Jeg har haft kræft!
I 1999 blev jeg ramt af testikelkræft, som lagde mig fysisk brak i 6 måneder med operationer og kemoterapi. Men ikke mindst et langt efterfølgende mentalt rehabiliteringsforløb. På dansk: Det var lidt svært at komme sig over, at kræft pludselig var blevet HELE ens hverdag.
Jeg indrømmer. Hele det forløb grundlagde min aversion imod Kræftens Bekæmpelse. Jeg så dem aldrig. De var ikke synlige på kræftafdelingen på Rigshospitalet ej heller i forbindelse med de to operationer, jeg var igennem. De støttede mig i det hele taget hverken i mit sygdomsforløb eller bagefter, da jeg kæmpede for at komme ovenpå igen. De var - siger og skriver - totalt fraværende.
Til gengæld var deres kommunikationsafdeling helt oppe på dupperne, da jeg var kommet ovenpå igen
Så var jeg pludselig interessant og uden nogen form for skam i livet kontaktede de mig i min egenskab af politiker - gruppeformand for Venstre på Københavns Rådhus - for at høre, om jeg dog ikke ville bruge en søndag på at stå bag indsamling af penge til organisationen.
Det er jo ikke, fordi jeg ikke anderkender, at Kræftens Bekæmpelse blandt andre ting har stået bag udmærket forskning.
Men alt dette rinder mig i hu, fordi jeg torsdag aften så Debatten på DR2, hvor direktøren for Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard igen og igen og igen som katten gik rundt og rundt og rundt om den varme grød.
Kræftens Bekæmpelse foreslår flere restriktioner på rygning. På værtshuse. På skoler. På arbejdspladser. Men de går aldrig hele vejen. Altid lige til grænsen, aldrig over.
De foreslår aldrig det total forbud imod rygning i Danmark!
Hvorfor mon?
Har du nogensinde, kære læser, tænkt over, hvorfor Kræftens Bekæmpelse aldrig har foreslået et generelt forbud imod rygning i Kongeriget Danmark? Hvis det er så farligt at ryge, hvorfor så ikke forbyde det totalt? Hvis folk er så uvidende om konsekvenserne af deres egne handlinger, hvorfor så ikke kalde politikerne på banen og bede dem indføre det totale forbud?
Et muligt svar på det spørgsmål kunne jo være, at Kræftens Bekæmpelse ikke ønsker rygning forbudt, fordi det ville medføre en kraftig reduktion i omfanget af de offentlige og private midler, som årligt tilflyder organisationen.
På den baggrund udfordrer jeg Kræftens Bekæmpelse:
Vil I forbyde rygning i Danmark? Vil I være villige til at sætte Jeres egen eksistens på spil i den "gode" sags tjeneste? Er I klar til at tage konsekvensen af jeres egen argumentation og sætte alle tiders politiske lobby-indsats i værk for at forbyde rygning i Danmark?
Hvis ikke ... Ja så er jeg helt overbevist om, at enhver med sig selv kan finde et passende udtryk, som beskriver en organisation, som konstant fortæller en hel befolkning, hvordan den skal leve livet, uden at tage konsekvensen af sin egen retorik...
torsdag den 26. april 2012
onsdag den 11. april 2012
Thorning på den forkerte side af den historiske kridtstreg
Jeg græmmes ved, at Danmark har en Statsminister, som hellere vil undersøge nedkæmpelsen af diktatoren og folkemorderen Saddam Hussein, end grave dybere i potentielt landsforræderi og Ole Sohns forhold til Sovjetunionen.
Men hvis Thorning vil blæse gang i den værdikamp, så stikker vi og jeg ikke op for bollemælk. Vi stiller kampberedte an.
For det er, hvad det er. En værdikamp om qua vurderingen af og holdningen til forskellige begivenheder i den nære danske historie at indplacere sig på den rigtige side af den nok så berømte historiske kridtstreg, når vore børn og børnbørn til sin tid skal bedømme vores (herunder Statsministerens) handlinger.
Og her er Thorning de facto i gang med at lægge sig ind på en og lægge afstand til en anden socialdemokratisk historisk politisk linie - eller tradition om man vil.
Lægge afstand til den linie, hvor man med al magt bekæmpede og tog afstand fra kommunismen, hvor end man mødte den.
Lægge sig ind på linien fra det sorte socialdemokratiske 80'er-kapitel, hvor det ene kunne være lige så godt som det andet.
Thornings side-valg sættes på grotesk vis på spidsen, når hun samme dag, som hun afviser politisk at ville hjælpe en dansk forsker med at afsløre en angiveligt kendt dansk landsforræder, lader sive, at nu vil man indlede et korstog imod den tidligere regerings (må man forstå) fortrædelige fjernelse af folkemorderen Saddam.
Og det med pomp og pragt. Hele tre ministre skal der til for at blæse gang i Thornings kamp imod den tidligere regerings kamp for frihed og demokrati i andre dele af verden.
Det er derfor med skam, at vi, når vi skal fortælle vore børn og børnebørn om denne epoke i dansk politisk historie, er tvunget til at fortælle om en Statsminister, som lagde røgslør ud over potentielt landsforræderi, mens hun, for at fjerne fokus fra egne problemer, i et overtaktisk politisk angreb hellere vil drille den tidligere regering.
Dansk politik er også taktik og drilleri. Men på spørgsmålene om danske soldaters indsats under fremmede himmelstrøg og landets forhold til de kommunistiske diktaturer i Øst-Europa skal Thorning få ideologisk og værdimæssig kamp til stregen. På de spørgsmål er der ikke plads til pjat og pjank. Dertil stikker de for dybt.
Det er ganske enkelt for alvorlige spørgsmål til at lade en historieløs og værdiforladt dansk Statsminister tumle med alene.
Her handler det om at stå på den rigtige side af den historiske kridtstreg, og jeg vil ikke stå på den samme side som Thorning.
Men hvis Thorning vil blæse gang i den værdikamp, så stikker vi og jeg ikke op for bollemælk. Vi stiller kampberedte an.
For det er, hvad det er. En værdikamp om qua vurderingen af og holdningen til forskellige begivenheder i den nære danske historie at indplacere sig på den rigtige side af den nok så berømte historiske kridtstreg, når vore børn og børnbørn til sin tid skal bedømme vores (herunder Statsministerens) handlinger.
Og her er Thorning de facto i gang med at lægge sig ind på en og lægge afstand til en anden socialdemokratisk historisk politisk linie - eller tradition om man vil.
Lægge afstand til den linie, hvor man med al magt bekæmpede og tog afstand fra kommunismen, hvor end man mødte den.
Lægge sig ind på linien fra det sorte socialdemokratiske 80'er-kapitel, hvor det ene kunne være lige så godt som det andet.
Thornings side-valg sættes på grotesk vis på spidsen, når hun samme dag, som hun afviser politisk at ville hjælpe en dansk forsker med at afsløre en angiveligt kendt dansk landsforræder, lader sive, at nu vil man indlede et korstog imod den tidligere regerings (må man forstå) fortrædelige fjernelse af folkemorderen Saddam.
Og det med pomp og pragt. Hele tre ministre skal der til for at blæse gang i Thornings kamp imod den tidligere regerings kamp for frihed og demokrati i andre dele af verden.
Det er derfor med skam, at vi, når vi skal fortælle vore børn og børnebørn om denne epoke i dansk politisk historie, er tvunget til at fortælle om en Statsminister, som lagde røgslør ud over potentielt landsforræderi, mens hun, for at fjerne fokus fra egne problemer, i et overtaktisk politisk angreb hellere vil drille den tidligere regering.
Dansk politik er også taktik og drilleri. Men på spørgsmålene om danske soldaters indsats under fremmede himmelstrøg og landets forhold til de kommunistiske diktaturer i Øst-Europa skal Thorning få ideologisk og værdimæssig kamp til stregen. På de spørgsmål er der ikke plads til pjat og pjank. Dertil stikker de for dybt.
Det er ganske enkelt for alvorlige spørgsmål til at lade en historieløs og værdiforladt dansk Statsminister tumle med alene.
Her handler det om at stå på den rigtige side af den historiske kridtstreg, og jeg vil ikke stå på den samme side som Thorning.
søndag den 8. april 2012
Regeringen ydmyger min angst for russerne
Føj, hvor var jeg bange, når jeg lå der under dynen i mørket og bare ventede på det stor brag og på lysglimtet, som jeg var stensikker på snart ville oplyse den lollandske nattehimmel som et definitivt punktum for min mors, min fars, min brors og mit liv.
Det var ikke et spørgsmål om, men hvornår russerne og østtyskerne ville lade dommedag feje ind over mit og mine kæres liv. Det var virkeligheden dengang i 70'erne og 80'erne.
Det var især slemt, når det blæste eller tordnede. Så var mine ører pejlet ind på selv den mindste lyd, som kunne indikere, at nu var det slut "derinde i København". Så kunne jeg bare ligge og vente på strålerne. Og på nedfaldet, som ville medføre en lidt langsommere, men ikke desto mindre pinefuld død.
Men hvor var knægtens forældre henne? Ja, de prøvede så godt de kunne. At berolige den stakkels dreng. At der ikke var noget at være bange for. At min bror og jeg var trygge. At de nok skulle passe på os. At russerne og østtyskerne ikke ville komme her.
Men jeg tvivlede og angsten nagede. For uanset hvor jeg vendte mig hen i mit unge liv, og uanset hvor meget min mor og far forsøgte at beskytte mig, ja så var hele det offentlige rum dengang i skrift, tale og billeder fyldt med angsten for Warzawa-pagten. Gamle mænd på en tribune, som stod med mit liv i deres hænder, al snakken om frygten for SS 20 og ikke mindst de frygtelige billeder af bomben, som igen og igen og igen rullede over skærmen.
Der er såmænd så mange ting fra min barndom, som er slettet fra min hukommelse. Men ikke den nagende angst for udslettelse. Den frygt ligger stadig gemt i en lille mental skuffe, som indimellem bliver hevet ud og aktiviteret - når jeg ser billederne fra dengang eller hører om SS 20 og Breznjev.
Og så kan det da godt være, at historieløse men formodentlig taktisk begavede politikere ikke mener, at det er en sag, som vi skal bruge ret meget mere tid på. At det ikke er værd at søge dybere ned i, at der faktisk også var danskere, som bar faklen rundt og supporterede udbredelsen af en omsiggribende angst blandt en hel generation af danske drenge og piger.
"Glem det, det er så længe siden," hører man dem messe. "Lad nu Ole Sohn og alle de andre være i fred, de har jo sonet," lyder det formildende. "Og det er for drastisk med flere undersøgelser," lyder det udglattende.
Og jeg ville også gerne sone. Men I gør det meget svært at tilgive og glemme, når I ikke vil tale om og forholde jer til, at I gjorde jeres til at fastholde en lille dreng på Lolland og med ham mange andre i lange nætter med frygten for det store brag, lysglimtet, strålerne og nedfaldet.
Det var ikke et spørgsmål om, men hvornår russerne og østtyskerne ville lade dommedag feje ind over mit og mine kæres liv. Det var virkeligheden dengang i 70'erne og 80'erne.
Det var især slemt, når det blæste eller tordnede. Så var mine ører pejlet ind på selv den mindste lyd, som kunne indikere, at nu var det slut "derinde i København". Så kunne jeg bare ligge og vente på strålerne. Og på nedfaldet, som ville medføre en lidt langsommere, men ikke desto mindre pinefuld død.
Men hvor var knægtens forældre henne? Ja, de prøvede så godt de kunne. At berolige den stakkels dreng. At der ikke var noget at være bange for. At min bror og jeg var trygge. At de nok skulle passe på os. At russerne og østtyskerne ikke ville komme her.
Men jeg tvivlede og angsten nagede. For uanset hvor jeg vendte mig hen i mit unge liv, og uanset hvor meget min mor og far forsøgte at beskytte mig, ja så var hele det offentlige rum dengang i skrift, tale og billeder fyldt med angsten for Warzawa-pagten. Gamle mænd på en tribune, som stod med mit liv i deres hænder, al snakken om frygten for SS 20 og ikke mindst de frygtelige billeder af bomben, som igen og igen og igen rullede over skærmen.
Der er såmænd så mange ting fra min barndom, som er slettet fra min hukommelse. Men ikke den nagende angst for udslettelse. Den frygt ligger stadig gemt i en lille mental skuffe, som indimellem bliver hevet ud og aktiviteret - når jeg ser billederne fra dengang eller hører om SS 20 og Breznjev.
Og så kan det da godt være, at historieløse men formodentlig taktisk begavede politikere ikke mener, at det er en sag, som vi skal bruge ret meget mere tid på. At det ikke er værd at søge dybere ned i, at der faktisk også var danskere, som bar faklen rundt og supporterede udbredelsen af en omsiggribende angst blandt en hel generation af danske drenge og piger.
"Glem det, det er så længe siden," hører man dem messe. "Lad nu Ole Sohn og alle de andre være i fred, de har jo sonet," lyder det formildende. "Og det er for drastisk med flere undersøgelser," lyder det udglattende.
Og jeg ville også gerne sone. Men I gør det meget svært at tilgive og glemme, når I ikke vil tale om og forholde jer til, at I gjorde jeres til at fastholde en lille dreng på Lolland og med ham mange andre i lange nætter med frygten for det store brag, lysglimtet, strålerne og nedfaldet.
torsdag den 5. april 2012
Om flag og folk
Igen og igen har jeg igennem de seneste dage stillet mig selv spørgsmålet: Er det jura og love, som gør mig så uendelig stolt over at være dansk, som får mig til at fælde en tåre, når Dannebrog stiger til tops, og som ranker min ryg, når danske soldater slås for frihed i andre verdensdele?
Er det et juridisk eller politisk spørgsmål, som får mig til at glædes og græmmes over nationens historie - og i alle tilfælde se mig selv - i al min ring- og beskedenhed - som rundet heraf?
Er det politikere og jurister, som har lært mig at sætte pris på dansk kultur og danske skikke? Eller er det noget helt andet og større, som til enhver tid tilfældige politikere og jurister - heldigvis - hverken kan gøre fra eller til, som får mig til at føle mig dansk HELT ind i marv og ben.
Ja, disse spørgsmål er selvsagt foranlediget af diskussionen om de danske flagregler. Men i særdeleshed fordi, hvis der skal være sammenhæng i den argumentation, at danskhed og national stolthed skulle komme ud af lovgivning. At man skulle være mindre dansk og ikke sætte pris på sit lands historie og kultur, hvis man tror og mener, at flagregler og deslige hverken gør fra eller til i forhold til min - og med mig andres - nationalfølelse. At danskheden så at sige skulle sive ud imellem fingrene på os, hvis vi ikke sørger for at have tilstrækkelig lovgivning, der kitter os sammen.
Min danskhed og nationalfølelse kan ikke påduttes eller for den sags skyld udfries mig af politiske beslutninger. Min danskhed og nationalfølelse er et resultat af noget større, noget Guds givet om man vil. Jeg er rundet af mit folks og min nations historie og ikke af Folketinget anno 2012. Min danskhed bæres i hjertet og ikke i min tiltro til love og regler.
Så hvis nogen skulle finde på at insinuere, at Dannebrog og dansk kultur og historie ikke betyder noget for mig, vil de få svaret: "Mere end I aner, og mere end hvad nogen politiker i sin vildeste fantasi kunne finde på at proppe ind i et stykke lovgivning"
Med ønsket om Guds fred og en glædelig påske...
Er det et juridisk eller politisk spørgsmål, som får mig til at glædes og græmmes over nationens historie - og i alle tilfælde se mig selv - i al min ring- og beskedenhed - som rundet heraf?
Er det politikere og jurister, som har lært mig at sætte pris på dansk kultur og danske skikke? Eller er det noget helt andet og større, som til enhver tid tilfældige politikere og jurister - heldigvis - hverken kan gøre fra eller til, som får mig til at føle mig dansk HELT ind i marv og ben.
Ja, disse spørgsmål er selvsagt foranlediget af diskussionen om de danske flagregler. Men i særdeleshed fordi, hvis der skal være sammenhæng i den argumentation, at danskhed og national stolthed skulle komme ud af lovgivning. At man skulle være mindre dansk og ikke sætte pris på sit lands historie og kultur, hvis man tror og mener, at flagregler og deslige hverken gør fra eller til i forhold til min - og med mig andres - nationalfølelse. At danskheden så at sige skulle sive ud imellem fingrene på os, hvis vi ikke sørger for at have tilstrækkelig lovgivning, der kitter os sammen.
Min danskhed og nationalfølelse kan ikke påduttes eller for den sags skyld udfries mig af politiske beslutninger. Min danskhed og nationalfølelse er et resultat af noget større, noget Guds givet om man vil. Jeg er rundet af mit folks og min nations historie og ikke af Folketinget anno 2012. Min danskhed bæres i hjertet og ikke i min tiltro til love og regler.
Så hvis nogen skulle finde på at insinuere, at Dannebrog og dansk kultur og historie ikke betyder noget for mig, vil de få svaret: "Mere end I aner, og mere end hvad nogen politiker i sin vildeste fantasi kunne finde på at proppe ind i et stykke lovgivning"
Med ønsket om Guds fred og en glædelig påske...
Abonner på:
Opslag (Atom)