torsdag den 25. december 2014

Statsministeren lancerer enøjet job-reform for indvandrere

Først i det nye år vil Statsministeren angiveligt lancere en jobreform for indvandrere. Glimrende. Men det ser ikke ud til, at regeringen adresserer et af vor tids største moralske og økonomiske problemer, nemlig at samfundet belønner passivitet i stedet for dem, der viser vilje til integration.  

"Et af vores store samfundsproblemer er, at for mange med en ikke-vestlig baggrund står uden for arbejdsmarkedet. Det skal vi gøre noget ved." Så langt er Venstre enig med Statsministeren, som af en eller anden uransaglig årsag valgte den 24. december til i dagbladet BT at lancere sine tanker om behovet for en job-reform særligt målrettet de mange indvandrere, som i dag befinder sig uden for arbejdsmarkedet.

Den manglende integration koster os ganske rigtigt svimlende summer. Beregninger fra Finansministeriet viser, at hvis ikke-vestlige indvandrere var i arbejde i samme omfang som vestlige indvandrere, så ville vi have 17 mia. kr. mere omåret til eksempelvis skattelettelser eller sågar guldvandhaner på de nye super-sygehuse.

Det kniber mere med enigheden, når vi kommer til løsningerne. I hvert fald ser det ud til, at Statsministeren kun bruger nogle af de redskaber i værktøjskassen, som er helt nødvendige for at skubbe og trække flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet.

”Vi skal blive langt bedre til at tage læger, håndværkere og it-folk og give dem en opkvalificering og sende dem ud i arbejde”, siger Statsministeren til BT. Nuvel. Uddannelse skader ikke nogen, og det er ganske givet udmærket at udstyre flere indvandrere med kvalifikationer, som kan gøre dem arbejdsmarkedsparate i en dansk sammenhæng.

Omvendt undlader Statsministeren let og elegant at komme ind på, at denne regering, siden den kom til, har givet en almindeligindvandrerfamilie cirka 10.000 kr. mere i offentlig forsørgelse om måneden - og det helt uden at kræve noget igen. Ingen forstærkede krav om at lære dansk, få sig et arbejde eller deltagelse i samfundslivet i øvrigt. En omgang misforstået tolerance, som i virkeligheden gør mere skade end gavn på den enkelte.

Med andre ord: Statsministeren overser fuldkommen brugen af økonomiske incitamenter til at få flere indvandrere i arbejde. Det skulle da lige være, hvis regeringens målsætning har været at belønne indvandrere for at lave …. ingenting.

Hvordan skal vi nogensinde kunne overbevise udlændinge bosiddende i vores land om, at de har en forpligtelse til at arbejde, hvis samfundet samtidig stikker dem en check på 10.000 kr. for ikke at lave en døjt?  

Det er en vor tids og velfærdsstatens helt store moralske problemer, vi her ser udstillet for fuld skrue: Samfundet belønner store dele af befolkningen for passivitet, i stedet for at skabe de nødvendige incitamenter i bestræbelsen på, at enhver kan og vil sørge for sig og sine.  

Hvis vi bare tilnærmelsesvis skal gøre op med denne moralske og økonomiske udfordring, så er statsministerens enøjede fokus på mere uddannelse er ganske enkelt ikke nok. Vi bliver nødt til at tage mere grundlæggende fat på sammenhængen mellem ydelse og nydelse.

Venstre vil afskaffe den 3-årigeintegrationsperiode og i stedet opstille klare objektive mål for integrationen. Indvandrere, som kommer til vores land skal bestå en prøve i dansk og en prøve i dansk historie, demokrati og kultur. Vi vil stille krav om fast arbejde og deltagelse i det danske foreningsliv.

Samtidig vil vi genindføre en moderne udgave af starthjælpen. Vi kalder den integrationsydelse. Nyankomne indvandrere, som skal have offentlig forsørgelse, starter på SU-niveau. I takt med at man lever op til de nye klare integrationsmål, ja så kan man gradvist modtage mere i offentlig forsørgelse. En fjerdel mere af afstanden mellem starthjælp og fuld kontanthjælp pr bestået mål. Når alle mål er indfriet, kan man modtage fuld kontanthjælp. Men ikke et sekund før.  

Vi ser frem til, at Statsministeren inviterer Venstre til forhandlinger om en job-reform for indvandrere. Det er på høje tid. Men skal vi tage fat, skal der tages ordentlig fat. Vi kan og vil ikke nøjes med at kratte lidt i overfladen på et vor tids største moralske og økonomiske problemer – den manglende integration af indvandrere.