Hidsige Helle kan blive så hidsig hun vil

Når Statsministeren hidser sig op over Venstres interesse for sammenhængen mellem PET og dannelsen af den nuværende regering, signalerer hun ligegyldighed overfor anvendelsen af den politiske magt. Det bør virke animerende på enhver opposition.

Når man som jeg indimellem kaster sig over det, som nogen definerer som enkeltsager, så fyger det om ørerne på én med formaninger om, at man da hellere burde koncentrere sig om at løse landets virkelige problemer i stedet for at rende rundt og spilde sit folkelige mandat med den slags pjat.

Formodentlig underforstået, at såkaldte enkeltsager er low-politics, mens problemløsning er high-politics. Læg mærke til dem i avisen, på facebook eller i andre offentlige sammenhænge, dem som med selvdefineret moralsk overhøjhed føler sig kaldet og berettiget til at definere, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt, hvad vi bør diskutere, og hvad vi ikke bør diskutere. De typer findes i alle politiske lejre.

Jeg anerkender af gode grunde ikke den rangering af politiske temaer eller for den sags skyld – hvad der jo i givet fald måtte være konsekvensen – en lagdeling, hvor de ”rigtige” politikere beskæftiger sig med at løse problemer, mens de lidt lavere rangerende profeter beskæftiger sig med al smudset.

Bekender man sig til denne rangering af temaer og politikere er nemlig det samme som at sige, at man kun interesserer sig for mål og ser mere eller mindre stort på, hvilke midler, som tages i anvendelse, for at indfri målene.

Omvendt er det en misforståelse at tro, at det at beskæftige sig med magthavernes anvendelse af politiske midler handler om at rode i politiske modstanderes skraldespande eller privatliv. Nej, det handler om at kontrollere, om indehaverne af magten, anvender den inden for rammerne af de regler, som på forhånd er udstukket … af magthaverne selv.

Og det er efter min mening ikke low-politics i et demokrati. Både borgerlige og socialdemokratiske Statsministre, ministre og borgmestre har historisk set måtte sande, at mål og visioner er vigtige i politik, men at forfølgelsen af dem, ja de må – for at anvende et moderne udtryk - foregå inden for brættet.

Den politiske journalistik gør en stor og betydningsfuld del af arbejdet med at kontrollere magten og dens anvendelse. Men det ville være halvgjort, hvis ikke den til enhver tid siddende opposition bibragte kontrollen et parlamentarisk institutionelt element. I dansk sammenhæng i form af spørgsmål, samråd, forespørgsler, beslutningsforslag, kommissioner m.v.

I det lys har jeg intet til overs for Statsministerens ophidselse over Venstres interesse for sammenhængen mellem Politiets Efterretningstjeneste og Henrik Sass Larsens politisk virke. Det er ikke et internt socialdemokratisk anliggende, men et spørgsmål om, hvordan en regering anvender sine beføjelser til at magthave over en tjeneste, der – som jeg har fremhævet i debatten – har svært ved at tage til genmæle.  

Nej, en Statsministeren som bliver sur og ophidset over en opposition, som stiller spørgsmål, ja det bør være en Statsminister og en regering, som bør have endnu flere spørgsmål. Magthaverne i et demokrati bør aldrig kunne ophidse sig til tavshed over deres anvendelse af magten. Det gælder også Hidsige Helle!

Sass-sagen stinker af magtmisbrug

Jeg har været en af de første til at ønske Henrik Sass Larsen tillykke med come-backet til de ledende cadre hos socialdemokraterne. Det er ham velundt. Han er en dygtig politiker, behagelig at være i selskab med og et stort tab for ethvert parti, som blot lader ham slide beklædningen af de bagerste bænke i Folketingssalen.

Men hvad der undrer mig er, at for Statsministeren var Henrik Sass Larsen for 7-8 måneder siden så farlig, at han ikke kunne bestride en ministerpost i en socialdemokratisk regering. Nu er han til gengæld så pur som nyfalden sne, at han efter et tilsyneladende langt internt socialdemokratisk forløb skal være gruppeformand i Danmarks næststørste parti.

Normalt ville det så aboslut ikke være op til hverken mig eller andre oppositionspolitikere at blande os i, hvem Statsministeren udpeger til sin regering.

Men her er en undtagelse, fordi Statsministeren har rodet Politiets Efterretningstjeneste ind i sin regeringsdannelse og indtil dato fastholdt, at det var nogle oplysninger fra PET, som gjorde Sass uegnet som minister. Sass har på sin side sloges som en gal for at få lagt frem i offentligheden, hvad der dog mon gjorde ham så uegnet som minister. Et slagsmål han næppe ville køre op i de dimensioner, hvis han ikke mente at have nogenlunde rent mel i posen. Omvendt må der jo for Statsministeren have været noget i Sass's papirer, der var så alvorligt, at hun ikke kunne vælge at se stort herpå og alligvel udpege Sass til den Finansministerpost, han stod til.

Med mindre selvfølgelig, at Statsministeren slet ikke har været bekymret for Sass papirer, men at der var andre grunde til, at Sass ikke kunne blive Finansminister. At det var gefundenes Fressen for Statsministeren, at Sass havde mødtes med og sms'et med en rocker i Køge. At sandheden måske snarere er, at de radikale ikke kunne (og kan) tåle synet af Sass, som jo stod fader til den såkaldte Sass-doktrin, som handler om minimal radikal indflydelse i dansk politik - ikke for børn, når man kender den radikale selvforståelse. Det ville jo også kunne forklare, hvorfor Sass ikke længere er så farlig og nu pludselig kan bruges som gruppeformand - og ligefrem udskriges som Messias. Men det er selvfølgelig bare spekulationer.

Hvad der til gengæld ikke er spekulativt er, at der er en enorm afstand mellem Thornings ageren i forbindelse med regeringsdannelsen og Sass's indædte kamp for at få sandheden frem. Der er en enorm afstand imellem, at Sass tilsyneladende havde foretaget sig noget, som gjorde ham uegnet som minister for 7-8 månder siden, og at han nu kan blive gruppeformand for Danmarks næststørste parti.

Og så længe Statsministeren ikke lægger kortene på bordet forklarer den store afstand mellem hendes og Sass's ageren, ja så er der logisk set en mistanke om, at hun har holdt PET ud foran sig i bestræbelsen på af politiske grunde at holde Sass uden for regeringen. Det er uhyre tæt på magtmisbrug af en tjeneste, som i sagens natur har lidt vanskeligt ved at tage til genmæle i den offentlige debat. Det er den slags stof som politiske skandaler er gjort af, og som bør bekymre enhver folkevalgt politiker.

Derfor forfølger jeg sagen med det første forsøg på at få bare en snert af sandheden frem i morgen onsdag i forbindelse med Folketingets spørgetid via dette og dette spørgsmål.

Regeringen bør da overveje en boykot af EM

Er det rigtigt at sammenblande sport og politik?

Det spørgsmål er blevet stillet temmeligt mange gange de seneste uger på grund af koblingen mellem den fængslede og i øvrigt sultestrejkende ukrainske eks-præmierminister Julia Timosjenko og så det nært forestående EM i fodbold.

Jeg ved ærligt talt ikke, om det er rigtigt eller forkert ... at blande sport og politik. Men jeg kan konstatere, at man roligt kan glemme alle de fine normative betragtninger, når man kigger dybt i historien. For sport og politik ER til alle tider blevet rodet sammen i en noget uskøn pærevælling.

Tænk på OL i 36, hvor Hitler i hjertet af Tyskland - i Berlin - ønskede at føre bevis for sine syge ideer. Heldigvis, og til Hitlers store fortrydelse, vandt den sorte amerikanske atletikudøver Jesse Owens hele fire guldmedaljer.

Den kolde krig trak - helt uden skæven til sportsudøvernes lange forberedelser - for fuld skrue den politiske og ideologiske kamp helt ind på arenaen. I protest imod Sovjetunionens invasion af Afghanistan holdt blandt andre USA, Vesttyskland og Japan deres sportsudøvere hjemme fra OL i 1980 i Moskva.

Østblokken svarede igen ved at melde kollektivt (pånær Jugoslavien og Rumænien) afbud til legene i Los Angeles i 1984. Officielt på grund af utryghed ved sikkerheden. Reelt vel nok som "tak for sidst" for boykotten i 1980.

Det var i øvrigt i disse år, at en række danske idrætsudøvere, især personificeret ved de dengang og stadigt håndbold-populære bolsjedrenge, kastede sig ind i fænomenet "Idræt for fred".

Sport og politik blandes også sammen på mere - om man vil - lavpraktisk politisk vis. De danske kommuner investerer masser af penge i idræt, som undergår og er et resultat af politiske prioriteringer. De store danske kommuner bruger helt bevidst sport som led i markedsføringen. Staten har en strategi for tiltrækningen af internationale sportsbegivenheder. Team Dammark støtter - med politisk opbakning - danske elite-sportsudøvere.

Med andre ord ... Glem alt om de naive forstillinger om en adskillelse af sport og politik. Sport og politik har været, er og vil vedblive med at være en sprængfarlig cocktail.

Skal landsholdet så boykotte EM i Ukraine/Polen?

Nej, landsholdet skal selvfølgelig deltage i EM. Så længe Danmark har noget, der bare minder om diplomatiske forbindelser til Ukraine, skal det danske landshold selvfølgelig deltage. Politikerne skal ikke holde sporten ud i strakt arm. Afbryder Danmark eller EU alt samarbejde med Ukraine, ja så er det en anden snak. Men det er ikke på bordet lige nu!

Skal regeringen og ministrene boykotte deres deltagelse i EM?

Ja, det synes jeg på ingen måde, at regeringen bør udelukke. Og jeg forstår faktisk ikke den kolde afvaskning, som Kulturminister Uffe Elbæk giver ideen om en boykot. Og ja, jeg er helt med på, at man kan drage alle mulige sammenligninger med den tidligere regerings håndtering af situationen i Kina.

Men Ukraine er ikke Kina.

Det svarer lidt til dem, der påstår, at vi ikke skal fjerne een diktator, fordi vi ikke kan fjerne dem alle sammen på en gang. Det er dem, der mener: Vi (læs primært USA) skulle ikke ha' invaderet Irak og fjernet Saddam Hussein, fordi man ikke i samme åndedrag fjernede Kim Jong-Il.

Verden er ikke sort-hvid og vi kan ikke ændre det onde til det gode over en nat. Men vi kan via vores handlinger gradvist ændre det onde til det lidt bedre - step by step.

Jeg tilhører ikke dem, der kræver eller stiller beslutningsforslag i folketingssalen, der pålægger regeringen at holde sig væk fra EM i Ukraine.

Men omvendt tilhører jeg dem, der mener, at man skal tænke sig om. Især når man som regeringen har mulighed for her via en relativt lille politisk handling og omkostning har mulighed for at kunne påvirke udviklingen i eet land (Ukraine), som er på vej i den forkerte retning. Og her dur undskyldningen om, at det kan vi ikke, fordi vi ikke kan eller vil påvirke alle mulige andre forhold alle mulige andre steder på samme tid.

Derfor bør regeringen helt uagtet alle mulige andre lande, tilfælde og situationer overveje, om den rent samvittighedsmæsigt kan holde til IKKE at boykotte sin deltagelse i EM - eller om man med henvisning til, at man ikke kan redde resten af verden på samme tid vælger at gøre ... ingenting.

Regeringen bør da overveje en boykot af EM

Er det rigtigt at sammenblande sport og politik?

Det spørgsmål er blevet stillet temmeligt mange gange de seneste uger på grund af koblingen mellem den fængslede og i øvrigt sultestrejkende ukrainske eks-præmierminister Julia Timosjenko og så det nært forestående EM i fodbold.

Jeg ved ærligt talt ikke, om det er rigtigt eller forkert ... at blande sport og politik. Men jeg kan konstatere, at man roligt kan glemme alle de fine normative betragtninger, når man kigger dybt i historien. For sport og politik ER til alle tider blevet rodet sammen i en noget uskøn pærevælling.

Tænk på OL i 36, hvor Hitler i hjertet af Tyskland - i Berlin - ønskede at føre bevis for sine syge ideer. Heldigvis, og til Hitlers store fortrydelse, vandt den sorte amerikanske atletikudøver Jesse Owens hele fire guldmedaljer.

Den kolde krig trak - helt uden skæven til sportsudøvernes lange forberedelser - for fuld skrue den politiske og ideologiske kamp helt ind på arenaen. I protest imod Sovjetunionens invasion af Afghanistan holdt blandt andre USA, Vesttyskland og Japan deres sportsudøvere hjemme fra OL i 1980 i Moskva.

Østblokken svarede igen ved at melde kollektivt (pånær Jugoslavien og Rumænien) afbud til legene i Los Angeles i 1984. Officielt på grund af utryghed ved sikkerheden. Reelt vel nok som "tak for sidst" for boykotten i 1980.

Det var i øvrigt i disse år, at en række danske idrætsudøvere, især personificeret ved de dengang og stadigt håndbold-populære bolsjedrenge, kastede sig ind i fænomenet "Idræt for fred".

Sport og politik blandes også sammen på mere - om man vil - lavpraktisk politisk vis. De danske kommuner investerer masser af penge i idræt, som undergår og er et resultat af politiske prioriteringer. De store danske kommuner bruger helt bevidst sport som led i markedsføringen. Staten har en strategi for tiltrækningen af internationale sportsbegivenheder. Team Dammark støtter - med politisk opbakning - danske elite-sportsudøvere.

Med andre ord ... Glem alt om de naive forstillinger om en adskillelse af sport og politik. Sport og politik har været, er og vil vedblive med at være en sprængfarlig cocktail.

Skal landsholdet så boykotte EM i Ukraine/Polen?

Nej, landsholdet skal selvfølgelig deltage i EM. Så længe Danmark har noget, der bare minder om diplomatiske forbindelser til Ukraine, skal det danske landshold selvfølgelig deltage. Politikerne skal ikke holde sporten ud i strakt arm. Afbryder Danmark eller EU alt samarbejde med Ukraine, ja så er det en anden snak. Men det er ikke på bordet lige nu!

Skal regeringen og ministrene boykotte deres deltagelse i EM?

Ja, det synes jeg på ingen måde, at regeringen bør udelukke. Og jeg forstår faktisk ikke den kolde afvaskning, som Kulturminister Uffe Elbæk giver ideen om en boykot. Og ja, jeg er helt med på, at man kan drage alle mulige sammenligninger med den tidligere regerings håndtering af situationen i Kina.

Men Ukraine er ikke Kina.

Det svarer lidt til dem, der påstår, at vi ikke skal fjerne een diktator, fordi vi ikke kan fjerne dem alle sammen på en gang. Det er dem, der mener: Vi (læs primært USA) skulle ikke ha' invaderet Irak og fjernet Saddam Hussein, fordi man ikke i samme åndedrag fjernede Kim Jong-Il.

Verden er ikke sort-hvid og vi kan ikke ændre det onde til det gode over en nat. Men vi kan via vores handlinger gradvist ændre det onde til det lidt bedre - step by step.

Jeg tilhører ikke dem, der kræver eller stiller beslutningsforslag i folketingssalen, der pålægger regeringen at holde sig væk fra EM i Ukraine.

Men omvendt tilhører jeg dem, der mener, at man skal tænke sig om. Især når man som regeringen har mulighed for her via en relativt lille politisk handling og omkostning har mulighed for at kunne påvirke udviklingen i eet land (Ukraine), som er på vej i den forkerte retning. Og her dur undskyldningen om, at det kan vi ikke, fordi vi ikke kan eller vil påvirke alle mulige andre forhold alle mulige andre steder på samme tid.

Derfor bør regeringen helt uagtet alle mulige andre lande, tilfælde og situationer overveje, om den rent samvittighedsmæsigt kan holde til IKKE at boykotte sin deltagelse i EM - eller om man med henvisning til, at man ikke kan redde resten af verden på samme tid vælger at gøre ... ingenting.