Vi var mange, der åndede lettet op, da Thorning dagen efter ”Der-kommer-en-god-løsning-i-morgen-pressemødet” valgte at eliminere planerne om en betalingsring rundt om København.
Og godt for det. Den havde ikke virket.
Læseren husker måske de fantastiske opgørelser over, hvor meget en bilist i morgentrafikken ville vinde i tid med en betalingsring. Maksimalt 5-6 minutter fra Helsingør, Køge, Hillerød og en lang andre af byerne uden for København. For slet ikke at tale om de økonomiske konsekvenser for den enkelte familie. Jeg minder om sloganet: ”De rige får mere plads på vejene – de fattige mindre plads i busserne”.
Ja, vi åndede lettet op. Men selvfølgelig var det naivt at tro, at de røde partier ville opgive ævred. For det handler ikke om smidig trafikafvikling og højere mobilitet. Nej opgøret med bilen som transportmiddel er værdipolitisk. Det er et ideologisk anslag imod individualismen, som bilen jo er udtryk for. I debatterne kan man næsten mærke den ædende onde irritation og misundelse over, at de rige sidder derinde i deres varme biler afsondret fra vind og vejr, mens vi andre dødelige må gå, cykle eller ta’ metroen.
Den røde kamplyst er så udpræget, at man uden at skele til siderne gerne smider barnet ud med badevandet, og ser stort på, at man minutiøst og sikkert er i gang med at smadre mobiliteten i landets hovedstad.
I øjeblikket er de røde i gang med en flersidet knibetangsmanøvre, som risikerer at ende med, at det på en og samme tid bliver sværere og/eller dyrere at komme på arbejde og aflevere børn i skole eller fritidsinteresser.
I forbindelse med det røde budgetforlig, som netop er indgået på Københavns Rådhus er der afsat et ikke uanseeligt millionbeløb til at ”sanere” Amagerbrogade, så der bliver mere plads til caffelatte og hygge end til - med et Thor Møgersk udtryk – den hårdtarbejdende dansker, som skal fragte sig selv på arbejde.
Amagerbrogade er imidlertid kun første anslag mod den forhadte bil-individualisme. Således planlægger det røde bystyre ”sanering” af en lang række andre gader i København og gør sig i det hele taget store anstrengelser for at genere mennesker med bil.
Og lur mig. Når den storstilede plan om trafiksanering har nået sit endemål, så finder man ud af, at vand jo løber, som vand løber. Biltrafikken vil flyde over på andre nærliggende gader og veje, som man så bliver nødt til at ”sanere” af hensyn til de beboere, som med god ret vil hævde, at det ikke er helt rimeligt, at de nu skal bære hele byrden. Skruen uden ende, indtil den sidste familie med bil er tvunget ud af byen.
Så skulle man jo tro, at de røde ville gøre noget godt for den kollektive trafik. Men så kommer det for en dag, at Movia vil lade priserne i den kollektive trafik stige med i gennemsnit 3,5 procent i busser, tog og metro i Hovedstadsområdet.
Jamen hovsa!
Nu står vi altså i en situation, hvor de røde med den ene hånd gør det stadigt sværere og sværere at transportere sig i egen bil. Formodentlig med det sigte at tvinge flest mulige ud af deres biler og over i den kollektive trafik sammen med alle os andre. Med den anden hånd lader man så priserne i den kollektive trafik stige.
Når vi nu ved, at mobilitet er afgørende vigtigt for at skabe et smidigt arbejdsmarked, som igen et par logiske led senere er vigtigt i bestræbelsen på at skabe velfærd, så er det saftsusme ikke den rigtige vej de røde er slået ind på ved på en og samme tid at gøre det både sværere og dyrere at fragte sig selv rundt.
Ved deres trafikale knibetangs-manøvre er de røde langsomt men sikkert i gang med en udsultning af landets hovedstad, hvor vi til sidst ikke kan foretage os andet end at sidde på fortovs-cafe og drikke caffe latte eller måske på en bænk med en håndbajer, fordi byen er gået i stå.
