Nogen gange kan det være lidt besværligt at have et lollandsk ophav. Man bekymrer sig for meget, glasset er næsten altid halvt tomt og ofte er der kun en begrænset antydning af lys for enden af tunnellen.
På de kanter bærer arbejdet ofte lønnen i sig selv, eller som min far udtrykte det i min barndom: "Du får det bare bedre ved at muge ud under grisene."
Selv efter 20 år bosiddende i et lidt mere nonchalant København, stikker den alligevel indimellem næsen frem, bekymringen for fremtiden og en nær-calvinistisk tilgang til tilværelsen.
Som nu for eksempel at mit parti uden yderligere udfordringer skulle kunne spadsere den direkte vej tilbage til regeringskontorerne, og at ventetiden faktisk nærmest er det værste ved det hele.
For i så fald er der alvorlig grund til bekymring. Og jeg sporer en tendens - når jeg taler med venner, bekendte og partifæller eller følger debatten i offentligheden og på Facebook - som i lidt for mange tilfælde er mere optaget af, hvordan magten skal fordeles, end om og hvordan man får fingre i den.
Og det med regions- og kommunalvalget næste år? Ja, det er jo blot en velanbragt trædesten, en venlig sjæl har lagt, for at vi endnu mere bekvemt kan spurte henimod det borgerlige tusindårsrige.
Og får den tendens lov at bide sig fast, at vi bliver så overbevist om vores eget værd, at vi stiltiende lader en masse-psykotisk stemning brede sig á la "den er hjemme", ja så står vi i problemer til halsen, som risikerer at spærre for den borgerlige vejrtrækning.
Hvis vi tror, at det kun er et spørgsmål om tid og ikke ret meget andet, før Statsministeren igen hedder Lars Løkke Rasmussen, er vi ved at save så grundigt i den gren, vi selv sidder på, at vi vil få blå mærker af historiske dimensioner, når vi med et hårdt slag rammer de politiske realiteter, der altid er forbundet med en lidt for tilbagelænet stil.
På sin vis er vi vel undskyldt. Ihvertfald hvis vi blot skulle lytte til verden omkring os. Den ene meningsmåling efter den anden giver borgerligt flertal, i nogen målinger endda 100 mandater til de blå partier. I Folketingssalen og i de offentlige debatter bliver vi angrebet af regeringspartierne som om, vi faktisk allerede er i regering. Og analyserne peger i retning af, at der i forbindelse med kommunalvalget er optræk til en blå kuling, som kun står og tripper for endeligt at få mulighed for at feje hen over landet.
Med andre ord, kunne det være nærliggende bare at tage sofaen på ryggen og lade de politiske omstændigheder i sig selv bære det borgerlige Danmark tilbage i regeringskontorerne.
Men netop omverdenens nærmest definitive kåring af en borgerlig regering efter næste valg kan få nakkehårene til at rejse sig på enhver Venstre-mand, som kender sin nære historie. Ja, jeg tænker selvfølgelig på det smertelige nederlag i 1998, hvor der med Uffe Ellemann-Jensen i spidsen var lagt op til gevaldigt bal i den borgerlige lejr. Sådan gik det som bekendt slet ikke.
For undgå at sejrens sødme bider sig fast som standard-smag og med et udtryk tyvstjålet fra fodboldens verden, bør vi mentalt sørge for hele tiden udelukkende at koncentrere os om næste kamp. For hvis vi ikke vinder den, ja så er der bare ikke noget mesterskab, når regnebrættet gøres op og slutstillingen står klar for enhver.
Det vil sige: Fokus, fokus, fokus!
Med andre ord er der ikke det forslag, der ikke skal stilles eller lanceres; ikke den debat, der ikke skal tages; ikke det angreb fra de de røde, der ikke skal besvares hårdt og kontant; ikke det indlæg, der ikke skal skrives; ikke den pjece, der ikke skal deles ud; ikke den plakat, der ikke skal hænges op .... blot med henvisning til, at det går jo nok alligevel. For det gør det ikke, ihvertfald ikke af sig selv!
