Politikerne bør boykotte DSB

Formanden for Folketingets Transportudvalg Benny Engelbrecht – som jeg på det personlige plan sætter højt - udbasunerede forleden, at nu ville han altså som konsekvens af skandalen om samarbejdet mellem DSB og Waterfront boykotte enhver form for kontakt med sidstnævnte. Samtidig opfordrede Engelbrecht alle andre politikere til at gøre det samme.

I skrivende stund kan vi kun gisne om, hvorvidt der i forbindelse med den nu igangsatte undersøgelse vil blive blotlagt forhold, som vil afstedkomme en eller flere politisager. Vi ved med andre ord ikke, om hverken Waterfront eller DSB har foretaget sig noget, som ligger uden for lovens rammer.

Vi kan selvfølgelig alle sammen have vores holdninger til, om vi i dette konkrete tilfælde ser hele eller dele af et samarbejde mellem en virksomhed og et kommunikationsbureau, som er løbet – moralsk – af sporet.

Men der skal to til en tango. Og en boykot af sælgeren og ikke køberen er decideret uklædeligt og et totalt misforstået (men måske politisk bevidst) hensyn til en statsvirksomhed, som årligt modtager 3.6 mia. kr. i statstilskud.

Hvad vi til gengæld ved er, at DSB som en monopolistisk statsejet virksomhed tilsyneladende har efterspurgt og brugt i millionvis af skattekroner på at få kortlagt profiler på de selvsamme transport-politikere, som i princippet udgør bestyrelse for DSB. Vi ved, at det er DSB, som direkte eller indirekte har finansieret Waterfronts (tilsyneladende) bestræbelser på at holde Lars Abild mest muligt fra fadet som kritisk journalist.

Jeg har intet grundlag for at vide noget som helst om, hvilke personer i eller uden for DSB’s ledelse, som har haft viden om karakteren af samarbejdet med Waterfront, herunder i hvilket omfang. Men nogen bør jo kende til sagen, og de mange millioner, som er rullet ud af skatteborgernes lommer til denne særprægede form for lobbyisme efterspurgt af monopolvirksomheden DSB.

Med den usikkerhed, som p.t. består i, hvem i DSB, der har vidst hvad hvornår, ja så er jeg mindst lige så meget til en boykot af møder med DSB, som jeg er til en boykot af Waterfront – i hvert fald indtil den igangsatte undersøgelse er tilendebragt. Waterfronts metoder er trods alt kortlagt, mens omfanget af vidensdelingen i DSB sandt at sige fortsat fremstår noget uklart.

Husk at tjekke min hjemmeside på www.stemgeertsen.dk

Efter skandalen: DSB skal reorganiseres

Leg for eksperimentets skyld med den tanke, at DSB var et aktieselskab, som i lighed med andre selskaber opererede på et marked præget af konkurrence. Hvor udbud var styrende istedet for monopol. 

Leg videre og forestil dig, at DSB i den situation havde hyret et kommunikationsbureau til at påvirke politikere og den politiske dagsorden.

Ville du så - afhængigt af temperament - henholdsvis rynke på næsen eller udskrige det som en skandale, at en kritisk journalist var blevet hyret til at lave noget andet end at skrive kritiske artikler?

Ville du blive rasende forarget over, at centrale politikere var blevet ”kortlagt”?

Jeg tillader mig at tvivle!

Og her er vi inde ved sagens kerne, nemlig at DSB ikke er et privat selskab, det er end ikke et statsligt aktieselskab, det er på den anden side set heller ikke en styrelse direkte underlagt Transportministeren. Næh, DSB er en såkaldt Selvstændig Offentlig Virksomhed (SOV).

Hverken fugl eller fisk.

• På den ene side har virksomheden en selvstændig bestyrelse og en selvstændig direktion. På den anden side er Transportministeriet eneejer og finansieringskilde
• På den ene side ligner DSB en privat virksomhed. På den anden side har DSB stort set monopol på dansk togdrift. Der er med andre ord ingen konkurrence og i princippet ingen politiske krav til effektivitet og produktivitet.  
• På den ene side har DSB en selvstændig drift. På den anden side blander politikerne sig – i øvrigt med god grund – i DSB’s monopoliserede skatteyderfinansierede drift.
• På den ene side optræder DSB som enhver anden privat virksomhed, som ønsker at påvirke de politiske beslutningstagere. På den anden side er det – som vi har set – stærkt problematisk, fordi DSB årligt modtager 3,6 mia. skattekroner, stort set har monopol på togdrift i Danmark og i øvrigt er ejet af Transportministeren. 

Der er ikke meget godt at sige om denne konstruktion, hvor DSB så at sige er i ”halvstrakt arm” fra det politiske system. Ansvaret fremstår uklart og delt mellem DSB’s ledelse og Transportministeren/Folketinget. Alle har ansvaret og dermed har ingen som bekendt ansvaret.

Den uklare ansvarsfordeling er et problem, vi har set udblæst for fuld skrue i en lang, lang, lang række af sager, som er noget mere skandaløse – men måske knapt så kulørte som lidt for fikse kommunikative træk. Jeg behøver bare nævne IC4, Rejsekortet og eventyret i Sverige. Staten og DSB er fedtet ind i hinanden i et for de fleste rasende uoverskueligt morads af pengestrømme.

Løsningen er for mig at se, at enten skal de danske statsbaner trækkes helt ind i hjertekulen af staten som en styrelse e.lign. eller også skal DSB på aktier – statslige, private eller en blanding.  

Jeg foretrækker – næppe som nogen overraskelse – det sidste kombineret med konkurrence på dansk jernbanedrift. Hvor danske jernbanedrift udbydes mellem de tog-operatører, som har lyst, vilje og mulighed for at byde med. Herunder selvfølgelig også et reorganiseret DSB på aktier.

Flere udbud og mere konkurrence ville først, sidst og væsentligst skabe bedre og billigere togdrift i Danmark. Men det ville også skabe klarhed over ansvarsfordelingen i dansk togdrift i modsætning til det mudder, vi ser i dag.

I den situation, hvor DSB agerer som a/s og på et marked præget af konkurrence, ja der kan virksomheden for mig at se bruge alle de penge, de vil, på lobbyisme.

Husk at tjekke min hjemmeside på www.stemgeertsen.dk