torsdag den 26. april 2012

Kræftens Bekæmpelse ville dø uden rygning

Jeg har haft kræft!

I 1999 blev jeg ramt af testikelkræft, som lagde mig fysisk brak i 6 måneder med operationer og kemoterapi. Men ikke mindst et langt efterfølgende mentalt rehabiliteringsforløb. På dansk: Det var lidt svært at komme sig over, at kræft pludselig var blevet HELE ens hverdag.

Jeg indrømmer. Hele det forløb grundlagde min aversion imod Kræftens Bekæmpelse. Jeg så dem aldrig. De var ikke synlige på kræftafdelingen på Rigshospitalet ej heller i forbindelse med de to operationer, jeg var igennem. De støttede mig i det hele taget hverken i mit sygdomsforløb eller bagefter, da jeg kæmpede for at komme ovenpå igen. De var - siger og skriver - totalt fraværende.

Til gengæld var deres kommunikationsafdeling helt oppe på dupperne, da jeg var kommet ovenpå igen

Så var jeg pludselig interessant og uden nogen form for skam i livet kontaktede de mig i min egenskab af politiker - gruppeformand for Venstre på Københavns Rådhus - for at høre, om jeg dog ikke ville bruge en søndag på at stå bag indsamling af penge til organisationen.

Det er jo ikke, fordi jeg ikke anderkender, at Kræftens Bekæmpelse blandt andre ting har stået bag udmærket forskning.

Men alt dette rinder mig i hu, fordi jeg torsdag aften så Debatten på DR2, hvor direktøren for Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard igen og igen og igen som katten gik rundt og rundt og rundt om den varme grød.

Kræftens Bekæmpelse foreslår flere restriktioner på rygning. På værtshuse. På skoler. På arbejdspladser. Men de går aldrig hele vejen. Altid lige til grænsen, aldrig over.

De foreslår aldrig det total forbud imod rygning i Danmark!

Hvorfor mon?

Har du nogensinde, kære læser, tænkt over, hvorfor Kræftens Bekæmpelse aldrig har foreslået et generelt forbud imod rygning i Kongeriget Danmark? Hvis det er så farligt at ryge, hvorfor så ikke forbyde det totalt? Hvis folk er så uvidende om konsekvenserne af deres egne handlinger, hvorfor så ikke kalde politikerne på banen og bede dem indføre det totale forbud?

Et muligt svar på det spørgsmål kunne jo være, at Kræftens Bekæmpelse ikke ønsker rygning forbudt, fordi det ville medføre en kraftig reduktion i  omfanget af de offentlige og private midler, som årligt tilflyder organisationen.

På den baggrund udfordrer jeg Kræftens Bekæmpelse:

Vil I forbyde rygning i Danmark? Vil I være villige til at sætte Jeres egen eksistens på spil i den "gode" sags tjeneste? Er I klar til at tage konsekvensen af jeres egen argumentation og sætte alle tiders politiske lobby-indsats i værk for at forbyde rygning i Danmark?

Hvis ikke ... Ja så er jeg helt overbevist om, at enhver med sig selv kan finde et passende udtryk, som beskriver en organisation, som konstant fortæller en hel befolkning, hvordan den skal leve livet, uden at tage konsekvensen af sin egen retorik...

1 kommentar:

  1. Du har fat en en generel problemstilling om private organisationer, der får væsentlig støtte fra det offentlige. Det er fint at de offentlige i et vist omfang bakker op om frivilligt arbejde, men i flere tilfælde får man det indtryk, at det væsentligste formål med at indsamle private midler er at kunne dokumentere sin folkelige opbakning, så man får adgang til Statskassen.
    Flere private organisationer får således meget store offentlige tilskud og andre indtægter baseret på skatteyderbetalte penge, Folkekirkens nødhjælp,Dansk Flygtningehjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, Kvinfo, Institut for menneskerettigheder. Jeg kender ikke procentsatsen for kræftens bekæmpelse, men for flere af de andre stammer hovedparten af midlerne fra offentlige kasser. Organisationerne er ikke underlagt forvaltningslov og lov omm offentlig, borgerne har ikke samme indsigt i den måde pengene bruges på.
    Selvom jeg synes samfundet har mere end rigelig kontrol, så må det dog være et krav, at der fuld indsigt med de penge og de organsisationer, der lever af skatteyderne eller helst sikre, at den offentlige del af finasieringen ikke bliver den en meget væsentlig del af finansieringen.
    Et andet aspekt er at disse organisationer driver heftig politisk lobbyvirksomhed for skatteyderbetalte penge, det er en undergravning af demokratiet.

    SvarSlet