Føj, hvor var jeg bange, når jeg lå der under dynen i mørket og bare ventede på det stor brag og på lysglimtet, som jeg var stensikker på snart ville oplyse den lollandske nattehimmel som et definitivt punktum for min mors, min fars, min brors og mit liv.
Det var ikke et spørgsmål om, men hvornår russerne og østtyskerne ville lade dommedag feje ind over mit og mine kæres liv. Det var virkeligheden dengang i 70'erne og 80'erne.
Det var især slemt, når det blæste eller tordnede. Så var mine ører pejlet ind på selv den mindste lyd, som kunne indikere, at nu var det slut "derinde i København". Så kunne jeg bare ligge og vente på strålerne. Og på nedfaldet, som ville medføre en lidt langsommere, men ikke desto mindre pinefuld død.
Men hvor var knægtens forældre henne? Ja, de prøvede så godt de kunne. At berolige den stakkels dreng. At der ikke var noget at være bange for. At min bror og jeg var trygge. At de nok skulle passe på os. At russerne og østtyskerne ikke ville komme her.
Men jeg tvivlede og angsten nagede. For uanset hvor jeg vendte mig hen i mit unge liv, og uanset hvor meget min mor og far forsøgte at beskytte mig, ja så var hele det offentlige rum dengang i skrift, tale og billeder fyldt med angsten for Warzawa-pagten. Gamle mænd på en tribune, som stod med mit liv i deres hænder, al snakken om frygten for SS 20 og ikke mindst de frygtelige billeder af bomben, som igen og igen og igen rullede over skærmen.
Der er såmænd så mange ting fra min barndom, som er slettet fra min hukommelse. Men ikke den nagende angst for udslettelse. Den frygt ligger stadig gemt i en lille mental skuffe, som indimellem bliver hevet ud og aktiviteret - når jeg ser billederne fra dengang eller hører om SS 20 og Breznjev.
Og så kan det da godt være, at historieløse men formodentlig taktisk begavede politikere ikke mener, at det er en sag, som vi skal bruge ret meget mere tid på. At det ikke er værd at søge dybere ned i, at der faktisk også var danskere, som bar faklen rundt og supporterede udbredelsen af en omsiggribende angst blandt en hel generation af danske drenge og piger.
"Glem det, det er så længe siden," hører man dem messe. "Lad nu Ole Sohn og alle de andre være i fred, de har jo sonet," lyder det formildende. "Og det er for drastisk med flere undersøgelser," lyder det udglattende.
Og jeg ville også gerne sone. Men I gør det meget svært at tilgive og glemme, når I ikke vil tale om og forholde jer til, at I gjorde jeres til at fastholde en lille dreng på Lolland og med ham mange andre i lange nætter med frygten for det store brag, lysglimtet, strålerne og nedfaldet.
Undskyld Martin, din angst kan jeg jo ikke gøre noget ved, men Ole Sohn...., det er et fattigt perspektiv. Hvad der undrer, er din specifike angst for russere. Jeg er årgang 48 og siden l964, hvor vi jo havde atommarcher, gik min angst under ingen omstændigheder på russere, men KINESERE. Jeg har aldrig kunnet fatte den angst jeg mødte både dengang og senere for russerne, de var reelt nogle stakler og retrospektivt, viser det sig jo også at være tilfældet, så jeg blev sparet for meget, dog min angst for kinesere er IKKE aftaget og det bliver desværre IKKE taget alvorligt nok.
SvarSlet