søndag den 9. november 2014

Taler asylministeren med integrationsministeren?

Asyl-ministeren taler som om, at de syriske flygtninge skal sendes hjem efter 1 år. Integrationsministeren handler omvendt som om, at de bliver her for bestandigt. Det hænger ikke sammen og regeringen må snart til at være ærlig omkring sin udlændingepolitik!

Ved sin tiltræden foretog denne regering – i lighed med andre regeringer før den – en række ressortmæssige forandringer. En af dem var at fjerne asylpolitikken fra Integrationsministeriet og i stedet lægge den over i Justitsministeriet. Således adskilte regeringen det, der handler om, ”dem der kommer ind over grænsen” fra det, der handler om ”dem, der er kommet ind over grænsen”. Asylpolitikken blev adskilt fra integrationspolitikken.

Konkret betyder det, at vi for tiden har en socialdemokratisk Justitsminister med ansvar for asylpolitikken og en radikal integrations-minister. Og som enhver ved, er det – for nu at sige det mildt – ikke nødvendigvis ensbetydende med konsistens i det samlede indtryk af regeringens udlændingepolitik. Faktisk tværtimod. Og man kunne godt have regeringen mistænkt for at spekulere i, at nogen er til moderen, mens andre er til datteren.

Det kunne ligne en tanke, at regeringen helt bevidst har ét ministerium, der pleaser de radikale vælgere og ét ministerium, der pleaser de socialdemokratiske vælgere.

Under alle omstændigheder har de seneste ugers debat om syriske flygtninge udstillet, at højre hånd ikke ved, hvad venstre hånd foretager sig. Eller rettere: Sådan ser det i hvert fald ud.

I september måned lancerede den daværende Justitsminister Karen Hækkerup og Integrationsminister Manu Sareen under stor bevågenhed en såkaldt stramning af udlændingepolitikken. Nu skulle syriske flygtninge, som ”kun” var ofre for krig – og altså ikke personligt forfulgte – kun have ophold i Danmark i foreløbig 1 år. Senere fik regeringen så også fabuleret sig frem til, at disse ”krigsflygtninge” først kunne blive sammenført med deres familie efter1 år.

Især Statsministeren har efterfølgende den ene gang efter den anden i insisterende påståelige vendinger fastholdt, der er altså tale om en stramning.

Men så er det, at den radikale integrationsminister, Manu Sareen, for alvor træder ind på scenen og på et konkret spørgsmål fra KL-formand Martin Damm, slår fast, at ”De skal integreres – og sådan er det”. Flygtningene fra Syrien forstås, og det uanset om de skal være her 1 år eller resten af livet.

Men hvordan hænger det nu sammen med, at regeringen har masseret ind i medier og befolkning, at de selvsamme flygtninge skal sendes hjem igen om et års tid?

Det gør det heller ikke!

Og som minimum er regeringen da også uærlig om sin egen vurdering af verdens sande tilstand. Jeg har personligt mistænkt regeringen for en opfattelse af, at disse flygtninge aldrig nogensinde bliver sendt hjem igen. Ellers giver det ingen logisk mening, at Integrationsministeren insisterer på, at syriske flygtninge skal have den fulde integrationspakke fra dag 1. De skal lære dansk, gøres arbejdsmarkedsparate og i det hele taget køres igennem den samme maskine, som mennesker, der vurderes at få et noget længere ophold i Danmark end 1 år.

Samtidig slår både Statsministeren og Justitsministeren igen og igen og igen fast, at regeringen vil gennemføre en stramning, som betyder, at syriske flygtninge kun skal være i Danmark i 1 år.  

Eller udtrykt på en anden måde: Asyl-ministeren taler som om, at de syriske flygtninge skal sendes hjem efter 1 år. Integrationsministeren handler omvendt som om, at de bliver her for bestandigt.  

Så sent som i dag – den 9. november 2014 – udtaler Manu Sareen til JP, at kommunerne skal sørge for, at højtuddannede syrere skal ud og arbejde i danske virksomheder. Det lyder jo både sympatisk og som en god forretning for danske virksomheder. Men igen: Var det ikke meningen, at de skulle hjem efter 1 år og f.eks. være med til at genopbygge deres eget land?

En ting er, at såvel oppositionen som medierne og den danske befolkningen har svært ved at afkode regeringens egentlige overvejelser. Noget helt andet er, at hvis de syriske flygtninge ikke i forvejen var forstyrrede i hovedet af krig og ødelæggelse, ja så bliver de det da af regeringens slingrekurs, hvor den ene minister vil sende dem hjem og den anden integrere dem for fuld musik.