Når Statsministeren hidser sig op over Venstres interesse for sammenhængen mellem PET og dannelsen af den nuværende regering, signalerer hun ligegyldighed overfor anvendelsen af den politiske magt. Det bør virke animerende på enhver opposition.
Når man som jeg indimellem kaster sig over det, som nogen definerer som enkeltsager, så fyger det om ørerne på én med formaninger om, at man da hellere burde koncentrere sig om at løse landets virkelige problemer i stedet for at rende rundt og spilde sit folkelige mandat med den slags pjat.
Formodentlig underforstået, at såkaldte enkeltsager er low-politics, mens problemløsning er high-politics. Læg mærke til dem i avisen, på facebook eller i andre offentlige sammenhænge, dem som med selvdefineret moralsk overhøjhed føler sig kaldet og berettiget til at definere, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt, hvad vi bør diskutere, og hvad vi ikke bør diskutere. De typer findes i alle politiske lejre.
Jeg anerkender af gode grunde ikke den rangering af politiske temaer eller for den sags skyld – hvad der jo i givet fald måtte være konsekvensen – en lagdeling, hvor de ”rigtige” politikere beskæftiger sig med at løse problemer, mens de lidt lavere rangerende profeter beskæftiger sig med al smudset.
Bekender man sig til denne rangering af temaer og politikere er nemlig det samme som at sige, at man kun interesserer sig for mål og ser mere eller mindre stort på, hvilke midler, som tages i anvendelse, for at indfri målene.
Omvendt er det en misforståelse at tro, at det at beskæftige sig med magthavernes anvendelse af politiske midler handler om at rode i politiske modstanderes skraldespande eller privatliv. Nej, det handler om at kontrollere, om indehaverne af magten, anvender den inden for rammerne af de regler, som på forhånd er udstukket … af magthaverne selv.
Og det er efter min mening ikke low-politics i et demokrati. Både borgerlige og socialdemokratiske Statsministre, ministre og borgmestre har historisk set måtte sande, at mål og visioner er vigtige i politik, men at forfølgelsen af dem, ja de må – for at anvende et moderne udtryk - foregå inden for brættet.
Den politiske journalistik gør en stor og betydningsfuld del af arbejdet med at kontrollere magten og dens anvendelse. Men det ville være halvgjort, hvis ikke den til enhver tid siddende opposition bibragte kontrollen et parlamentarisk institutionelt element. I dansk sammenhæng i form af spørgsmål, samråd, forespørgsler, beslutningsforslag, kommissioner m.v.
I det lys har jeg intet til overs for Statsministerens ophidselse over Venstres interesse for sammenhængen mellem Politiets Efterretningstjeneste og Henrik Sass Larsens politisk virke. Det er ikke et internt socialdemokratisk anliggende, men et spørgsmål om, hvordan en regering anvender sine beføjelser til at magthave over en tjeneste, der – som jeg har fremhævet i debatten – har svært ved at tage til genmæle.
Nej, en Statsministeren som bliver sur og ophidset over en opposition, som stiller spørgsmål, ja det bør være en Statsminister og en regering, som bør have endnu flere spørgsmål. Magthaverne i et demokrati bør aldrig kunne ophidse sig til tavshed over deres anvendelse af magten. Det gælder også Hidsige Helle!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar