Løkke - Kommentatorerne 1-0

Jeg sluger det hele råt. Alle udsendelser, blogs og indlæg fra de politiske kommentatorer. Noget er sjovt, andet indsigtsfuldt og noget tredje ren polemik.

Men i den seneste uges tid er begivenhederne løbet af med flere af landets fremmeste inden for branchen. Det er som om, at egen ophøjethed og selvretfærdighed har fyldt mere end det egentlige formål, nemlig analysen af dansk politik.

Det er såmænd ikke i sig selv, fordi Henrik Qvortrup iflg. TV2 selv har beskyldt Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, for at lyve om sine rejsedestinationer. Og det er helt uden andet afsæt, end at Qvortrup tilfældigvis ikke kendte dem, altså destinationerne. Og i virkeligheden overrasker det vel heller ikke, at ingen på TV2 tilsyneladende hverken har haft evnen eller tiden til at analysere forskellen på uvidenhed og løgn. (PS: I normale relationer mellem mennesker, ville Qvortrup ha’ stukket Løkke en undskyldning).

Det er heller ikke i sig selv, fordi de fleste kommentatorer fik rodet Lars Løkke Rasmussens rejse til Rio sammen med Venstres synspunkter. At det skulle være, fordi vores formand var på tur til udlandet, at vi indtog de politiske standpunkter, vi gjorde. At der skulle være en direkte sammenhæng mellem boligejere, pensionister, top-skat, beskæftigelsesfradrag og så Løkkes deltagelse i et topmøde i Rio.

Det er egentlig heller ikke i sig selv, fordi de fleste kommentatorer kalder Venstres ageren i dette forhandlingsforløb for uskøn. Heller ikke at de fortsætter med det, efter at aftalen er indgået, og at – frit efter Peter Mogensen – hvis oplægget var blåt, så er aftalen endnu mere blå.

Det er heller ikke i sig selv, fordi de fleste politiske kommentatorer troede, at alle forhandlinger mellem parterne foregik med dem og deres kolleger som mellemmænd. Altså i medierne. Hvad pokker? Der har vi jo noget til fælles – politikere og kommentatorer – jorden drejer om os, ikke omvendt.

Det er egentlig heller ikke fordi, at de politiske kommentatorer tilsyneladende er mere optaget af taktik, og det som Christopher Arzrouni forleden kaldte ”ritualerne” end selve substansen. Altså benægtelsen af, at hvis der ikke er noget at mødes om, hvorfor så mødes. For vi skal da mødes, om ikke andet for at mødes. Vi kan vel snakke om det.

Det faktisk heller ikke, fordi de fleste kommentatorer accepterede regeringens præmis om, at forhandlingerne om en skattereform skulle være færdige inden et bestemt tidspunkt.

Nej, det er mere manglen på selverkendelse og efteranalyse.

For det første, at man ganske enkelt tog fejl i bedømmelsen af udkommet. Det hedder ikke ”vi tog fejl”. Nej det er et ”chok”, at regeringen indgik en skatteaftale med V og K. Man aner næsten irritationen over, at politikerne har ændret på kommentatorernes game-plan.

For det andet, at det faktum, at kommentatorer ikke får alt at vide, ja det har indflydelse på analysernes kvalitet. Sig det dog lige ud: ”Vi vidste ikke, at der var kommunikation mellem Regeringen og Venstre, og derfor har vores analyser været noget skæve både på proces og mål”.

For det tredje om sammenblanding af form og indhold ikke er kommet for vidt. Det er lidt vildt, at man ikke får taget sig selv i nakken og erkendt, at det er noget rod, at man ikke kan kende forskel på Rio og topskat.

Og endelig … indrøm nu, at I endnu engang undervurderede Løkkes evner udi politik – både på indhold og form. Det er på indholdssiden mere blåt end oplægget fra regeringen, og det er på formen en regering i et rivende opgør med sit eget parlamentariske grundlag.

Hvad er det I påstår, som kunne have været mere optimalt set med Venstres øjne?

Med venlig hilsen

En trofast læser, lytter og seer

"Regeringen sminker et lig" ... Indlæg bragt i Berlingske den 15. juni 2012

Regeringens trafik-milliard, som blandt andet skal sikre lavere billetpriser i den kollektive trafik , sminker i virkeligheden en kollektiv transportsektor, som for især DSBs vedkommende er dybt forgældet, rystende ineffektiv og meget lidt produktiv.

Lod man i stedet markedskræfterne råde, som det eksempelvis er sket med Arrivas indtog i det midt-og vestjyske, ja, så var det slet ikke nødvendigt med disse kapitalindsprøjtninger for at holde skeletterne inde i skabene.

DSB har trods et årligt statstilskud på 3,6 mia. kr. netop fremlagt et katastrofalt årsregnskab for 2011 med et underskud på mere end 850 mio. kr. Etaten har endvidere siden 1999 formået at opbygge en gæld på mere end 17 mia. kr., som betyder årlige renteudgifter på mere end 500 mio. kr., hvilket formodentlig ville få enhver anden virksomhed til at overveje en betalingsstandsning. DSB holdes udelukkende oven vande af statslige garantier for den store gæld. Den helt store ulykke er imidlertid, at der er meget lidt udsigt til bedring. Trods ihærdige initiativer fra den nye ledelse i DSB på at reducere omkostningerne, er virksomheden så hårdt belastet af - for at sige det ligeud - alt for mange og dyre medarbejdere, dyre lejemål og mangel på effektiv drift i alle hjørner af den store koncern, at sammenbruddet lurer. Læg dertil de uhyrlige problemer med IC4, det katastrofale svenske eventyr samt miseren om DSBFirst, og man har storylinen til en veritabel gyser om griseri med skatteborgernes penge.

Til sammenligning viser et nylig offentliggjort notat fra Rigsrevisionen, at staten 2003-2010 har sparet mere end 300 mio. kr. ved at lade Arriva køre tog på strækningerne i Midt-og Vestjylland, i stedet for at lade DSB fortsætte driften. Det regnestykke kunne regeringen med fordel bruge lidt kræfter på at brede ud til hele eller dele af resten af dansk jernbanedrift - ikke mindst af hensyn til skatteyderne.

Med andre ord, smider regeringen gode penge efter dårlige ved at blive ved med at poste penge i et dårligt drevet DSB, som nærmest dag for dag øger gældsætningen. Ved ikke at gøre noget strukturelt ved DSB skubber man reelt en økonomisk katastrofe foran sig, som i sidste ende risikerer at komme til at koste statskassen og dermed skatteyderne virkelig dyrt.

Martin Geertsen MF ( V), medlem af Folketingets Transportudvalg.

Vestagers salt i Thornings sår

Når Margrethe Vestager her på førstedagen af dansk politiks svar på en "fætter-kusine-fest", Folkemødet på Bornholm, kaster sig ud i et på papiret ædelt forsvar for Statsministeren giver hun (endnu) et velkomment bidrag til analysen af, hvad i alverden der er foregået i hovederne på de ledende skikkelser i S og SF før, under og efter valget i september.

For et eller andet er der sket, eftersom de mange S og SF-løfter fra Fair Løsning m.v. som bekendt led en krank skæbne i det efterhånden sagnomspundne sorte tårn på Amager.

Jeg ser umiddelbart tre muligheder:

1) Socialdemokraterne og SF'erne blev simpelthen klogere af at stifte bekendtskab med de faktiske forhold i jernindustrien. Bjarne Corydon har jo ved et par lejligheder - med Finansministeriets regnedrenge åndende i nakken - måtte erkende, at Fair Løsning simpelthen ikke hang sammen.

2) De radikale pressede S og SF til at ændre kurs. De radikale havde jo med blandt andet tilbagetrækningsreformen reelt tilkendegivet, at man ville en anden vej for dansk økonomi. Derfor havde Thorning og Søvndal ikke en chance for at indfri egne løfter, hvis man vel at mærke ville have de radikale med i en regering.

3) Socialdemokraterne og SF løj sig helt bevidst til magten ved at udstede løfter, som de vidste ikke havde gang på jorden. Jo reelt en sammenskrivning af de to forrige punkter, men siger noget om, hvorvidt S og SF var bevidste om egne handlinger.

Om det er de økonomiske realiteter, de radikale eller ren kynisme, som fik S og SF til at kaste håndklædet i ringen ved jeg af gode grunde ikke noget om. Måske er det lidt af det hele. Men Vestagers forsøg på at redde kastanjerne ud af ilden for Thorning redder ikke noget. Tværtimod. Hvad Vestager reelt siger om Thornings lederskab er et af følgende:

Ad 1) Socialdemokratene og SF havde simpelthen ikke forberedt sig godt nok til at danne regering. De legede politik, indtil de fik læst lidt op på teksten.

Ad 2) Det er mig (læs Vestager) som bestemmer regeringens økonomiske politik. Skulle det forhold ændre sig, er de radikale ikke længere at finde i en socialdemokratisk ledet regering.

Ad 3) I løj for vælgerne. Og det må I selv rode jer ud af.

Uanset Vestagers ædle formål, så ender dagens forsvar for Thorning alligevel med endnu engang at udstille Thornings STORE problemer.

Borgerlige bangebukse

Når Venstre-borgmestre og store erhvervsorganisationer som Dansk Erhverv, Dansk Byggeri og DI kræver, at Venstre allerede på nuværende tidspunkt, inden forhandlingerne om en skattereform for alvor er gået i gang, bøjer af på sine krav om skattelettelser, ja så beder de os reelt om give regeringen kort på hånden, som kan svække vores egen position. Og det i en grad, som risikerer at spænde ben for de skattelettelser, som Danmark har så hårdt brug for.

Det er ganske enkelt dårlig læsning af et politisk billede, hvor regeringen ikke aner sine levende råd. Regeringen har helt tydeligt haft så travlt med at blive enig med sig selv, at den ikke har haft kræfter til at overveje det efterfølgende forhandlingsforløb med Folketingets partier. Skulle vi på den baggrund give regeringen en håndsrækning og slække på vores krav om lavere skat til gavn for befolkningen og dansk erhvervsliv?

Uha, men hvad med risikoen for en skattereform, som bygger på en aftale med Enhedslisten? Det er der ikke meget, der tyder på. Men er det den vej, som regeringen vælger at gå, ja så er det et politisk valg mest af alt truffet af hensyn til regeringens overlevelsesmuligheder. En situation, som er helt uafhængig af vores krav, og hvor vi hverken kan gøre fra eller til.

Jeg håber da på, at regeringen æder rub og stub af Venstres krav. Men som i enhvert andet forhandlingsforløb kan det da godt være, at vi må bøje af, men er det der, vi skal starte .. med at bøje af? Det er en noget bemærkelsesværdig forhandlingstaktik, som jeg da ikke kan anbefale hverken borgmestrene eller erhvervsorganisationerne selv anvender, når de forhandler budgetter eller overenskomster. De må simpelthen være blevet ramt af den danske konsensus-syge eller en gang tynd forhandlings-mave. 

Men det er værre end det. Det er mildest talt ikke særlig hjælpsomt over for de partier – herunder Venstre – som kæmper for lavere skat. Lad det være sagt lige ud: Venstre har ikke behov for venner, som reelt danser efter vores modstanderes pibe og beder os om give køb på vores – vel fortsat fælles – politiske ønske om lavere skat.

Nej, vi har behov for opbakning og synspunkter i den offentlige debat, som understøtter vores politiske krav. Med mindre selvfølgelig, at man substantielt mener noget andet end Venstre. Men så skal man jo sige det, i stedet for at pakke sine offentlige tilkendegivelser ind i forhandlingsteknisk snik-snak. Jeg nægter dog at tro, at det er der, at hunden ligger begravet.

Derfor skal opfordringen herfra lyde til alle, der deler Venstres vision om lavere skat, om at have is i maven i stedet for tynd mave.