Og sandt er det da, at det er iboende i den menneskelige natur - også Venstre-folks natur - at man hellere vil elskes end tugtes.
Og sandt er det da også, at vi var mange, der lige skulle ha' en ekstra stærk tår morgenkaffe, da vi så vores formands portræt kædet sammen med en diskussion om løftebrud. Vi er selvsagt ikke enige i, at der er tale om løftebrud. Det energiforlig, som nu er indgået er faktisk billigere end det, den tidligere VK-regering fremlagde. Læg dertil den politiske forudsætning, at et ægte rødt forlig næppe havde gjort det billigere at være dansker, og at en lidt større uafhængighed af russiske oligarker og mellemøstlige oliesheiker vel næppe hellere er at foragte. Der argumenteres så for, at man bare skulle ha' ladet de røde indgå et forlig og så selv ændre det efter næste folketingsvalg. Det kalder jeg et politisk sats af dimensioner.
Men at vi skulle være sure? Ikke på vilkår. Venstre står p.t. i selv de dårligste meningsmålinger til 10 mandater mere end ved folketingsvalget. Og prøv lige at overveje, hvad det ville betyde, hvis vi i al vores surhed kastede os ud i et blodigt slagsmål med Liberal Alliance? Hvem ville vinde på det? Gæt selv.
Nej, det er og bliver det store oppositionspartis sure pligt ikke at kaste sig ud i allehånde politiske slagsmål med sine venner. Jeg tror personligt, at der med Venstres størrelse reelt og i meningsmålingerne følger en forpligtelse til at forstå og sætte sig ind i andre partiers motiver for at "gøre det de nu gør".
For eksempel i tilfældet Liberal Alliance, hvor min gamle kampfælle fra Venstres Ungdoms landsstyrelse Ole Birk Olesen på sin facebook profil den 25. marts skriver lige ud, hvad det handler om: Selvfølgelig er vi ude på at overbevise Venstre-vælgere om, at de skal stemme LA i stedet, for vi vil have så mange mandater efter næste valg, at Løkke ikke kan komme uden om os og lave blød midterpolitik med de Radikale i stedet.
Læg dertil, at Liberal Alliance har en noget nær fasttømret beslutning om ikke at ville stille fælles forslag med V, K og DF.
Alt dette og meget mere kan man vælge at blive sur og gnaven og lange ud efter. Til ingen verdens nytte. Eller man kan vælge at acceptere, at det er sådan, det er. Jeg vælger det sidste. Jeg elsker Liberal Alliance!
