Det er selvfølgelig møgærgreligt, at den højt respekterede klinikchef på
Rigshospitalets fødeafdeling, Morten Hedegaard, har valgt at smække med døren,
fordi han med egne ord ikke længere kan tage det ultimative
ansvar for både patienternes behandling og medarbejdernes trivsel.
Knapt så ærgreligt men mere forudsigeligt er det, at Hedegaards kolleger bruger
anledningen til et samlet angreb på de mekanismer, der har styret det danske
sundhedsvæsen, siden Fogh-regeringen tiltrådte i 2001.
Man kunne ønske sig, at Hedegaard ville berige debatten med
nogle lidt mere graverende eksempler på omprioriteringer, som for alvor har
truet patientsikkerheden for de fødende i Danmark, end tilfældet har været.
Især fordi sundhedsvæsnet igennem de seneste mange år er blevet tilført
astronomiske beløb. Herunder i finansloven for 2016, hvor fødeområdet fik 50 mio. kr. årligt over de næste fire år til at
understøtte relevante projekter, der fokuserer på at forbedre rutiner omkring
fødsler.
Dråben, der, ifølge Hedegaard, fik bægret til at flyde over, skulle
angiveligt ligge i overflytningen af en række funktioner fra et såkaldt
barselshotel til selve Rigshospitalet. Siden 2010 har
barselshotellet i nogle dage efter fødslen kunne tilbyde førstegangsfødende ro
og hjælp til at være mor. Og det er jo en udmærket service. Men med fare for at
lægge mig ud med nomenklaturaen på dette felt, kan man vel med god ret spørge,
om et barselshotel tilhører selve kernen i det offentlige sundhedsvæsen og om
det deraf følgende skulle være tilstrækkeligt til en opsigelse? I hvert fald er
det lykkedes mødre før 2010 at komme nogenlunde fornuftigt ind i forældrerolle
uden ophold på et Barselshotel. Hvis man var fræk, kunne man jo spørge, om Morten Hedegaard har været i stand til selv at prioritere inden for et område, han selv har administreret?
For de mange penge, der er tilført sundhedsvæsnet igennem de
seneste 10-15 år, har der sideløbende været en aftalt målsætning mellem Danske
Regioner (Amtsrådsforeningen) og såvel røde som blå regeringer om en årlig
produktivitetsstigning på 2 pct., som ubrudt har fastholdt fokus på at få mere
behandling for de samme penge. I dag er indlæggelsestiden i Region Hovedstaden
nede på 2,9 dage mod ca. 10 dage i 1990. Jeg har ikke mødt ret mange læger, som
ønsker sig tilbage til tidligere tiders monster-indlæggelser. En underskov af
forskning i metoder og udstyr, som har kunnet indfri målsætningen om kortere
ventetider og øget produktivitet – og ovenikøbet kan eksporteres - er ydermere
blomstret frem.
Og det er vel ikke for meget forlangt, at
milliard-investeringer i det danske sundhedsvæsen følges op af krav om at
levere noget – og gerne mere – for pengene, især ihukommet den løbende
teknologiske udvikling.