Føde-skandalen på Riget: Er 50 mio. virkelig nok til en opsigelse?

Det er selvfølgelig møgærgreligt, at den højt respekterede klinikchef på Rigshospitalets fødeafdeling, Morten Hedegaard, har valgt at smække med døren, fordi han med egne ord ikke længere kan tage det ultimative ansvar for både patienternes behandling og medarbejdernes trivsel. 

Knapt så ærgreligt men mere forudsigeligt er det, at Hedegaards kolleger bruger anledningen til et samlet angreb på de mekanismer, der har styret det danske sundhedsvæsen, siden Fogh-regeringen tiltrådte i 2001.

Man kunne ønske sig, at Hedegaard ville berige debatten med nogle lidt mere graverende eksempler på omprioriteringer, som for alvor har truet patientsikkerheden for de fødende i Danmark, end tilfældet har været. Især fordi sundhedsvæsnet igennem de seneste mange år er blevet tilført astronomiske beløb. Herunder i finansloven for 2016, hvor fødeområdet fik 50 mio. kr. årligt over de næste fire år til at understøtte relevante projekter, der fokuserer på at forbedre rutiner omkring fødsler. 

Dråben, der, ifølge Hedegaard, fik bægret til at flyde over, skulle angiveligt ligge i overflytningen af en række funktioner fra et såkaldt barselshotel til selve Rigshospitalet. Siden 2010 har barselshotellet i nogle dage efter fødslen kunne tilbyde førstegangsfødende ro og hjælp til at være mor. Og det er jo en udmærket service. Men med fare for at lægge mig ud med nomenklaturaen på dette felt, kan man vel med god ret spørge, om et barselshotel tilhører selve kernen i det offentlige sundhedsvæsen og om det deraf følgende skulle være tilstrækkeligt til en opsigelse? I hvert fald er det lykkedes mødre før 2010 at komme nogenlunde fornuftigt ind i forældrerolle uden ophold på et Barselshotel. Hvis man var fræk, kunne man jo spørge, om Morten Hedegaard har været i stand til selv at prioritere inden for et område, han selv har administreret? 

For de mange penge, der er tilført sundhedsvæsnet igennem de seneste 10-15 år, har der sideløbende været en aftalt målsætning mellem Danske Regioner (Amtsrådsforeningen) og såvel røde som blå regeringer om en årlig produktivitetsstigning på 2 pct., som ubrudt har fastholdt fokus på at få mere behandling for de samme penge. I dag er indlæggelsestiden i Region Hovedstaden nede på 2,9 dage mod ca. 10 dage i 1990. Jeg har ikke mødt ret mange læger, som ønsker sig tilbage til tidligere tiders monster-indlæggelser. En underskov af forskning i metoder og udstyr, som har kunnet indfri målsætningen om kortere ventetider og øget produktivitet – og ovenikøbet kan eksporteres - er ydermere blomstret frem.

Og det er vel ikke for meget forlangt, at milliard-investeringer i det danske sundhedsvæsen følges op af krav om at levere noget – og gerne mere – for pengene, især ihukommet den løbende teknologiske udvikling.

FOKUS PÅ LØFTEBRUD: Vi vil IKKE tabe til en S-løgn igen

Venstre satte i den forgangne uge fokus på Socialdemokraternes løftebrud, især rammet ind af et kæmpe banner på Crown Plaza med påskriften ”De har lovet før – Nu lover de igen”. Nogle blev sure, men de fleste trak heldigvis på smilebåndet over det muntre indslag i en valgkamp, som sådan set allerede er i gang, selvom valget end ikke er udskrevet.

Men vi gør det ikke kun for sjov. Der er ikke tale om en æh-bæh-buh kampagne. Vi sætter fokus på de socialdemokratiske løftebrud fordi, det er fuldkommen umuligt at diskutere politik på et realistisk grundlag med et parti, som tilsyneladende ingen hæmninger har udi at stille befolkningen løfter i udsigt, som man ikke har en jordisk chance for at indfri.

Ethvert fireårigt barn kan, hvis det vækkes om natten, huske de væsentligste løftebrud fra sidste valgkamp. Betalingsringen, to lærere i hver klasse, øremærket barsel og frem for alt en komplet usammenhængende økonomisk plan, som baserede sig på, at vi alle sammen skulle arbejde 12 minutter mere, og som manglede 22-39 mia. kr., for at kunne hænge sammen.

Og nu er de så i gang igen. Og for nu bare at nævne nogle få af de ”værste” løfter: Nyt dagpengesystem, vækst på 2 pct. om året, 150.000 flere private jobs, 10.000 flere indvandrere i arbejde, 8000 flere offentligt ansatte i 2020, 6 ½ mia. kr. mere til sundhed osv. osv. osv. Og lur mig, om de ikke har mere i skuffen, når valget bliver udskrevet.

Samtidig med dette glansbillede af mulighederne under en kommende socialdemokratisk ledet regering, advarer førende økonomer om, at vi inden for få år står over for voldsomme økonomiske udfordringer, hvis vi ikke fortsætter reform-kursen, som vi så det under Lars Løkke Rasmussens lederskab.

Socialdemokraterne er med andre ord endnu engang ved at bage op til en valgkamp præget af løfter, som ingen – formodentlig heller ikke socialdemokraterne selv – tror på kan indfries.

Ved sidste valg blev vi i Venstre fanget i spændet mellem det, som socialdemokraterne lovede og det, der var realistisk muligt at gennemføre. Det vil vi simpelthen ikke igen. Derfor vil vi igen og igen og igen sætte fokus på de socialdemokratiske løftebrud.

Hvorfor?

Fordi vi ikke endnu engang vil tabe til de hule socialdemokratiske løfter. Vi vil have det mejslet fast, at det stoute arbejderparti vil gøre alt – herunder også lyve befolkningen lige op i ansigtet – for at bevare magten.

Regeringens plan for anti-radikalisering er for slap

Heller ikke en borgerlig regering kan garantere den danske befolkning ultimativ tryghed. Men vi kan gøre mere for at bekæmpe radikalisering. Også mere end regeringens terror-plan lægger op til. 

Danmark er blevet ramt af terror. Begået af en gerningsmand, der er født og opvokset i Danmark. En person, der har levet hele sit liv i København, deltaget aktivt i det danske foreningsliv og været i gang med en ungdomsuddannelse, men som desværre endte sine dage som en forblændet radikal islamist.

Vi har mindet de dræbte, hyldet de sårede og helt berettiget rost politiets indsats. Vi har husket hinanden på, at vi skal værne om de værdier, som vi insisterer på er indiskutable i vores land. Vi er stået fast i kampen for vores demokratiske samfundsform med alle dens frihedsrettigheder.

Men terroren i København har også mindet os om, at alle ikke vil det samme som os. Der findes mennesker i Danmark, som er født og opvokset i vores land, men som ikke ønsker at være en del af det danske fællesskab. De er tonet frem på TV-skærmen og har tilkendegivet, at angrebene mod Krudttønden og Synagogen i København var retfærdige og kan begrundes. Det er i dagene efter angrebene desværre blevet klart, at nok handlede gerningsmanden tilsyneladende på egen hånd, men med sympati og opbakning fra en hård kerne af islamister bosiddende i Danmark.  

Terror kan ikke undskyldes – heller ikke med religiøse begrundelser. Det bør her efter det største terroranslag i Danmark i nyere tid være helt klart, at det dybeste skel i vores land anno 2015 går mellem på den ene side tilhængere af en totalitær politisk ideologi funderet i islam, som med religiøse argumenter forsøger at retfærdiggøre mord og terror og på den anden side verdslige og demokratisk indstillede mennesker, der ønsker et samfund baseret på de danske frihedsværdier. Bukkene er blevet skilt fra fårene.

De seneste dage har med tragisk tydelighed vist os, at kampen mod radikalisering ikke kun bekæmpes i Syrien og Irak. Vi skal selvsagt forhindre unge muslimer i at rejse i hellig krig i Mellemøsten og forhindre terrorister i at rejse ind i Danmark. Men vi skal også sætte hårdere ind i forhold til at bekæmpe radikalisering af personer, som er født og opvokset i Danmark.

Regeringen er netop kommet med et udspil til bekæmpelse af terror og radikalisering. Vi kan i Venstre sagtens se os selv i de fleste af regeringens forslag. Men skal jeg være helt ærlig virker det mest som om, at regeringen har bedt de statslige embedsmænd om at tømme hoveder og skuffer for alle forslag, der blot minder om terrorbekæmpelse. Lidt mindre tanke har der været på, om forslagene virker og er vidtgående nok. Penge til PET og FET samt bedre redskaber til analyse af terrortrusler giver nogle af svarene. Men regeringen bør se bredere på problemstillingen. Vi mener, at følgende forslag som minimum bør tilføjes regeringens indsats mod radikalisering og terror:

1.   Bedre vilkår for politiet

Bedre vilkår for det almindelige politi er stort set fraværende i regeringens plan. Det kan undre, eftersom det i de senere dage er kommet frem, at politiet som minimum mangler træning i at håndtere deres egne skydevåben. Det bør selvfølgelig håndteres i forbindelse med en styrkelse af den danske indsats mod terror og radikalisering.

2.   Radikale islamister skal isoleres i fængslerne

Det bør ikke – som foreslået i regeringens plan – kun undersøges. Nej det bør være helt klart, at danske fængsler ikke skal være koranskoler for kriminelle muslimer, der kan videreuddannes til at føre hellig krig på dansk grund. At unge bandemedlemmer skal afsone deres straf side om side med terrormistænkte er uacceptabelt. Derfor skal kendte islamister selvfølgelig isoleres i de danske fængsler.

3.   Ingen støtte til radikale islamister

Man har oplevet det i Århus, man har set det i København. At kommunerne har givet støtte til eller stillet lokaler til rådighed for organisationer, som har en islamistisk dagsorden. Efter vores opfattelse er det ikke en kommunal opgave at støtte radikale islamister eller på nogen måde fremme deres sag. Kommunerne skal derfor altid kunne sige nej til at støtte foreninger eller f.eks. udleje lokaler, hvis det vurderes, at støtte eller udlejning modarbejder grundlæggende danske værdier som demokrati og ligestilling.

4.    Håndfast forebyggelse

Kommunerne spiller en altafgørende rolle i bekæmpelsen af radikalisering af unge muslimer – og bør også spille en større rolle end i dag. For eksempel skal anvendelsen af forældrepålæg, hvor en kommune kan sanktionere en familie økonomisk, hvis den ikke formår at holde et barn på sporet, strammes gevaldigt op. Kommunerne skal i højere grad end i dag forpligtes til at ”holde øje” med unge mennesker i risiko-gruppen.

5.   Straf til personer, der opfordrer til hellig krig

Vi har tidligere foreslået, at der skal indføres indrejseforbud til områder i verden, hvor der er risiko for at man vender radikaliseret tilbage til Danmark. Det kan f.eks. være ophold i Syrien eller Irak med henblik på at deltage i krigshandlinger side om side med ISIS. Et indrejse-forbud til eksempelvis Syrien og Irak vil samtidig gøre det muligt i højere grad at straffe personer, der opfordrer til at rejse i hellig krig i de lande. For er det strafbart at rejse ind i terrorzonerne i Syrien og Irak, ja så bliver det også strafbart at opfordre til at rejse ind i områderne. Når radikaliserede imamer og andre opfordrer unge muslimer til at rejse i hellig krig vil vi altså gøre det forbundet med straf-risiko.

6.   Mistet dansk statsborgerskab ved terror

Danmark skal være et frit og åbent land. Det skal vi værne om. Men vi skal ikke være tossegode og huse mennesker, der vil vores værdier til livs. Og der er behov for markante og – indrømmet – besværlige lovændringer. Det er i dag ikke muligt at fratage en naturaliseret dansk statsborger vedkommendes statsborgerskab i forbindelse med en dom for terror, hvis det betyder, at den pågældende bliver statsløs. Samtidig er Danmark i dag forpligtet til at give statsborgerskab til statsløse helt uagtet, at de af PET vurderes at kunne være til fare for statens sikkerhed. Det er utilfredsstillende. Vi ønsker, at adgangen til at fratage dansk statsborgerskab i forbindelse med domme for terror udvides, og at Danmark ikke forpligtes til hovedløst at give statsborgerskab til statsløse, som er en potentiel trussel mod danskernes sikkerhed.

Lad det være slået fast med syvtommersøm. Intet demokratisk samfund kan, uanset politiske initiativer, sikre sig 100 pct. imod terrorangreb. I så fald er det samfund ikke længere demokratisk. Men vi kan gøre mere. Vi kan se kritisk på den anti-radikaliseringsindsats, der i dag finder sted. Vi kan stramme op, hvor der er behov. Vi skal ikke bare fortsætter, som vi plejer.

 

Inger har - desværre - en pointe!

Inger har ikke taget bolig i mig, og vi udtrykker os ikke altid helt ens. Men hun har en pointe i, at der er nogle problemer, som vi bliver nødt til at snakke om. Problemer vi skal have løst.

Min politiske ordfører har i den grad været i biografen. Og hun har skrevet om det på Facebook. Inger og andre biografgængere fik desværre ikke lov at nyde filmen i fred, men blev generet af en gruppe unge med anden oprindelse end dansk. Og jeg skal lige love for, at bølgerne efterfølgende er gået højt.

Og jeg er – oprigtigt - ked af at skulle sige det. Men Inger har en pointe. Hun har ret i, at hvis vi ikke enten i en generel politisk diskussion eller – som i Ingers tilfælde - med afsæt i en konkret oplevelse tør tale om problemerne, ja så får vi jo ikke gjort noget ved dem – problemerne altså.

Jeg er opvokset i en bondefamilie på Lolland. Jeg tilhører dem, der synes, at man skal tale pænt, ordentligt og sobert - men også være ærlige. Vi gør ingen indvandrere eller efterkommere nogen som helst form for tjeneste ved at putte med tingene. Og jeg tror, at vi gør befolkningen i al almindelighed mere og mere frustreret, hvis vi ikke diskuterer tingene – som Inger ville udtrykke det – ”som de er”.

Og personer indvandrerbaggrund fylder altså i de ”kedelige” statistikker uanset, om vi vil være ved det eller ej. Det betyder ikke, at der ikke er danske unge eller danskere i al almindelighed, som udfordrer gængse normer og regler i Danmark. Selvfølgelig er der det. Forholdsmæssigt er det bare ikke så slemt, synligt og skadeligt for sammenhængskraften i vores land.

Særlig sørgeligt er det, at en uforholdsmæssig stor andel af efterkommere af indvandrere med ikke-vestlig baggrund har svært ved at tilpasse sig normer og regler i det danske samfund.

Fuldkommen uden specifik reference til de unge mennesker, som Inger ”stødte sammen med” i Cinemaxx på Fisketorvet i København, så kan man ud af statistikerne læse, at ikke bare er efterkommere af indvandrere mere kriminelle end danskere, nej de er også mere kriminelle end førstegenerations indvandrere. I virkeligheden et kæmpe paradoks. Måske endda en falliterklæring.

Jeg påstår på ingen måde, at vi her står overfor en nem og overskuelig problemstilling. Der findes ingen nemme løsninger a la ”hvorfor smider vi dem ikke bare ud af landet”. Der er jeg ikke. Det er ikke et konstruktivt debat-niveau. Efterkommere af indvandrere ér danske statsborgere. Men alligevel vil jeg gerne fremhæve tre ting, som – som minimum - BØR gøres:

 

1. Vi bliver nødt til i højere grad at sætte tommelskruerne på de indvandrerfamilier, som helt tydeligt ikke kan finde ud af at opdrage deres – især - drengebørn. Drengebørn i indvandrerfamilier skal opdrages til mødet med det danske samfund med vores normer om ligestilling og krav om at bestille noget. Her bør kommunerne i højere grad gøre brug af det såkaldte forældrepålæg, hvor forældrene kan blive sanktioneret økonomisk, hvis integrationen står i stampe.

2. Vi bruger massive mængder af penge – især i de danske kommuner – på at fremme integration. Indsatsens skal målrettes i retning af, at de danske kommuner i højere grad forpligtes på at sørge for, at beskæftigelsen øges, kriminaliteten mindskes og flere kommer i uddannelse.

3. Højere straffe for især grov kriminalitet, hvilket selvsagt gælder for alle danske statsborgere uanset oprindelse.

Jeg anser udfordringen, som er forbundet med indvandrere og deres efterkommere, som en af de største, vi har i Danmark i disse år. Kulturelt og økonomisk. Vi kan se det i kriminalitetsstatiskkerne. Vi kan se det i statistikkerne for passiv forsørgelse. Vi kan se det i den offentlige debat, som bliver mere og mere afgrundsdyb. Og jeg tror IKKE på, at vi kommer nærmere nogen som helst form for løsning, hvis man ikke først konstaterer problemerne.

Statsministeren lancerer enøjet job-reform for indvandrere

Først i det nye år vil Statsministeren angiveligt lancere en jobreform for indvandrere. Glimrende. Men det ser ikke ud til, at regeringen adresserer et af vor tids største moralske og økonomiske problemer, nemlig at samfundet belønner passivitet i stedet for dem, der viser vilje til integration.  

"Et af vores store samfundsproblemer er, at for mange med en ikke-vestlig baggrund står uden for arbejdsmarkedet. Det skal vi gøre noget ved." Så langt er Venstre enig med Statsministeren, som af en eller anden uransaglig årsag valgte den 24. december til i dagbladet BT at lancere sine tanker om behovet for en job-reform særligt målrettet de mange indvandrere, som i dag befinder sig uden for arbejdsmarkedet.

Den manglende integration koster os ganske rigtigt svimlende summer. Beregninger fra Finansministeriet viser, at hvis ikke-vestlige indvandrere var i arbejde i samme omfang som vestlige indvandrere, så ville vi have 17 mia. kr. mere omåret til eksempelvis skattelettelser eller sågar guldvandhaner på de nye super-sygehuse.

Det kniber mere med enigheden, når vi kommer til løsningerne. I hvert fald ser det ud til, at Statsministeren kun bruger nogle af de redskaber i værktøjskassen, som er helt nødvendige for at skubbe og trække flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet.

”Vi skal blive langt bedre til at tage læger, håndværkere og it-folk og give dem en opkvalificering og sende dem ud i arbejde”, siger Statsministeren til BT. Nuvel. Uddannelse skader ikke nogen, og det er ganske givet udmærket at udstyre flere indvandrere med kvalifikationer, som kan gøre dem arbejdsmarkedsparate i en dansk sammenhæng.

Omvendt undlader Statsministeren let og elegant at komme ind på, at denne regering, siden den kom til, har givet en almindeligindvandrerfamilie cirka 10.000 kr. mere i offentlig forsørgelse om måneden - og det helt uden at kræve noget igen. Ingen forstærkede krav om at lære dansk, få sig et arbejde eller deltagelse i samfundslivet i øvrigt. En omgang misforstået tolerance, som i virkeligheden gør mere skade end gavn på den enkelte.

Med andre ord: Statsministeren overser fuldkommen brugen af økonomiske incitamenter til at få flere indvandrere i arbejde. Det skulle da lige være, hvis regeringens målsætning har været at belønne indvandrere for at lave …. ingenting.

Hvordan skal vi nogensinde kunne overbevise udlændinge bosiddende i vores land om, at de har en forpligtelse til at arbejde, hvis samfundet samtidig stikker dem en check på 10.000 kr. for ikke at lave en døjt?  

Det er en vor tids og velfærdsstatens helt store moralske problemer, vi her ser udstillet for fuld skrue: Samfundet belønner store dele af befolkningen for passivitet, i stedet for at skabe de nødvendige incitamenter i bestræbelsen på, at enhver kan og vil sørge for sig og sine.  

Hvis vi bare tilnærmelsesvis skal gøre op med denne moralske og økonomiske udfordring, så er statsministerens enøjede fokus på mere uddannelse er ganske enkelt ikke nok. Vi bliver nødt til at tage mere grundlæggende fat på sammenhængen mellem ydelse og nydelse.

Venstre vil afskaffe den 3-årigeintegrationsperiode og i stedet opstille klare objektive mål for integrationen. Indvandrere, som kommer til vores land skal bestå en prøve i dansk og en prøve i dansk historie, demokrati og kultur. Vi vil stille krav om fast arbejde og deltagelse i det danske foreningsliv.

Samtidig vil vi genindføre en moderne udgave af starthjælpen. Vi kalder den integrationsydelse. Nyankomne indvandrere, som skal have offentlig forsørgelse, starter på SU-niveau. I takt med at man lever op til de nye klare integrationsmål, ja så kan man gradvist modtage mere i offentlig forsørgelse. En fjerdel mere af afstanden mellem starthjælp og fuld kontanthjælp pr bestået mål. Når alle mål er indfriet, kan man modtage fuld kontanthjælp. Men ikke et sekund før.  

Vi ser frem til, at Statsministeren inviterer Venstre til forhandlinger om en job-reform for indvandrere. Det er på høje tid. Men skal vi tage fat, skal der tages ordentlig fat. Vi kan og vil ikke nøjes med at kratte lidt i overfladen på et vor tids største moralske og økonomiske problemer – den manglende integration af indvandrere.  

Taler asylministeren med integrationsministeren?

Asyl-ministeren taler som om, at de syriske flygtninge skal sendes hjem efter 1 år. Integrationsministeren handler omvendt som om, at de bliver her for bestandigt. Det hænger ikke sammen og regeringen må snart til at være ærlig omkring sin udlændingepolitik!

Ved sin tiltræden foretog denne regering – i lighed med andre regeringer før den – en række ressortmæssige forandringer. En af dem var at fjerne asylpolitikken fra Integrationsministeriet og i stedet lægge den over i Justitsministeriet. Således adskilte regeringen det, der handler om, ”dem der kommer ind over grænsen” fra det, der handler om ”dem, der er kommet ind over grænsen”. Asylpolitikken blev adskilt fra integrationspolitikken.

Konkret betyder det, at vi for tiden har en socialdemokratisk Justitsminister med ansvar for asylpolitikken og en radikal integrations-minister. Og som enhver ved, er det – for nu at sige det mildt – ikke nødvendigvis ensbetydende med konsistens i det samlede indtryk af regeringens udlændingepolitik. Faktisk tværtimod. Og man kunne godt have regeringen mistænkt for at spekulere i, at nogen er til moderen, mens andre er til datteren.

Det kunne ligne en tanke, at regeringen helt bevidst har ét ministerium, der pleaser de radikale vælgere og ét ministerium, der pleaser de socialdemokratiske vælgere.

Under alle omstændigheder har de seneste ugers debat om syriske flygtninge udstillet, at højre hånd ikke ved, hvad venstre hånd foretager sig. Eller rettere: Sådan ser det i hvert fald ud.

I september måned lancerede den daværende Justitsminister Karen Hækkerup og Integrationsminister Manu Sareen under stor bevågenhed en såkaldt stramning af udlændingepolitikken. Nu skulle syriske flygtninge, som ”kun” var ofre for krig – og altså ikke personligt forfulgte – kun have ophold i Danmark i foreløbig 1 år. Senere fik regeringen så også fabuleret sig frem til, at disse ”krigsflygtninge” først kunne blive sammenført med deres familie efter1 år.

Især Statsministeren har efterfølgende den ene gang efter den anden i insisterende påståelige vendinger fastholdt, der er altså tale om en stramning.

Men så er det, at den radikale integrationsminister, Manu Sareen, for alvor træder ind på scenen og på et konkret spørgsmål fra KL-formand Martin Damm, slår fast, at ”De skal integreres – og sådan er det”. Flygtningene fra Syrien forstås, og det uanset om de skal være her 1 år eller resten af livet.

Men hvordan hænger det nu sammen med, at regeringen har masseret ind i medier og befolkning, at de selvsamme flygtninge skal sendes hjem igen om et års tid?

Det gør det heller ikke!

Og som minimum er regeringen da også uærlig om sin egen vurdering af verdens sande tilstand. Jeg har personligt mistænkt regeringen for en opfattelse af, at disse flygtninge aldrig nogensinde bliver sendt hjem igen. Ellers giver det ingen logisk mening, at Integrationsministeren insisterer på, at syriske flygtninge skal have den fulde integrationspakke fra dag 1. De skal lære dansk, gøres arbejdsmarkedsparate og i det hele taget køres igennem den samme maskine, som mennesker, der vurderes at få et noget længere ophold i Danmark end 1 år.

Samtidig slår både Statsministeren og Justitsministeren igen og igen og igen fast, at regeringen vil gennemføre en stramning, som betyder, at syriske flygtninge kun skal være i Danmark i 1 år.  

Eller udtrykt på en anden måde: Asyl-ministeren taler som om, at de syriske flygtninge skal sendes hjem efter 1 år. Integrationsministeren handler omvendt som om, at de bliver her for bestandigt.  

Så sent som i dag – den 9. november 2014 – udtaler Manu Sareen til JP, at kommunerne skal sørge for, at højtuddannede syrere skal ud og arbejde i danske virksomheder. Det lyder jo både sympatisk og som en god forretning for danske virksomheder. Men igen: Var det ikke meningen, at de skulle hjem efter 1 år og f.eks. være med til at genopbygge deres eget land?

En ting er, at såvel oppositionen som medierne og den danske befolkningen har svært ved at afkode regeringens egentlige overvejelser. Noget helt andet er, at hvis de syriske flygtninge ikke i forvejen var forstyrrede i hovedet af krig og ødelæggelse, ja så bliver de det da af regeringens slingrekurs, hvor den ene minister vil sende dem hjem og den anden integrere dem for fuld musik.

Engelbrecht mistænkeliggør sine kolleger og undergraver folkestyret

Socialdemokraternes selvudnævnte anti-lobbyist ordfører, Benny Engelbrecht, hælder fra tid til anden galde ud over mødet mellem politikere og omverdenen. Der foregår ifølge Engelbrecht noget farligt og gedulgt imellem dem indenfor og dem udenfor Christiansborgs tykke mure. Møder og anden relation med mennesker, der vil øve indflydelse på den politiske beslutningsproces skal derfor registreres.

Senest har Engelbrecht kastet sig over Folkemødet, hvor gratis fadøl til politikere udgør et, ifølge Engelbrecht, fundamentalt demokratisk problem. Politikerne kan nemlig – må man forstå – ikke modstå presset fra de glade givere. To store fadøl og der er slækket på finanspolitikken eller sundhedsvæsnet er omdannet til et slaraffenland for privathospitaler.

Udover at det er et ikke særlig positivt karaktertræk at mistænke sine kolleger for at have noget ondt - tenderende korrupt - i sinde, udgør Engelbrechts konstante mistænkeliggørelse af politiske med - og modspiller et efterhånden stigende problem for folkestyret.

Det danske folkestyre bygger blandt meget andet på det uformelle og ubureaukratiske møde mellem politikere og borgere, uanset om de repræsenterer sig selv, en virksomhed eller en organisation. Det er det møde, som Engelbrecht mistænkeliggør og gør til genstand for en fuldkommen - og i Engelbrechts eget hoved - frit opfundet små-korrupt relation.

Man kan ikke udlede Engelbrechts tese anderledes end, at når to mennesker mødes i en fortrolig samtale, som Benny Engelbrecht ikke kender noget til, så foregår der noget, ”som ikke burde foregå”.

Det er helt skævt. Det er uunderbygget og det er decideret udansk. Med sin kampagne er Engelbrecht i gang med at starte en mistænkeliggørelses-kultur i Danmark, som ellers kun er kendt fra andre bredde-grader.

Personligt nægter jeg at hoppe med på Engelbrechts vogn af mistænkeliggørelse. Jeg vil ikke finde mig i at blive gjort til genstand for mistanke om korrupt adfærd af en socialdemokratisk politiker, som mener, han kan score et par billige medie-point.

Men langt mere alvorligt er det, at Engelbrechts medie-tour-de-force også mistænkeliggør de mange mennesker, virksomheder og organisationer, som ønsker at give deres holdning til kende over for politikere.

Og værst af alt, at Engelbrechts angreb på relationen mellem politikere og borgere, virksomheder og organisationer risikerer at blive reduceret i omfang, fordi det ganske enkelt bliver opfattet som ”no-go” at mødes med politikere.

Når Engelbrecht gør det gedulgt og forkert at mødes med politikere er det et direkte angreb på den pluralistiske ide, som ligger i det danske folkestyre. At alle og enhver selvfølgelig skal kunne mødes med deres politikere, uden at blive kontrolleret og registreret.

Det er en meget skidt udvikling, Engelbrecht er i gang med at sætte skub i. Dansk folkestyre bygger på tillid. Ikke på at tillid er godt, men kontrol er bedre.