Regeringens plan for anti-radikalisering er for slap

Heller ikke en borgerlig regering kan garantere den danske befolkning ultimativ tryghed. Men vi kan gøre mere for at bekæmpe radikalisering. Også mere end regeringens terror-plan lægger op til. 

Danmark er blevet ramt af terror. Begået af en gerningsmand, der er født og opvokset i Danmark. En person, der har levet hele sit liv i København, deltaget aktivt i det danske foreningsliv og været i gang med en ungdomsuddannelse, men som desværre endte sine dage som en forblændet radikal islamist.

Vi har mindet de dræbte, hyldet de sårede og helt berettiget rost politiets indsats. Vi har husket hinanden på, at vi skal værne om de værdier, som vi insisterer på er indiskutable i vores land. Vi er stået fast i kampen for vores demokratiske samfundsform med alle dens frihedsrettigheder.

Men terroren i København har også mindet os om, at alle ikke vil det samme som os. Der findes mennesker i Danmark, som er født og opvokset i vores land, men som ikke ønsker at være en del af det danske fællesskab. De er tonet frem på TV-skærmen og har tilkendegivet, at angrebene mod Krudttønden og Synagogen i København var retfærdige og kan begrundes. Det er i dagene efter angrebene desværre blevet klart, at nok handlede gerningsmanden tilsyneladende på egen hånd, men med sympati og opbakning fra en hård kerne af islamister bosiddende i Danmark.  

Terror kan ikke undskyldes – heller ikke med religiøse begrundelser. Det bør her efter det største terroranslag i Danmark i nyere tid være helt klart, at det dybeste skel i vores land anno 2015 går mellem på den ene side tilhængere af en totalitær politisk ideologi funderet i islam, som med religiøse argumenter forsøger at retfærdiggøre mord og terror og på den anden side verdslige og demokratisk indstillede mennesker, der ønsker et samfund baseret på de danske frihedsværdier. Bukkene er blevet skilt fra fårene.

De seneste dage har med tragisk tydelighed vist os, at kampen mod radikalisering ikke kun bekæmpes i Syrien og Irak. Vi skal selvsagt forhindre unge muslimer i at rejse i hellig krig i Mellemøsten og forhindre terrorister i at rejse ind i Danmark. Men vi skal også sætte hårdere ind i forhold til at bekæmpe radikalisering af personer, som er født og opvokset i Danmark.

Regeringen er netop kommet med et udspil til bekæmpelse af terror og radikalisering. Vi kan i Venstre sagtens se os selv i de fleste af regeringens forslag. Men skal jeg være helt ærlig virker det mest som om, at regeringen har bedt de statslige embedsmænd om at tømme hoveder og skuffer for alle forslag, der blot minder om terrorbekæmpelse. Lidt mindre tanke har der været på, om forslagene virker og er vidtgående nok. Penge til PET og FET samt bedre redskaber til analyse af terrortrusler giver nogle af svarene. Men regeringen bør se bredere på problemstillingen. Vi mener, at følgende forslag som minimum bør tilføjes regeringens indsats mod radikalisering og terror:

1.   Bedre vilkår for politiet

Bedre vilkår for det almindelige politi er stort set fraværende i regeringens plan. Det kan undre, eftersom det i de senere dage er kommet frem, at politiet som minimum mangler træning i at håndtere deres egne skydevåben. Det bør selvfølgelig håndteres i forbindelse med en styrkelse af den danske indsats mod terror og radikalisering.

2.   Radikale islamister skal isoleres i fængslerne

Det bør ikke – som foreslået i regeringens plan – kun undersøges. Nej det bør være helt klart, at danske fængsler ikke skal være koranskoler for kriminelle muslimer, der kan videreuddannes til at føre hellig krig på dansk grund. At unge bandemedlemmer skal afsone deres straf side om side med terrormistænkte er uacceptabelt. Derfor skal kendte islamister selvfølgelig isoleres i de danske fængsler.

3.   Ingen støtte til radikale islamister

Man har oplevet det i Århus, man har set det i København. At kommunerne har givet støtte til eller stillet lokaler til rådighed for organisationer, som har en islamistisk dagsorden. Efter vores opfattelse er det ikke en kommunal opgave at støtte radikale islamister eller på nogen måde fremme deres sag. Kommunerne skal derfor altid kunne sige nej til at støtte foreninger eller f.eks. udleje lokaler, hvis det vurderes, at støtte eller udlejning modarbejder grundlæggende danske værdier som demokrati og ligestilling.

4.    Håndfast forebyggelse

Kommunerne spiller en altafgørende rolle i bekæmpelsen af radikalisering af unge muslimer – og bør også spille en større rolle end i dag. For eksempel skal anvendelsen af forældrepålæg, hvor en kommune kan sanktionere en familie økonomisk, hvis den ikke formår at holde et barn på sporet, strammes gevaldigt op. Kommunerne skal i højere grad end i dag forpligtes til at ”holde øje” med unge mennesker i risiko-gruppen.

5.   Straf til personer, der opfordrer til hellig krig

Vi har tidligere foreslået, at der skal indføres indrejseforbud til områder i verden, hvor der er risiko for at man vender radikaliseret tilbage til Danmark. Det kan f.eks. være ophold i Syrien eller Irak med henblik på at deltage i krigshandlinger side om side med ISIS. Et indrejse-forbud til eksempelvis Syrien og Irak vil samtidig gøre det muligt i højere grad at straffe personer, der opfordrer til at rejse i hellig krig i de lande. For er det strafbart at rejse ind i terrorzonerne i Syrien og Irak, ja så bliver det også strafbart at opfordre til at rejse ind i områderne. Når radikaliserede imamer og andre opfordrer unge muslimer til at rejse i hellig krig vil vi altså gøre det forbundet med straf-risiko.

6.   Mistet dansk statsborgerskab ved terror

Danmark skal være et frit og åbent land. Det skal vi værne om. Men vi skal ikke være tossegode og huse mennesker, der vil vores værdier til livs. Og der er behov for markante og – indrømmet – besværlige lovændringer. Det er i dag ikke muligt at fratage en naturaliseret dansk statsborger vedkommendes statsborgerskab i forbindelse med en dom for terror, hvis det betyder, at den pågældende bliver statsløs. Samtidig er Danmark i dag forpligtet til at give statsborgerskab til statsløse helt uagtet, at de af PET vurderes at kunne være til fare for statens sikkerhed. Det er utilfredsstillende. Vi ønsker, at adgangen til at fratage dansk statsborgerskab i forbindelse med domme for terror udvides, og at Danmark ikke forpligtes til hovedløst at give statsborgerskab til statsløse, som er en potentiel trussel mod danskernes sikkerhed.

Lad det være slået fast med syvtommersøm. Intet demokratisk samfund kan, uanset politiske initiativer, sikre sig 100 pct. imod terrorangreb. I så fald er det samfund ikke længere demokratisk. Men vi kan gøre mere. Vi kan se kritisk på den anti-radikaliseringsindsats, der i dag finder sted. Vi kan stramme op, hvor der er behov. Vi skal ikke bare fortsætter, som vi plejer.

 

Inger har - desværre - en pointe!

Inger har ikke taget bolig i mig, og vi udtrykker os ikke altid helt ens. Men hun har en pointe i, at der er nogle problemer, som vi bliver nødt til at snakke om. Problemer vi skal have løst.

Min politiske ordfører har i den grad været i biografen. Og hun har skrevet om det på Facebook. Inger og andre biografgængere fik desværre ikke lov at nyde filmen i fred, men blev generet af en gruppe unge med anden oprindelse end dansk. Og jeg skal lige love for, at bølgerne efterfølgende er gået højt.

Og jeg er – oprigtigt - ked af at skulle sige det. Men Inger har en pointe. Hun har ret i, at hvis vi ikke enten i en generel politisk diskussion eller – som i Ingers tilfælde - med afsæt i en konkret oplevelse tør tale om problemerne, ja så får vi jo ikke gjort noget ved dem – problemerne altså.

Jeg er opvokset i en bondefamilie på Lolland. Jeg tilhører dem, der synes, at man skal tale pænt, ordentligt og sobert - men også være ærlige. Vi gør ingen indvandrere eller efterkommere nogen som helst form for tjeneste ved at putte med tingene. Og jeg tror, at vi gør befolkningen i al almindelighed mere og mere frustreret, hvis vi ikke diskuterer tingene – som Inger ville udtrykke det – ”som de er”.

Og personer indvandrerbaggrund fylder altså i de ”kedelige” statistikker uanset, om vi vil være ved det eller ej. Det betyder ikke, at der ikke er danske unge eller danskere i al almindelighed, som udfordrer gængse normer og regler i Danmark. Selvfølgelig er der det. Forholdsmæssigt er det bare ikke så slemt, synligt og skadeligt for sammenhængskraften i vores land.

Særlig sørgeligt er det, at en uforholdsmæssig stor andel af efterkommere af indvandrere med ikke-vestlig baggrund har svært ved at tilpasse sig normer og regler i det danske samfund.

Fuldkommen uden specifik reference til de unge mennesker, som Inger ”stødte sammen med” i Cinemaxx på Fisketorvet i København, så kan man ud af statistikerne læse, at ikke bare er efterkommere af indvandrere mere kriminelle end danskere, nej de er også mere kriminelle end førstegenerations indvandrere. I virkeligheden et kæmpe paradoks. Måske endda en falliterklæring.

Jeg påstår på ingen måde, at vi her står overfor en nem og overskuelig problemstilling. Der findes ingen nemme løsninger a la ”hvorfor smider vi dem ikke bare ud af landet”. Der er jeg ikke. Det er ikke et konstruktivt debat-niveau. Efterkommere af indvandrere ér danske statsborgere. Men alligevel vil jeg gerne fremhæve tre ting, som – som minimum - BØR gøres:

 

1. Vi bliver nødt til i højere grad at sætte tommelskruerne på de indvandrerfamilier, som helt tydeligt ikke kan finde ud af at opdrage deres – især - drengebørn. Drengebørn i indvandrerfamilier skal opdrages til mødet med det danske samfund med vores normer om ligestilling og krav om at bestille noget. Her bør kommunerne i højere grad gøre brug af det såkaldte forældrepålæg, hvor forældrene kan blive sanktioneret økonomisk, hvis integrationen står i stampe.

2. Vi bruger massive mængder af penge – især i de danske kommuner – på at fremme integration. Indsatsens skal målrettes i retning af, at de danske kommuner i højere grad forpligtes på at sørge for, at beskæftigelsen øges, kriminaliteten mindskes og flere kommer i uddannelse.

3. Højere straffe for især grov kriminalitet, hvilket selvsagt gælder for alle danske statsborgere uanset oprindelse.

Jeg anser udfordringen, som er forbundet med indvandrere og deres efterkommere, som en af de største, vi har i Danmark i disse år. Kulturelt og økonomisk. Vi kan se det i kriminalitetsstatiskkerne. Vi kan se det i statistikkerne for passiv forsørgelse. Vi kan se det i den offentlige debat, som bliver mere og mere afgrundsdyb. Og jeg tror IKKE på, at vi kommer nærmere nogen som helst form for løsning, hvis man ikke først konstaterer problemerne.