lørdag den 27. oktober 2012

Ja tak til Vilhelmsen. Men et kæmpe nej tak til Vestager og Krag

Fredag den 26. oktober var et skridt frem og tre skridt tilbage for konkurrencen i Danmark. Regeringen vil af med private monopoler. Til gengæld opbygger man offentlige monopoler.

Landets nye erhvervs- og vækstminister, Annette Vilhelmsen (SF), lancerede i går den længe ventede konkurrencepakke.

Pakken skal øge konkurrencen og bekæmpe monopoler og karteller i erhvervslivet. Regeringen vil blandt andet gøre op med apoteker-monopolet og DSB udsigtsløse eneret på at køre tog i Danmark ved at udbyde togdriften – dog begrænset til en række lokalbaner.

Alt sammen ganske fortrinligt – om end denne skribent havde foretrukket et noget større skridt i retning af mere konkurrence på togdriften.

Men igen. Et skridt i den rigtige retning.

Samme dag – altså i går den fredag 26. oktober – førstebehandlede Folketinget tre lovforslag fremsat af regeringen, som alle uden undtagelse vil medføre mindre konkurrence mellem offentligt og privat i leverancen af skatteyderfinansieret service til danskerne.  

Første forslag, fremsat af Margrethe Vestager, handler om afskaffelse af den kommunale og regionale pligt til at udarbejde udbudsstrategier. Dermed letter regeringen foden på speederen i bestræbelsen på mere konkurrenceudsættelse i landets regioner og kommuner.

Andet forslag, fremsat af Margrethe Vestager, handler om en afskaffelse af bestemmelsen om, at kommunernes forpligtelse til at vurdere mulighederne for at udvide eksisterende fritvalgsordninger eller at indføre frit valg på områder, hvor dette ikke allerede er sikret. Igen en indskrænkning af konkurrencen mellem offentligt og privat.

Tredje lovforslag, fremsat af Astrid Krag, handler om at indføre en såkaldt differentieret behandlingsgaranti på sundhedsområdet. I realiteten en afskaffelse af behandlingsgarantien på 1 måned, som den tidligere VK-regering indførte. I stedet kan visse patienttyper nu vente i op til to måneder, før de kan vælge et privat alternativ. Villy Søvndal er kommet et skridt nærmere ambitionen om at udrydde privathospitalerne fra dansk grund.

Hvad er det vi ser her? Ja, det er en regering, som gerne vil have mere konkurrence mellem private virksomheder. Men gør alt for at lægge hindringer i vejen for konkurrence mellem offentligt og privat. Vi ser en regering, som bekæmper private monopoler med den ene hånd og opbygger offentlige monopoler med den anden.

Fredag den 26. oktober var ikke en stor dag for mere konkurrence i Danmark. Nej, det var et skridt frem og tre skridt tilbage.