for at lyve om sine rejsedestinationer. Og det er helt uden andet afsæt, end at Qvortrup tilfældigvis ikke kendte dem, altså destinationerne. Og i virkeligheden overrasker det vel heller ikke, at ingen på TV2 tilsyneladende hverken har haft evnen eller tiden til at analysere forskellen på uvidenhed og løgn. (PS: I normale relationer mellem mennesker, ville Qvortrup ha’ stukket Løkke en undskyldning).

Det er heller ikke i sig selv, fordi de fleste kommentatorer fik rodet Lars Løkke Rasmussens rejse til Rio sammen med Venstres synspunkter. At det skulle være, fordi vores formand var på tur til udlandet, at vi indtog de politiske standpunkter, vi gjorde. At der skulle være en direkte sammenhæng mellem boligejere, pensionister, top-skat, beskæftigelsesfradrag og så Løkkes deltagelse i et topmøde i Rio.

Det er egentlig heller ikke i sig selv, fordi de fleste kommentatorer kalder Venstres ageren i dette forhandlingsforløb for uskøn. Heller ikke at de fortsætter med det, efter at aftalen er indgået, og at – frit efter Peter Mogensen – hvis oplægget var blåt, så er aftalen endnu mere blå.

Det er heller ikke i sig selv, fordi de fleste politiske kommentatorer troede, at alle forhandlinger mellem parterne foregik med dem og deres kolleger som mellemmænd. Altså i medierne. Hvad pokker? Der har vi jo noget til fælles – politikere og kommentatorer – jorden drejer om os, ikke omvendt.

Det er egentlig heller ikke fordi, at de politiske kommentatorer tilsyneladende er mere optaget af taktik, og det som Christopher Arzrouni forleden kaldte ”ritualerne” end selve substansen. Altså benægtelsen af, at hvis der ikke er noget at mødes om, hvorfor så mødes. For vi skal da mødes, om ikke andet for at mødes. Vi kan vel snakke om det.

Det faktisk heller ikke, fordi de fleste kommentatorer accepterede regeringens præmis om, at forhandlingerne om en skattereform skulle være færdige inden et bestemt tidspunkt.

Nej, det er mere manglen på selverkendelse og efteranalyse.

For det første, at man ganske enkelt tog fejl i bedømmelsen af udkommet. Det hedder ikke ”vi tog fejl”. Nej det er et ”chok”, at regeringen indgik en skatteaftale med V og K. Man aner næsten irritationen over, at politikerne har ændret på kommentatorernes game-plan.

For det andet, at det faktum, at kommentatorer ikke får alt at vide, ja det har indflydelse på analysernes kvalitet. Sig det dog lige ud: ”Vi vidste ikke, at der var kommunikation mellem Regeringen og Venstre, og derfor har vores analyser været noget skæve både på proces og mål”.

For det tredje om sammenblanding af form og indhold ikke er kommet for vidt. Det er lidt vildt, at man ikke får taget sig selv i nakken og erkendt, at det er noget rod, at man ikke kan kende forskel på Rio og topskat.

Og endelig … indrøm nu, at I endnu engang undervurderede Løkkes evner udi politik – både på indhold og form. Det er på indholdssiden mere blåt end oplægget fra regeringen, og det er på formen en regering i et rivende opgør med sit eget parlamentariske grundlag.

Hvad er det I påstår, som kunne have været mere optimalt set med Venstres øjne?

Med venlig hilsen

En trofast læser, lytter og seer

"Regeringen sminker et lig" ... Indlæg bragt i Berlingske den 15. juni 2012

Regeringens trafik-milliard, som blandt andet skal sikre lavere billetpriser i den kollektive trafik , sminker i virkeligheden en kollektiv transportsektor, som for især DSBs vedkommende er dybt forgældet, rystende ineffektiv og meget lidt produktiv.

Lod man i stedet markedskræfterne råde, som det eksempelvis er sket med Arrivas indtog i det midt-og vestjyske, ja, så var det slet ikke nødvendigt med disse kapitalindsprøjtninger for at holde skeletterne inde i skabene.

DSB har trods et årligt statstilskud på 3,6 mia. kr. netop fremlagt et katastrofalt årsregnskab for 2011 med et underskud på mere end 850 mio. kr. Etaten har endvidere siden 1999 formået at opbygge en gæld på mere end 17 mia. kr., som betyder årlige renteudgifter på mere end 500 mio. kr., hvilket formodentlig ville få enhver anden virksomhed til at overveje en betalingsstandsning. DSB holdes udelukkende oven vande af statslige garantier for den store gæld. Den helt store ulykke er imidlertid, at der er meget lidt udsigt til bedring. Trods ihærdige initiativer fra den nye ledelse i DSB på at reducere omkostningerne, er virksomheden så hårdt belastet af - for at sige det ligeud - alt for mange og dyre medarbejdere, dyre lejemål og mangel på effektiv drift i alle hjørner af den store koncern, at sammenbruddet lurer. Læg dertil de uhyrlige problemer med IC4, det katastrofale svenske eventyr samt miseren om DSBFirst, og man har storylinen til en veritabel gyser om griseri med skatteborgernes penge.

Til sammenligning viser et nylig offentliggjort notat fra Rigsrevisionen, at staten 2003-2010 har sparet mere end 300 mio. kr. ved at lade Arriva køre tog på strækningerne i Midt-og Vestjylland, i stedet for at lade DSB fortsætte driften. Det regnestykke kunne regeringen med fordel bruge lidt kræfter på at brede ud til hele eller dele af resten af dansk jernbanedrift - ikke mindst af hensyn til skatteyderne.

Med andre ord, smider regeringen gode penge efter dårlige ved at blive ved med at poste penge i et dårligt drevet DSB, som nærmest dag for dag øger gældsætningen. Ved ikke at gøre noget strukturelt ved DSB skubber man reelt en økonomisk katastrofe foran sig, som i sidste ende risikerer at komme til at koste statskassen og dermed skatteyderne virkelig dyrt.

Martin Geertsen MF ( V), medlem af Folketingets Transportudvalg.

Vestagers salt i Thornings sår

Når Margrethe Vestager her på førstedagen af dansk politiks svar på en "fætter-kusine-fest", Folkemødet på Bornholm, kaster sig ud i et på papiret ædelt forsvar for Statsministeren giver hun (endnu) et velkomment bidrag til analysen af, hvad i alverden der er foregået i hovederne på de ledende skikkelser i S og SF før, under og efter valget i september.

For et eller andet er der sket, eftersom de mange S og SF-løfter fra Fair Løsning m.v. som bekendt led en krank skæbne i det efterhånden sagnomspundne sorte tårn på Amager.

Jeg ser umiddelbart tre muligheder:

1) Socialdemokraterne og SF'erne blev simpelthen klogere af at stifte bekendtskab med de faktiske forhold i jernindustrien. Bjarne Corydon har jo ved et par lejligheder - med Finansministeriets regnedrenge åndende i nakken - måtte erkende, at Fair Løsning simpelthen ikke hang sammen.

2) De radikale pressede S og SF til at ændre kurs. De radikale havde jo med blandt andet tilbagetrækningsreformen reelt tilkendegivet, at man ville en anden vej for dansk økonomi. Derfor havde Thorning og Søvndal ikke en chance for at indfri egne løfter, hvis man vel at mærke ville have de radikale med i en regering.

3) Socialdemokraterne og SF løj sig helt bevidst til magten ved at udstede løfter, som de vidste ikke havde gang på jorden. Jo reelt en sammenskrivning af de to forrige punkter, men siger noget om, hvorvidt S og SF var bevidste om egne handlinger.

Om det er de økonomiske realiteter, de radikale eller ren kynisme, som fik S og SF til at kaste håndklædet i ringen ved jeg af gode grunde ikke noget om. Måske er det lidt af det hele. Men Vestagers forsøg på at redde kastanjerne ud af ilden for Thorning redder ikke noget. Tværtimod. Hvad Vestager reelt siger om Thornings lederskab er et af følgende:

Ad 1) Socialdemokratene og SF havde simpelthen ikke forberedt sig godt nok til at danne regering. De legede politik, indtil de fik læst lidt op på teksten.

Ad 2) Det er mig (læs Vestager) som bestemmer regeringens økonomiske politik. Skulle det forhold ændre sig, er de radikale ikke længere at finde i en socialdemokratisk ledet regering.

Ad 3) I løj for vælgerne. Og det må I selv rode jer ud af.

Uanset Vestagers ædle formål, så ender dagens forsvar for Thorning alligevel med endnu engang at udstille Thornings STORE problemer.

Borgerlige bangebukse

Når Venstre-borgmestre og store erhvervsorganisationer som Dansk Erhverv, Dansk Byggeri og DI kræver, at Venstre allerede på nuværende tidspunkt, inden forhandlingerne om en skattereform for alvor er gået i gang, bøjer af på sine krav om skattelettelser, ja så beder de os reelt om give regeringen kort på hånden, som kan svække vores egen position. Og det i en grad, som risikerer at spænde ben for de skattelettelser, som Danmark har så hårdt brug for.

Det er ganske enkelt dårlig læsning af et politisk billede, hvor regeringen ikke aner sine levende råd. Regeringen har helt tydeligt haft så travlt med at blive enig med sig selv, at den ikke har haft kræfter til at overveje det efterfølgende forhandlingsforløb med Folketingets partier. Skulle vi på den baggrund give regeringen en håndsrækning og slække på vores krav om lavere skat til gavn for befolkningen og dansk erhvervsliv?

Uha, men hvad med risikoen for en skattereform, som bygger på en aftale med Enhedslisten? Det er der ikke meget, der tyder på. Men er det den vej, som regeringen vælger at gå, ja så er det et politisk valg mest af alt truffet af hensyn til regeringens overlevelsesmuligheder. En situation, som er helt uafhængig af vores krav, og hvor vi hverken kan gøre fra eller til.

Jeg håber da på, at regeringen æder rub og stub af Venstres krav. Men som i enhvert andet forhandlingsforløb kan det da godt være, at vi må bøje af, men er det der, vi skal starte .. med at bøje af? Det er en noget bemærkelsesværdig forhandlingstaktik, som jeg da ikke kan anbefale hverken borgmestrene eller erhvervsorganisationerne selv anvender, når de forhandler budgetter eller overenskomster. De må simpelthen være blevet ramt af den danske konsensus-syge eller en gang tynd forhandlings-mave. 

Men det er værre end det. Det er mildest talt ikke særlig hjælpsomt over for de partier – herunder Venstre – som kæmper for lavere skat. Lad det være sagt lige ud: Venstre har ikke behov for venner, som reelt danser efter vores modstanderes pibe og beder os om give køb på vores – vel fortsat fælles – politiske ønske om lavere skat.

Nej, vi har behov for opbakning og synspunkter i den offentlige debat, som understøtter vores politiske krav. Med mindre selvfølgelig, at man substantielt mener noget andet end Venstre. Men så skal man jo sige det, i stedet for at pakke sine offentlige tilkendegivelser ind i forhandlingsteknisk snik-snak. Jeg nægter dog at tro, at det er der, at hunden ligger begravet.

Derfor skal opfordringen herfra lyde til alle, der deler Venstres vision om lavere skat, om at have is i maven i stedet for tynd mave.

Hidsige Helle kan blive så hidsig hun vil

Når Statsministeren hidser sig op over Venstres interesse for sammenhængen mellem PET og dannelsen af den nuværende regering, signalerer hun ligegyldighed overfor anvendelsen af den politiske magt. Det bør virke animerende på enhver opposition.

Når man som jeg indimellem kaster sig over det, som nogen definerer som enkeltsager, så fyger det om ørerne på én med formaninger om, at man da hellere burde koncentrere sig om at løse landets virkelige problemer i stedet for at rende rundt og spilde sit folkelige mandat med den slags pjat.

Formodentlig underforstået, at såkaldte enkeltsager er low-politics, mens problemløsning er high-politics. Læg mærke til dem i avisen, på facebook eller i andre offentlige sammenhænge, dem som med selvdefineret moralsk overhøjhed føler sig kaldet og berettiget til at definere, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt, hvad vi bør diskutere, og hvad vi ikke bør diskutere. De typer findes i alle politiske lejre.

Jeg anerkender af gode grunde ikke den rangering af politiske temaer eller for den sags skyld – hvad der jo i givet fald måtte være konsekvensen – en lagdeling, hvor de ”rigtige” politikere beskæftiger sig med at løse problemer, mens de lidt lavere rangerende profeter beskæftiger sig med al smudset.

Bekender man sig til denne rangering af temaer og politikere er nemlig det samme som at sige, at man kun interesserer sig for mål og ser mere eller mindre stort på, hvilke midler, som tages i anvendelse, for at indfri målene.

Omvendt er det en misforståelse at tro, at det at beskæftige sig med magthavernes anvendelse af politiske midler handler om at rode i politiske modstanderes skraldespande eller privatliv. Nej, det handler om at kontrollere, om indehaverne af magten, anvender den inden for rammerne af de regler, som på forhånd er udstukket … af magthaverne selv.

Og det er efter min mening ikke low-politics i et demokrati. Både borgerlige og socialdemokratiske Statsministre, ministre og borgmestre har historisk set måtte sande, at mål og visioner er vigtige i politik, men at forfølgelsen af dem, ja de må – for at anvende et moderne udtryk - foregå inden for brættet.

Den politiske journalistik gør en stor og betydningsfuld del af arbejdet med at kontrollere magten og dens anvendelse. Men det ville være halvgjort, hvis ikke den til enhver tid siddende opposition bibragte kontrollen et parlamentarisk institutionelt element. I dansk sammenhæng i form af spørgsmål, samråd, forespørgsler, beslutningsforslag, kommissioner m.v.

I det lys har jeg intet til overs for Statsministerens ophidselse over Venstres interesse for sammenhængen mellem Politiets Efterretningstjeneste og Henrik Sass Larsens politisk virke. Det er ikke et internt socialdemokratisk anliggende, men et spørgsmål om, hvordan en regering anvender sine beføjelser til at magthave over en tjeneste, der – som jeg har fremhævet i debatten – har svært ved at tage til genmæle.  

Nej, en Statsministeren som bliver sur og ophidset over en opposition, som stiller spørgsmål, ja det bør være en Statsminister og en regering, som bør have endnu flere spørgsmål. Magthaverne i et demokrati bør aldrig kunne ophidse sig til tavshed over deres anvendelse af magten. Det gælder også Hidsige Helle!

Sass-sagen stinker af magtmisbrug

Jeg har været en af de første til at ønske Henrik Sass Larsen tillykke med come-backet til de ledende cadre hos socialdemokraterne. Det er ham velundt. Han er en dygtig politiker, behagelig at være i selskab med og et stort tab for ethvert parti, som blot lader ham slide beklædningen af de bagerste bænke i Folketingssalen.

Men hvad der undrer mig er, at for Statsministeren var Henrik Sass Larsen for 7-8 måneder siden så farlig, at han ikke kunne bestride en ministerpost i en socialdemokratisk regering. Nu er han til gengæld så pur som nyfalden sne, at han efter et tilsyneladende langt internt socialdemokratisk forløb skal være gruppeformand i Danmarks næststørste parti.

Normalt ville det så aboslut ikke være op til hverken mig eller andre oppositionspolitikere at blande os i, hvem Statsministeren udpeger til sin regering.

Men her er en undtagelse, fordi Statsministeren har rodet Politiets Efterretningstjeneste ind i sin regeringsdannelse og indtil dato fastholdt, at det var nogle oplysninger fra PET, som gjorde Sass uegnet som minister. Sass har på sin side sloges som en gal for at få lagt frem i offentligheden, hvad der dog mon gjorde ham så uegnet som minister. Et slagsmål han næppe ville køre op i de dimensioner, hvis han ikke mente at have nogenlunde rent mel i posen. Omvendt må der jo for Statsministeren have været noget i Sass's papirer, der var så alvorligt, at hun ikke kunne vælge at se stort herpå og alligvel udpege Sass til den Finansministerpost, han stod til.

Med mindre selvfølgelig, at Statsministeren slet ikke har været bekymret for Sass papirer, men at der var andre grunde til, at Sass ikke kunne blive Finansminister. At det var gefundenes Fressen for Statsministeren, at Sass havde mødtes med og sms'et med en rocker i Køge. At sandheden måske snarere er, at de radikale ikke kunne (og kan) tåle synet af Sass, som jo stod fader til den såkaldte Sass-doktrin, som handler om minimal radikal indflydelse i dansk politik - ikke for børn, når man kender den radikale selvforståelse. Det ville jo også kunne forklare, hvorfor Sass ikke længere er så farlig og nu pludselig kan bruges som gruppeformand - og ligefrem udskriges som Messias. Men det er selvfølgelig bare spekulationer.

Hvad der til gengæld ikke er spekulativt er, at der er en enorm afstand mellem Thornings ageren i forbindelse med regeringsdannelsen og Sass's indædte kamp for at få sandheden frem. Der er en enorm afstand imellem, at Sass tilsyneladende havde foretaget sig noget, som gjorde ham uegnet som minister for 7-8 månder siden, og at han nu kan blive gruppeformand for Danmarks næststørste parti.

Og så længe Statsministeren ikke lægger kortene på bordet forklarer den store afstand mellem hendes og Sass's ageren, ja så er der logisk set en mistanke om, at hun har holdt PET ud foran sig i bestræbelsen på af politiske grunde at holde Sass uden for regeringen. Det er uhyre tæt på magtmisbrug af en tjeneste, som i sagens natur har lidt vanskeligt ved at tage til genmæle i den offentlige debat. Det er den slags stof som politiske skandaler er gjort af, og som bør bekymre enhver folkevalgt politiker.

Derfor forfølger jeg sagen med det første forsøg på at få bare en snert af sandheden frem i morgen onsdag i forbindelse med Folketingets spørgetid via dette og dette spørgsmål.

Regeringen bør da overveje en boykot af EM

Er det rigtigt at sammenblande sport og politik?

Det spørgsmål er blevet stillet temmeligt mange gange de seneste uger på grund af koblingen mellem den fængslede og i øvrigt sultestrejkende ukrainske eks-præmierminister Julia Timosjenko og så det nært forestående EM i fodbold.

Jeg ved ærligt talt ikke, om det er rigtigt eller forkert ... at blande sport og politik. Men jeg kan konstatere, at man roligt kan glemme alle de fine normative betragtninger, når man kigger dybt i historien. For sport og politik ER til alle tider blevet rodet sammen i en noget uskøn pærevælling.

Tænk på OL i 36, hvor Hitler i hjertet af Tyskland - i Berlin - ønskede at føre bevis for sine syge ideer. Heldigvis, og til Hitlers store fortrydelse, vandt den sorte amerikanske atletikudøver Jesse Owens hele fire guldmedaljer.

Den kolde krig trak - helt uden skæven til sportsudøvernes lange forberedelser - for fuld skrue den politiske og ideologiske kamp helt ind på arenaen. I protest imod Sovjetunionens invasion af Afghanistan holdt blandt andre USA, Vesttyskland og Japan deres sportsudøvere hjemme fra OL i 1980 i Moskva.

Østblokken svarede igen ved at melde kollektivt (pånær Jugoslavien og Rumænien) afbud til legene i Los Angeles i 1984. Officielt på grund af utryghed ved sikkerheden. Reelt vel nok som "tak for sidst" for boykotten i 1980.

Det var i øvrigt i disse år, at en række danske idrætsudøvere, især personificeret ved de dengang og stadigt håndbold-populære bolsjedrenge, kastede sig ind i fænomenet "Idræt for fred".

Sport og politik blandes også sammen på mere - om man vil - lavpraktisk politisk vis. De danske kommuner investerer masser af penge i idræt, som undergår og er et resultat af politiske prioriteringer. De store danske kommuner bruger helt bevidst sport som led i markedsføringen. Staten har en strategi for tiltrækningen af internationale sportsbegivenheder. Team Dammark støtter - med politisk opbakning - danske elite-sportsudøvere.

Med andre ord ... Glem alt om de naive forstillinger om en adskillelse af sport og politik. Sport og politik har været, er og vil vedblive med at være en sprængfarlig cocktail.

Skal landsholdet så boykotte EM i Ukraine/Polen?

Nej, landsholdet skal selvfølgelig deltage i EM. Så længe Danmark har noget, der bare minder om diplomatiske forbindelser til Ukraine, skal det danske landshold selvfølgelig deltage. Politikerne skal ikke holde sporten ud i strakt arm. Afbryder Danmark eller EU alt samarbejde med Ukraine, ja så er det en anden snak. Men det er ikke på bordet lige nu!

Skal regeringen og ministrene boykotte deres deltagelse i EM?

Ja, det synes jeg på ingen måde, at regeringen bør udelukke. Og jeg forstår faktisk ikke den kolde afvaskning, som Kulturminister Uffe Elbæk giver ideen om en boykot. Og ja, jeg er helt med på, at man kan drage alle mulige sammenligninger med den tidligere regerings håndtering af situationen i Kina.

Men Ukraine er ikke Kina.

Det svarer lidt til dem, der påstår, at vi ikke skal fjerne een diktator, fordi vi ikke kan fjerne dem alle sammen på en gang. Det er dem, der mener: Vi (læs primært USA) skulle ikke ha' invaderet Irak og fjernet Saddam Hussein, fordi man ikke i samme åndedrag fjernede Kim Jong-Il.

Verden er ikke sort-hvid og vi kan ikke ændre det onde til det gode over en nat. Men vi kan via vores handlinger gradvist ændre det onde til det lidt bedre - step by step.

Jeg tilhører ikke dem, der kræver eller stiller beslutningsforslag i folketingssalen, der pålægger regeringen at holde sig væk fra EM i Ukraine.

Men omvendt tilhører jeg dem, der mener, at man skal tænke sig om. Især når man som regeringen har mulighed for her via en relativt lille politisk handling og omkostning har mulighed for at kunne påvirke udviklingen i eet land (Ukraine), som er på vej i den forkerte retning. Og her dur undskyldningen om, at det kan vi ikke, fordi vi ikke kan eller vil påvirke alle mulige andre forhold alle mulige andre steder på samme tid.

Derfor bør regeringen helt uagtet alle mulige andre lande, tilfælde og situationer overveje, om den rent samvittighedsmæsigt kan holde til IKKE at boykotte sin deltagelse i EM - eller om man med henvisning til, at man ikke kan redde resten af verden på samme tid vælger at gøre ... ingenting.

Regeringen bør da overveje en boykot af EM

Er det rigtigt at sammenblande sport og politik?

Det spørgsmål er blevet stillet temmeligt mange gange de seneste uger på grund af koblingen mellem den fængslede og i øvrigt sultestrejkende ukrainske eks-præmierminister Julia Timosjenko og så det nært forestående EM i fodbold.

Jeg ved ærligt talt ikke, om det er rigtigt eller forkert ... at blande sport og politik. Men jeg kan konstatere, at man roligt kan glemme alle de fine normative betragtninger, når man kigger dybt i historien. For sport og politik ER til alle tider blevet rodet sammen i en noget uskøn pærevælling.

Tænk på OL i 36, hvor Hitler i hjertet af Tyskland - i Berlin - ønskede at føre bevis for sine syge ideer. Heldigvis, og til Hitlers store fortrydelse, vandt den sorte amerikanske atletikudøver Jesse Owens hele fire guldmedaljer.

Den kolde krig trak - helt uden skæven til sportsudøvernes lange forberedelser - for fuld skrue den politiske og ideologiske kamp helt ind på arenaen. I protest imod Sovjetunionens invasion af Afghanistan holdt blandt andre USA, Vesttyskland og Japan deres sportsudøvere hjemme fra OL i 1980 i Moskva.

Østblokken svarede igen ved at melde kollektivt (pånær Jugoslavien og Rumænien) afbud til legene i Los Angeles i 1984. Officielt på grund af utryghed ved sikkerheden. Reelt vel nok som "tak for sidst" for boykotten i 1980.

Det var i øvrigt i disse år, at en række danske idrætsudøvere, især personificeret ved de dengang og stadigt håndbold-populære bolsjedrenge, kastede sig ind i fænomenet "Idræt for fred".

Sport og politik blandes også sammen på mere - om man vil - lavpraktisk politisk vis. De danske kommuner investerer masser af penge i idræt, som undergår og er et resultat af politiske prioriteringer. De store danske kommuner bruger helt bevidst sport som led i markedsføringen. Staten har en strategi for tiltrækningen af internationale sportsbegivenheder. Team Dammark støtter - med politisk opbakning - danske elite-sportsudøvere.

Med andre ord ... Glem alt om de naive forstillinger om en adskillelse af sport og politik. Sport og politik har været, er og vil vedblive med at være en sprængfarlig cocktail.

Skal landsholdet så boykotte EM i Ukraine/Polen?

Nej, landsholdet skal selvfølgelig deltage i EM. Så længe Danmark har noget, der bare minder om diplomatiske forbindelser til Ukraine, skal det danske landshold selvfølgelig deltage. Politikerne skal ikke holde sporten ud i strakt arm. Afbryder Danmark eller EU alt samarbejde med Ukraine, ja så er det en anden snak. Men det er ikke på bordet lige nu!

Skal regeringen og ministrene boykotte deres deltagelse i EM?

Ja, det synes jeg på ingen måde, at regeringen bør udelukke. Og jeg forstår faktisk ikke den kolde afvaskning, som Kulturminister Uffe Elbæk giver ideen om en boykot. Og ja, jeg er helt med på, at man kan drage alle mulige sammenligninger med den tidligere regerings håndtering af situationen i Kina.

Men Ukraine er ikke Kina.

Det svarer lidt til dem, der påstår, at vi ikke skal fjerne een diktator, fordi vi ikke kan fjerne dem alle sammen på en gang. Det er dem, der mener: Vi (læs primært USA) skulle ikke ha' invaderet Irak og fjernet Saddam Hussein, fordi man ikke i samme åndedrag fjernede Kim Jong-Il.

Verden er ikke sort-hvid og vi kan ikke ændre det onde til det gode over en nat. Men vi kan via vores handlinger gradvist ændre det onde til det lidt bedre - step by step.

Jeg tilhører ikke dem, der kræver eller stiller beslutningsforslag i folketingssalen, der pålægger regeringen at holde sig væk fra EM i Ukraine.

Men omvendt tilhører jeg dem, der mener, at man skal tænke sig om. Især når man som regeringen har mulighed for her via en relativt lille politisk handling og omkostning har mulighed for at kunne påvirke udviklingen i eet land (Ukraine), som er på vej i den forkerte retning. Og her dur undskyldningen om, at det kan vi ikke, fordi vi ikke kan eller vil påvirke alle mulige andre forhold alle mulige andre steder på samme tid.

Derfor bør regeringen helt uagtet alle mulige andre lande, tilfælde og situationer overveje, om den rent samvittighedsmæsigt kan holde til IKKE at boykotte sin deltagelse i EM - eller om man med henvisning til, at man ikke kan redde resten af verden på samme tid vælger at gøre ... ingenting.

Kræftens Bekæmpelse ville dø uden rygning

Jeg har haft kræft!

I 1999 blev jeg ramt af testikelkræft, som lagde mig fysisk brak i 6 måneder med operationer og kemoterapi. Men ikke mindst et langt efterfølgende mentalt rehabiliteringsforløb. På dansk: Det var lidt svært at komme sig over, at kræft pludselig var blevet HELE ens hverdag.

Jeg indrømmer. Hele det forløb grundlagde min aversion imod Kræftens Bekæmpelse. Jeg så dem aldrig. De var ikke synlige på kræftafdelingen på Rigshospitalet ej heller i forbindelse med de to operationer, jeg var igennem. De støttede mig i det hele taget hverken i mit sygdomsforløb eller bagefter, da jeg kæmpede for at komme ovenpå igen. De var - siger og skriver - totalt fraværende.

Til gengæld var deres kommunikationsafdeling helt oppe på dupperne, da jeg var kommet ovenpå igen

Så var jeg pludselig interessant og uden nogen form for skam i livet kontaktede de mig i min egenskab af politiker - gruppeformand for Venstre på Københavns Rådhus - for at høre, om jeg dog ikke ville bruge en søndag på at stå bag indsamling af penge til organisationen.

Det er jo ikke, fordi jeg ikke anderkender, at Kræftens Bekæmpelse blandt andre ting har stået bag udmærket forskning.

Men alt dette rinder mig i hu, fordi jeg torsdag aften så Debatten på DR2, hvor direktøren for Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard igen og igen og igen som katten gik rundt og rundt og rundt om den varme grød.

Kræftens Bekæmpelse foreslår flere restriktioner på rygning. På værtshuse. På skoler. På arbejdspladser. Men de går aldrig hele vejen. Altid lige til grænsen, aldrig over.

De foreslår aldrig det total forbud imod rygning i Danmark!

Hvorfor mon?

Har du nogensinde, kære læser, tænkt over, hvorfor Kræftens Bekæmpelse aldrig har foreslået et generelt forbud imod rygning i Kongeriget Danmark? Hvis det er så farligt at ryge, hvorfor så ikke forbyde det totalt? Hvis folk er så uvidende om konsekvenserne af deres egne handlinger, hvorfor så ikke kalde politikerne på banen og bede dem indføre det totale forbud?

Et muligt svar på det spørgsmål kunne jo være, at Kræftens Bekæmpelse ikke ønsker rygning forbudt, fordi det ville medføre en kraftig reduktion i  omfanget af de offentlige og private midler, som årligt tilflyder organisationen.

På den baggrund udfordrer jeg Kræftens Bekæmpelse:

Vil I forbyde rygning i Danmark? Vil I være villige til at sætte Jeres egen eksistens på spil i den "gode" sags tjeneste? Er I klar til at tage konsekvensen af jeres egen argumentation og sætte alle tiders politiske lobby-indsats i værk for at forbyde rygning i Danmark?

Hvis ikke ... Ja så er jeg helt overbevist om, at enhver med sig selv kan finde et passende udtryk, som beskriver en organisation, som konstant fortæller en hel befolkning, hvordan den skal leve livet, uden at tage konsekvensen af sin egen retorik...

Thorning på den forkerte side af den historiske kridtstreg

Jeg græmmes ved, at Danmark har en Statsminister, som hellere vil undersøge nedkæmpelsen af diktatoren og folkemorderen Saddam Hussein, end grave dybere i potentielt landsforræderi og Ole Sohns forhold til Sovjetunionen.

Men hvis Thorning vil blæse gang i den værdikamp, så stikker vi og jeg ikke op for bollemælk. Vi stiller kampberedte an.

For det er, hvad det er. En værdikamp om qua vurderingen af og holdningen til forskellige begivenheder i den nære danske historie at indplacere sig på den rigtige side af den nok så berømte historiske kridtstreg, når vore børn og børnbørn til sin tid skal bedømme vores (herunder Statsministerens) handlinger.

Og her er Thorning de facto i gang med at lægge sig ind på en og lægge afstand til en anden socialdemokratisk historisk politisk linie - eller tradition om man vil.

Lægge afstand til den linie, hvor man med al magt bekæmpede og tog afstand fra kommunismen, hvor end man mødte den.

Lægge sig ind på linien fra det sorte socialdemokratiske 80'er-kapitel, hvor det ene kunne være lige så godt som det andet.

Thornings side-valg sættes på grotesk vis på spidsen, når hun samme dag, som hun afviser politisk at ville hjælpe en dansk forsker med at afsløre en angiveligt kendt dansk landsforræder, lader sive, at nu vil man indlede et korstog imod den tidligere regerings (må man forstå) fortrædelige fjernelse af folkemorderen Saddam.

Og det med pomp og pragt. Hele tre ministre skal der til for at blæse gang i Thornings kamp imod den tidligere regerings kamp for frihed og demokrati i andre dele af verden.

Det er derfor med skam, at vi, når vi skal fortælle vore børn og børnebørn om denne epoke i dansk politisk historie, er tvunget til at fortælle om en Statsminister, som lagde røgslør ud over potentielt landsforræderi, mens hun, for at fjerne fokus fra egne problemer, i et overtaktisk politisk angreb hellere vil drille den tidligere regering. 

Dansk politik er også taktik og drilleri. Men på spørgsmålene om danske soldaters indsats under fremmede himmelstrøg og landets forhold til de kommunistiske diktaturer i Øst-Europa skal Thorning få ideologisk og værdimæssig kamp til stregen. På de spørgsmål er der ikke plads til pjat og pjank. Dertil stikker de for dybt.
Det er ganske enkelt for alvorlige spørgsmål til at lade en historieløs og værdiforladt dansk Statsminister tumle med alene.

Her handler det om at stå på den rigtige side af den historiske kridtstreg, og jeg vil ikke stå på den samme side som Thorning.

Regeringen ydmyger min angst for russerne

Føj, hvor var jeg bange, når jeg lå der under dynen i mørket og bare ventede på det stor brag og på lysglimtet, som jeg var stensikker på snart ville oplyse den lollandske nattehimmel som et definitivt punktum for min mors, min fars, min brors og mit liv.

Det var ikke et spørgsmål om, men hvornår russerne og østtyskerne ville lade dommedag feje ind over mit og mine kæres liv. Det var virkeligheden dengang i 70'erne og 80'erne.

Det var især slemt, når det blæste eller tordnede. Så var mine ører pejlet ind på selv den mindste lyd, som kunne indikere, at nu var det slut "derinde i København". Så kunne jeg bare ligge og vente på strålerne. Og på nedfaldet, som ville medføre en lidt langsommere, men ikke desto mindre pinefuld død.

Men hvor var knægtens forældre henne? Ja, de prøvede så godt de kunne. At berolige den stakkels dreng. At der ikke var noget at være bange for. At min bror og jeg var trygge. At de nok skulle passe på os. At russerne og østtyskerne ikke ville komme her.

Men jeg tvivlede og angsten nagede. For uanset hvor jeg vendte mig hen i mit unge liv, og uanset hvor meget min mor og far forsøgte at beskytte mig, ja så var hele det offentlige rum dengang i skrift, tale og billeder fyldt med angsten for Warzawa-pagten. Gamle mænd på en tribune, som stod med mit liv i deres hænder, al snakken om frygten for SS 20 og ikke mindst de frygtelige billeder af bomben, som igen og igen og igen rullede over skærmen.

Der er såmænd så mange ting fra min barndom, som er slettet fra min hukommelse. Men ikke den nagende angst for udslettelse. Den frygt ligger stadig gemt i en lille mental skuffe, som indimellem bliver hevet ud og aktiviteret - når jeg ser billederne fra dengang eller hører om SS 20 og Breznjev.

Og så kan det da godt være, at historieløse men formodentlig taktisk begavede politikere ikke mener, at det er en sag, som vi skal bruge ret meget mere tid på. At det ikke er værd at søge dybere ned i, at der faktisk også var danskere, som bar faklen rundt og supporterede udbredelsen af en omsiggribende angst blandt en hel generation af danske drenge og piger.

"Glem det, det er så længe siden," hører man dem messe. "Lad nu Ole Sohn og alle de andre være i fred, de har jo sonet," lyder det formildende. "Og det er for drastisk med flere undersøgelser," lyder det udglattende.

Og jeg ville også gerne sone. Men I gør det meget svært at tilgive og glemme, når I ikke vil tale om og forholde jer til, at I gjorde jeres til at fastholde en lille dreng på Lolland og med ham mange andre i lange nætter med frygten for det store brag, lysglimtet, strålerne og nedfaldet.

Om flag og folk

Igen og igen har jeg igennem de seneste dage stillet mig selv spørgsmålet: Er det jura og love, som gør mig så uendelig stolt over at være dansk, som får mig til at fælde en tåre, når Dannebrog stiger til tops, og som ranker min ryg, når danske soldater slås for frihed i andre verdensdele?

Er det et juridisk eller politisk spørgsmål, som får mig til at glædes og græmmes over nationens historie - og i alle tilfælde se mig selv - i al min ring- og beskedenhed - som rundet heraf?

Er det politikere og jurister, som har lært mig at sætte pris på dansk kultur og danske skikke? Eller er det noget helt andet og større, som til enhver tid tilfældige politikere og jurister - heldigvis - hverken kan gøre fra eller til, som får mig til at føle mig dansk HELT ind i marv og ben.

Ja, disse spørgsmål er selvsagt foranlediget af diskussionen om de danske flagregler. Men i særdeleshed fordi, hvis der skal være sammenhæng i den argumentation, at danskhed og national stolthed skulle komme ud af lovgivning. At man skulle være mindre dansk og ikke sætte pris på sit lands historie og kultur, hvis man tror og mener, at flagregler og deslige hverken gør fra eller til i forhold til min - og med mig andres - nationalfølelse. At danskheden så at sige skulle sive ud imellem fingrene på os, hvis vi ikke sørger for at have tilstrækkelig lovgivning, der kitter os sammen.

Min danskhed og nationalfølelse kan ikke påduttes eller for den sags skyld udfries mig af politiske beslutninger. Min danskhed og nationalfølelse er et resultat af noget større, noget Guds givet om man vil. Jeg er rundet af mit folks og min nations historie og ikke af Folketinget anno 2012. Min danskhed bæres i hjertet og ikke i min tiltro til love og regler.

Så hvis nogen skulle finde på at insinuere, at Dannebrog og dansk kultur og historie ikke betyder noget for mig, vil de få svaret: "Mere end I aner, og mere end hvad nogen politiker i sin vildeste fantasi kunne finde på at proppe ind i et stykke lovgivning"

Med ønsket om Guds fred og en glædelig påske...

Elsk Liberal Alliance eller dø ...

Eksperter og andet godt-folk har i den seneste uges tid konkluderet, at der skulle være udbredt surhed i Venstre over Liberal Alliances højt-profilerede angreb på Venstres formand Lars Løkke Rasmussen. 

Og sandt er det da, at det er iboende i den menneskelige natur - også Venstre-folks natur - at man hellere vil elskes end tugtes. 

Og sandt er det da også, at vi var mange, der lige skulle ha' en ekstra stærk tår morgenkaffe, da vi så vores formands portræt kædet sammen med en diskussion om løftebrud. Vi er selvsagt ikke enige i, at der er tale om løftebrud. Det energiforlig, som nu er indgået er faktisk billigere end det, den tidligere VK-regering fremlagde. Læg dertil den politiske forudsætning, at et ægte rødt forlig næppe havde gjort det billigere at være dansker, og  at en lidt større uafhængighed af russiske oligarker og mellemøstlige oliesheiker vel næppe hellere er at foragte. Der argumenteres så for, at man bare skulle ha' ladet de røde indgå et forlig og så selv ændre det efter næste folketingsvalg. Det kalder jeg et politisk sats af dimensioner. 

Men at vi skulle være sure? Ikke på vilkår. Venstre står p.t. i selv de dårligste meningsmålinger til 10 mandater mere end ved folketingsvalget. Og prøv lige at overveje, hvad det ville betyde, hvis vi i al vores surhed kastede os ud i et blodigt slagsmål med Liberal Alliance? Hvem ville vinde på det? Gæt selv. 

Nej, det er og bliver det store oppositionspartis sure pligt ikke at kaste sig ud i allehånde politiske slagsmål med sine venner. Jeg tror personligt, at der med Venstres størrelse reelt og i meningsmålingerne følger en forpligtelse til at forstå og sætte sig ind i andre partiers motiver for at "gøre det de nu gør". 

For eksempel i tilfældet Liberal Alliance, hvor min gamle kampfælle fra Venstres Ungdoms landsstyrelse Ole Birk Olesen på sin facebook profil den 25. marts skriver lige ud, hvad det handler om: Selvfølgelig er vi ude på at overbevise Venstre-vælgere om, at de skal stemme LA i stedet, for vi vil have så mange mandater efter næste valg, at Løkke ikke kan komme uden om os og lave blød midterpolitik med de Radikale i stedet. 

Læg dertil, at Liberal Alliance har en noget nær fasttømret beslutning om ikke at ville stille fælles forslag med V, K og DF. 

Alt dette og meget mere kan man vælge at blive sur og gnaven og lange ud efter. Til ingen verdens nytte. Eller man kan vælge at acceptere, at det er sådan, det er. Jeg vælger det sidste. Jeg elsker Liberal Alliance!