Næstformanden i Kommunernes Landsforening Erik Fabrin er i dagens udgave af Jyllands Posten blevet bedt om at kommentere på en undersøgelse af udliciteringsgraden i de danske kommuner. Undersøgelsen, som er foretaget af DI, viser, at kommunerne årligt kan spare 3,8 mia. kr. ved at konkurrenceudsætte flere kommunale driftsopgaver.
Jeg synes ikke, at Fabrin, som jeg ellers sætter meget højt, slipper alt for heldigt afsted med sin kommentar om kommunernes ambitionsniveau: Uden at være alt for polemisk kunne jeg sige, at hvis alle danske virksomheder var lige så effektive som de 10 bedste, så var alle landets økonomiske problemer løst.
Jeg er godt klar over, at Fabrin i denne sammenhæng udtaler sig som næstformand i KL, men ikke desto mindre kunne en Venstre-mand måske godt have påtaget sig et lidt større ansvar for om ikke andet i det mindste at signalere, at man kærer sig om skatteborgernes penge.
For det andet, når nu Fabrin selv bringer det på bane, kunne det måske være værd for en lang række af landets kommuner at skæve til strukturen i det private erhvervsliv. Borgerne bør opfattes som aktieindehavere, som har et berettiget krav på, at deres investering anvendes effektivt og produktivt snarere end som små selvstændige pengetanke, som man kan suge penge op af uden skelen til anvendelsen.
For det tredje, og det er jo nok kernen i hele diskussionen om forholdet mellem kommune og borger, har man i mange kommuner og for den sags skyld også blandt en lang række Christiansborg-politikere ”opfundet” en joker i den politiske debat, som man hiver frem, når man er løbet tør for yderligere substantielle argumenter, nemlig det kommunale selvstyre.
Argumentet om det kommunale selvstyre trumfer tilsyneladende alt, bruges efter forgodtbefindende og altså også som argument for ikke at forvalte skatteborgernes penge bedst muligt. Man kunne også sige, at (valg)friheden stopper ved døren til Rådhuset.
Min personlige mening er, at der bør gøres op med det kommunale selvstyre i de tilfælde, hvor det bruges til at trumfe friheden for det enkelte menneske. Det kan aldrig blive en liberal dagsorden at lade en offentlig institutions frihed gå forud for individets.
For at øge kommunernes anvendelse af konkurrenceudsættelse bør staten derfor gribe mere aktivt ind på skatteborgernes vegne. Kommunerne skal i højere grad end i dag ses som lokale indkøbsforeninger, hvor bestilling og kontrol af opgaver ligger i kommunalt regi, mens selve produktionen foregår i privat regi. Det kunne man opnå for eksempel ved enten at tvinge kommunerne til på udvalgte områder at udbyde flere opgaver eller ved at regulere de statslige tilskud til kommunerne efter lysten til at inddrage private leverandører i opgaveløsningen.
