Vi vil blæse på Regeringen - vil Hæstorp?

Venstre i Region Hovedstaden takker pænt nej tak til Regeringens tilbud om den såkaldt differentierede behandlingsgaranti, hvor syge mennesker kan vente i op til to måneder på behandling. Vi vil bevare behandlingsgarantien på én måned for alle de sygdomme og lidelser, som hidtil har været omfattet af garantien. Men vil Socialdemokraternes spidskandidat Sophie Hæstorp Andersen følge Venstre?  

Torsdag aften havde jeg den store ære at blive valgt som Venstres spidskandidat til regionsrådsvalget i Hovedstaden næste år. Foran de mange fremmødte annoncerede jeg, at et helt centralt omdrejningspunkt for Venstre ved roret i Region Hovedstaden vil være at bevare behandlingsgarantien på én måned. I prioriteringen af regionens ressourcer siger vi dermed også, at der er noget, der er vigtigere end andet. Og det er vigtigt, at den enkelte patient kan blive behandlet så hurtigt og kvalificeret som muligt. Hvorfor nu det?

For det første af hensyn til den enkeltes livskvalitet. Uanset om man er advokat eller arbejdsløs er hurtig behandling vigtigt, hvor man i stedet for at spekulere på sygdom og lidelse kan koncentrere sig om at få tilværelsen tilbage på ret spor.

For det andet af hensyn til samfundsøkonomien. Vi har ikke råd til at lade syge mennesker hensygne tilværelsen på ventelister. Den arbejdsløse skal ikke stå på en venteliste, men søge job og advokaten skal slet og ret tilbage og passe sit arbejde.

For det tredje af hensyn til systemet i sig selv. Regeringens differentierede behandlingsgaranti er en glidebane i retning af, at det nu igen er i orden med ventelister. Vi løsner så at sige grebet om systemet, som nu igen bliver vigtigere end patienten.

Der er næppe nogen tvivl om, at regeringens differentierede behandlingsgaranti, hvor man accepterer længere ventelister, dybest set er et forsøg på at gøre op med den tidligere regerings udvidede frie sygehusvalg, hvor patienten har ret til behandling på et privathospital i forbindelse med ventetider i det offentlige system. Regeringen vil ganske enkelt privathospitalerne til livs. Det er et ideologisk korstog, som jeg ikke vil deltage i.

Jeg ser privathospitalerne som en del af det offentlige sundhedssystem, som på lige fod med de offentlige hospitaler skal have mulighed for at byde ind med kvalificeret og billig behandling, hvor det er muligt. Og frem for alt er privathospitalerne vigtige i bestræbelsen på at holde ventelisterne i skak.

Jeg vil med andre ord hellere bekæmpe sygdom, lidelse og ventelister end jeg vil bekæmpe privathospitaler.

Jeg har et lønligt håb om, at Socialdemokraternes spidskandidat Sophie Hæstorp Andersen, som jeg kender som en pragmatisk og begavet politiker, vil følge Venstres ambition om at fastholde behandlingsgarantien på én måned.

Tiden vil vise, om det er et naivt håb!     

Svenske tilstande i det danske sundhedsvæsen

Vi skal have svenske tilstande i det danske sundhedsvæsen. Det skal ikke være givet, at læger og sygeplejersker på den regionale lønningsliste skal scanne og operere. Lad os invitere de private ind på de offentlige hospitaler.

I Region Hovedstaden bryder man sig ikke om privathospitaler. Derfor har man uden rigtig at kunne sandsynliggøre den økonomiske eller kvalitetsmæssige gevinst trukket behandlinger væk fra privathospitalerne og i stedet opbygget sin egen kapacitet. Det gælder på så ukomplicerede behandlinger som grå stær og scanninger.

Jeg synes personligt, det er en uskik, at regionens politikere sætter regionens monopol på behandlinger over hensynet til økonomi og kvalitet.

Nuvel. Operationsstuerne og scannerne står der, og så skal de selvfølgelig også udnyttes. Spørgsmål er, om det er givet, at det skal være læger og sygeplejersker på den regionale lønningsliste, som skal betjene operationsstuer og scannere.

Det synes jeg ikke det skal!

Lad os i stedet spørge markedet – privathospitalerne – om de kunne have lyst til at drive de dele af produktionsapparatet i det offentlige sundhedsvæsen, som i den store sammenhæng fremstår ukomplicerede – som for eksempel scanninger og grå stær operationer.

Men er det ikke den direkte vej til amerikanske tilstande i det danske sundhedsvæsen?

Nej, det er det ikke. Det danske sundhedsvæsen er fortsat og skal fortsat forblive skatteyderfinansieret med fri og lige adgang for høj som lav. Men det betyder jo ikke, at behandlingerne partout skal foregå i offentligt regi og foretages af regionalt lønnede læger og sygeplejersker.

I virkeligheden vil offentlige og private læger "dør-om-dør" på de offentlige hospitaler være et skridt i retning af svenske tilstande. Svenskerne besluttede i 1999 at invitere privathospitalet Capio til at forestår driften af det offentlige hospital St. Görans Sjukhus. Capio er en af de helt store europæiske leverandører af private sygehusydelser. Resultat: Enhedsomkostningen faldt i løbet af relativt kort tid med hele 30 pct. Dermed frigjordes ressourcer til at behandle endnu flere patienter.

Det skal vi da lære af i Danmark!

Vi skal foretage et 360 graders eftersyn af det danske sundhedsvæsen, hvor vi ikke hænger os så meget i, om matrikler er offentligt eller privat ejet, eller om behandlingerne foregår i offentligt eller privat regi. Politikerne skal i stedet koncentrere sig om at sikre, at kvaliteten er høj og økonomien i orden.