Socialdemokraternes selvudnævnte anti-lobbyist ordfører, Benny Engelbrecht, hælder fra tid til anden galde ud over mødet mellem politikere og omverdenen. Der foregår ifølge Engelbrecht noget farligt og gedulgt imellem dem indenfor og dem udenfor Christiansborgs tykke mure. Møder og anden relation med mennesker, der vil øve indflydelse på den politiske beslutningsproces skal derfor registreres.
Senest har Engelbrecht kastet sig over Folkemødet, hvor gratis fadøl til politikere udgør et, ifølge Engelbrecht, fundamentalt demokratisk problem. Politikerne kan nemlig – må man forstå – ikke modstå presset fra de glade givere. To store fadøl og der er slækket på finanspolitikken eller sundhedsvæsnet er omdannet til et slaraffenland for privathospitaler.
Udover at det er et ikke særlig positivt karaktertræk at mistænke sine kolleger for at have noget ondt - tenderende korrupt - i sinde, udgør Engelbrechts konstante mistænkeliggørelse af politiske med - og modspiller et efterhånden stigende problem for folkestyret.
Det danske folkestyre bygger blandt meget andet på det uformelle og ubureaukratiske møde mellem politikere og borgere, uanset om de repræsenterer sig selv, en virksomhed eller en organisation. Det er det møde, som Engelbrecht mistænkeliggør og gør til genstand for en fuldkommen - og i Engelbrechts eget hoved - frit opfundet små-korrupt relation.
Man kan ikke udlede Engelbrechts tese anderledes end, at når to mennesker mødes i en fortrolig samtale, som Benny Engelbrecht ikke kender noget til, så foregår der noget, ”som ikke burde foregå”.
Det er helt skævt. Det er uunderbygget og det er decideret udansk. Med sin kampagne er Engelbrecht i gang med at starte en mistænkeliggørelses-kultur i Danmark, som ellers kun er kendt fra andre bredde-grader.
Personligt nægter jeg at hoppe med på Engelbrechts vogn af mistænkeliggørelse. Jeg vil ikke finde mig i at blive gjort til genstand for mistanke om korrupt adfærd af en socialdemokratisk politiker, som mener, han kan score et par billige medie-point.
Men langt mere alvorligt er det, at Engelbrechts medie-tour-de-force også mistænkeliggør de mange mennesker, virksomheder og organisationer, som ønsker at give deres holdning til kende over for politikere.
Og værst af alt, at Engelbrechts angreb på relationen mellem politikere og borgere, virksomheder og organisationer risikerer at blive reduceret i omfang, fordi det ganske enkelt bliver opfattet som ”no-go” at mødes med politikere.
Når Engelbrecht gør det gedulgt og forkert at mødes med politikere er det et direkte angreb på den pluralistiske ide, som ligger i det danske folkestyre. At alle og enhver selvfølgelig skal kunne mødes med deres politikere, uden at blive kontrolleret og registreret.
Det er en meget skidt udvikling, Engelbrecht er i gang med at sætte skub i. Dansk folkestyre bygger på tillid. Ikke på at tillid er godt, men kontrol er bedre.
