Engelbrecht mistænkeliggør sine kolleger og undergraver folkestyret

Socialdemokraternes selvudnævnte anti-lobbyist ordfører, Benny Engelbrecht, hælder fra tid til anden galde ud over mødet mellem politikere og omverdenen. Der foregår ifølge Engelbrecht noget farligt og gedulgt imellem dem indenfor og dem udenfor Christiansborgs tykke mure. Møder og anden relation med mennesker, der vil øve indflydelse på den politiske beslutningsproces skal derfor registreres.

Senest har Engelbrecht kastet sig over Folkemødet, hvor gratis fadøl til politikere udgør et, ifølge Engelbrecht, fundamentalt demokratisk problem. Politikerne kan nemlig – må man forstå – ikke modstå presset fra de glade givere. To store fadøl og der er slækket på finanspolitikken eller sundhedsvæsnet er omdannet til et slaraffenland for privathospitaler.

Udover at det er et ikke særlig positivt karaktertræk at mistænke sine kolleger for at have noget ondt - tenderende korrupt - i sinde, udgør Engelbrechts konstante mistænkeliggørelse af politiske med - og modspiller et efterhånden stigende problem for folkestyret.

Det danske folkestyre bygger blandt meget andet på det uformelle og ubureaukratiske møde mellem politikere og borgere, uanset om de repræsenterer sig selv, en virksomhed eller en organisation. Det er det møde, som Engelbrecht mistænkeliggør og gør til genstand for en fuldkommen - og i Engelbrechts eget hoved - frit opfundet små-korrupt relation.

Man kan ikke udlede Engelbrechts tese anderledes end, at når to mennesker mødes i en fortrolig samtale, som Benny Engelbrecht ikke kender noget til, så foregår der noget, ”som ikke burde foregå”.

Det er helt skævt. Det er uunderbygget og det er decideret udansk. Med sin kampagne er Engelbrecht i gang med at starte en mistænkeliggørelses-kultur i Danmark, som ellers kun er kendt fra andre bredde-grader.

Personligt nægter jeg at hoppe med på Engelbrechts vogn af mistænkeliggørelse. Jeg vil ikke finde mig i at blive gjort til genstand for mistanke om korrupt adfærd af en socialdemokratisk politiker, som mener, han kan score et par billige medie-point.

Men langt mere alvorligt er det, at Engelbrechts medie-tour-de-force også mistænkeliggør de mange mennesker, virksomheder og organisationer, som ønsker at give deres holdning til kende over for politikere.

Og værst af alt, at Engelbrechts angreb på relationen mellem politikere og borgere, virksomheder og organisationer risikerer at blive reduceret i omfang, fordi det ganske enkelt bliver opfattet som ”no-go” at mødes med politikere.

Når Engelbrecht gør det gedulgt og forkert at mødes med politikere er det et direkte angreb på den pluralistiske ide, som ligger i det danske folkestyre. At alle og enhver selvfølgelig skal kunne mødes med deres politikere, uden at blive kontrolleret og registreret.

Det er en meget skidt udvikling, Engelbrecht er i gang med at sætte skub i. Dansk folkestyre bygger på tillid. Ikke på at tillid er godt, men kontrol er bedre.

Bjørn Lomborg, kom nu hjem og red regeringen

Regeringens Togfond DK mangler simpelthen at blive underkastet en gedigen samfundsøkonomisk analyse. For eksempel kommer det til - udover elektrificeringen - at koste 13.9 mia. kr. at nedbringe rejsetiden mellem Odense og Århus fra 1 time og 24 timer til præcis 1 time. Ved lidt hurtig hovedregning giver det cirka 580 mio. kr. pr. vundet minut? Er det virkelig klogt at bruge så mange penge på at ramme præcis 1 time? Kunne de penge ikke være brugt mere fornuftigt på andre ting?

Det er ikke længere comme il faut at henvise til Bjørn Lomborg i debatter om dansk miljøpolitik. Men måske han en dag har lyst til at kaste sig over transportpolitikken. Der er nemlig brug for ham. Brug for at nogen stiller det helt banale spørgsmål: ”Kunne vi få mere nytte ud af pengene, hvis vi brugte dem på en anden måde?”

  

For ganske nylig fremlagde regeringen som lyn fra en klar himmel en plan, de kalder Togfond DK (alt skal åbenbart hedde noget med DK for tiden).

27 mia. drysset med let hånd udover den danske jernbane. Uden forudgående debat. Uden hensyntagen til hidtidige analyser. I det hele taget uden blik for, om pengene kunne være brugt bedre på en anden måde.

I dag tager det for eksempel 1 time og 24 minutter at gennemføre en togrejse fra Odense til Århus. Regeringen vil have rejsetiden ned på 1 time. Det koster ifølge Regeringens plan 13,9 mia. kr. I alt knapt 580 mio. kr. (mere end en halv milliard) pr. nedbragte minut. Jamen er det ikke penge, der skal bruges på at elektrificere strækningen? Næh nej, det ligger udover. Nej, de knapt 14 mia kr. skal bruges på en ny bane over Vestfyn, en bro over Vejle Fjord, en ny bane mellem Hovedgård og Århus samt en række øvrige hastighedsopgraderinger. Men er det nu klogt uden forudgående analyser og debat at bruge SÅ mange penge på at ramme præcis 1 time? Er det 1 time og 10 minutter, 1 time og 15 minutter eller præcis 1 time, der får danskerne til at sættes sig ind i toget mellem Århus og Odense? Eller er det noget helt andet, der er afgørende, for eksempel at toget kommer til tiden, og at man kan få en siddeplads?

Regeringen vil endvidere bruge ikke mindre end 5 mia. kr. på at elektrificere jernbanen fra Aalborg til Frederikshavn. Jeg under nordjyderne alt det bedste. Men NIRAS foretog for fire år siden en beregning, som viser, at en elektrificering af jernbanen mellem Aalborg og Frederikshavn vil give et samfundsøkonomisk underskud på 694 mio. kr. Regeringen vil med andre ord bruge 5 mia. kr. på at elektrificere en strækning, som herefter vil give et samfundsøkonomisk underskud på knapt 700 mio. kr. Det er ganske enkelt Ebberød Bank. 

Regeringen har god grund til at være grebet af panik. Tilsyneladende i fuldkommen ubalance med sit eget bagland. Men selv den værste politiske krise giver altså ikke ret til – og slet ikke disse tider - at være så helt igennem ansvarsløs med borgernes penge.

For hvad er egentlig præmissen for Regeringen – udover at ville please sit eget bagland. Hvis præmissen er at øge mobiliteten i Danmark, hvor kan man så læse, se eller høre, at det lige præcis er disse enorme investeringer i jernbanen, hvor skatteborgerne og Danmark får mest ”value for money”?

Hvis præmissen blot er at ”gøre noget godt”, ja så kunne man vel med lige så god ret bruge milliarder på renovering af folkeskoler, bedre sygehuse eller alt muligt andet.

Regeringen er endnu engang kommet med en løsning på et ”problem”, uden på forhånd at gøre sig klart, om lige præcis dette problem er så meget mere påkrævet at løse, end alle mulige andre problemer.

Politikerne bør boykotte DSB

Formanden for Folketingets Transportudvalg Benny Engelbrecht – som jeg på det personlige plan sætter højt - udbasunerede forleden, at nu ville han altså som konsekvens af skandalen om samarbejdet mellem DSB og Waterfront boykotte enhver form for kontakt med sidstnævnte. Samtidig opfordrede Engelbrecht alle andre politikere til at gøre det samme.

I skrivende stund kan vi kun gisne om, hvorvidt der i forbindelse med den nu igangsatte undersøgelse vil blive blotlagt forhold, som vil afstedkomme en eller flere politisager. Vi ved med andre ord ikke, om hverken Waterfront eller DSB har foretaget sig noget, som ligger uden for lovens rammer.

Vi kan selvfølgelig alle sammen have vores holdninger til, om vi i dette konkrete tilfælde ser hele eller dele af et samarbejde mellem en virksomhed og et kommunikationsbureau, som er løbet – moralsk – af sporet.

Men der skal to til en tango. Og en boykot af sælgeren og ikke køberen er decideret uklædeligt og et totalt misforstået (men måske politisk bevidst) hensyn til en statsvirksomhed, som årligt modtager 3.6 mia. kr. i statstilskud.

Hvad vi til gengæld ved er, at DSB som en monopolistisk statsejet virksomhed tilsyneladende har efterspurgt og brugt i millionvis af skattekroner på at få kortlagt profiler på de selvsamme transport-politikere, som i princippet udgør bestyrelse for DSB. Vi ved, at det er DSB, som direkte eller indirekte har finansieret Waterfronts (tilsyneladende) bestræbelser på at holde Lars Abild mest muligt fra fadet som kritisk journalist.

Jeg har intet grundlag for at vide noget som helst om, hvilke personer i eller uden for DSB’s ledelse, som har haft viden om karakteren af samarbejdet med Waterfront, herunder i hvilket omfang. Men nogen bør jo kende til sagen, og de mange millioner, som er rullet ud af skatteborgernes lommer til denne særprægede form for lobbyisme efterspurgt af monopolvirksomheden DSB.

Med den usikkerhed, som p.t. består i, hvem i DSB, der har vidst hvad hvornår, ja så er jeg mindst lige så meget til en boykot af møder med DSB, som jeg er til en boykot af Waterfront – i hvert fald indtil den igangsatte undersøgelse er tilendebragt. Waterfronts metoder er trods alt kortlagt, mens omfanget af vidensdelingen i DSB sandt at sige fortsat fremstår noget uklart.

Husk at tjekke min hjemmeside på www.stemgeertsen.dk

Efter skandalen: DSB skal reorganiseres

Leg for eksperimentets skyld med den tanke, at DSB var et aktieselskab, som i lighed med andre selskaber opererede på et marked præget af konkurrence. Hvor udbud var styrende istedet for monopol. 

Leg videre og forestil dig, at DSB i den situation havde hyret et kommunikationsbureau til at påvirke politikere og den politiske dagsorden.

Ville du så - afhængigt af temperament - henholdsvis rynke på næsen eller udskrige det som en skandale, at en kritisk journalist var blevet hyret til at lave noget andet end at skrive kritiske artikler?

Ville du blive rasende forarget over, at centrale politikere var blevet ”kortlagt”?

Jeg tillader mig at tvivle!

Og her er vi inde ved sagens kerne, nemlig at DSB ikke er et privat selskab, det er end ikke et statsligt aktieselskab, det er på den anden side set heller ikke en styrelse direkte underlagt Transportministeren. Næh, DSB er en såkaldt Selvstændig Offentlig Virksomhed (SOV).

Hverken fugl eller fisk.

• På den ene side har virksomheden en selvstændig bestyrelse og en selvstændig direktion. På den anden side er Transportministeriet eneejer og finansieringskilde
• På den ene side ligner DSB en privat virksomhed. På den anden side har DSB stort set monopol på dansk togdrift. Der er med andre ord ingen konkurrence og i princippet ingen politiske krav til effektivitet og produktivitet.  
• På den ene side har DSB en selvstændig drift. På den anden side blander politikerne sig – i øvrigt med god grund – i DSB’s monopoliserede skatteyderfinansierede drift.
• På den ene side optræder DSB som enhver anden privat virksomhed, som ønsker at påvirke de politiske beslutningstagere. På den anden side er det – som vi har set – stærkt problematisk, fordi DSB årligt modtager 3,6 mia. skattekroner, stort set har monopol på togdrift i Danmark og i øvrigt er ejet af Transportministeren. 

Der er ikke meget godt at sige om denne konstruktion, hvor DSB så at sige er i ”halvstrakt arm” fra det politiske system. Ansvaret fremstår uklart og delt mellem DSB’s ledelse og Transportministeren/Folketinget. Alle har ansvaret og dermed har ingen som bekendt ansvaret.

Den uklare ansvarsfordeling er et problem, vi har set udblæst for fuld skrue i en lang, lang, lang række af sager, som er noget mere skandaløse – men måske knapt så kulørte som lidt for fikse kommunikative træk. Jeg behøver bare nævne IC4, Rejsekortet og eventyret i Sverige. Staten og DSB er fedtet ind i hinanden i et for de fleste rasende uoverskueligt morads af pengestrømme.

Løsningen er for mig at se, at enten skal de danske statsbaner trækkes helt ind i hjertekulen af staten som en styrelse e.lign. eller også skal DSB på aktier – statslige, private eller en blanding.  

Jeg foretrækker – næppe som nogen overraskelse – det sidste kombineret med konkurrence på dansk jernbanedrift. Hvor danske jernbanedrift udbydes mellem de tog-operatører, som har lyst, vilje og mulighed for at byde med. Herunder selvfølgelig også et reorganiseret DSB på aktier.

Flere udbud og mere konkurrence ville først, sidst og væsentligst skabe bedre og billigere togdrift i Danmark. Men det ville også skabe klarhed over ansvarsfordelingen i dansk togdrift i modsætning til det mudder, vi ser i dag.

I den situation, hvor DSB agerer som a/s og på et marked præget af konkurrence, ja der kan virksomheden for mig at se bruge alle de penge, de vil, på lobbyisme.

Husk at tjekke min hjemmeside på www.stemgeertsen.dk