Statsministeren lancerer enøjet job-reform for indvandrere

Først i det nye år vil Statsministeren angiveligt lancere en jobreform for indvandrere. Glimrende. Men det ser ikke ud til, at regeringen adresserer et af vor tids største moralske og økonomiske problemer, nemlig at samfundet belønner passivitet i stedet for dem, der viser vilje til integration.  

"Et af vores store samfundsproblemer er, at for mange med en ikke-vestlig baggrund står uden for arbejdsmarkedet. Det skal vi gøre noget ved." Så langt er Venstre enig med Statsministeren, som af en eller anden uransaglig årsag valgte den 24. december til i dagbladet BT at lancere sine tanker om behovet for en job-reform særligt målrettet de mange indvandrere, som i dag befinder sig uden for arbejdsmarkedet.

Den manglende integration koster os ganske rigtigt svimlende summer. Beregninger fra Finansministeriet viser, at hvis ikke-vestlige indvandrere var i arbejde i samme omfang som vestlige indvandrere, så ville vi have 17 mia. kr. mere omåret til eksempelvis skattelettelser eller sågar guldvandhaner på de nye super-sygehuse.

Det kniber mere med enigheden, når vi kommer til løsningerne. I hvert fald ser det ud til, at Statsministeren kun bruger nogle af de redskaber i værktøjskassen, som er helt nødvendige for at skubbe og trække flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet.

”Vi skal blive langt bedre til at tage læger, håndværkere og it-folk og give dem en opkvalificering og sende dem ud i arbejde”, siger Statsministeren til BT. Nuvel. Uddannelse skader ikke nogen, og det er ganske givet udmærket at udstyre flere indvandrere med kvalifikationer, som kan gøre dem arbejdsmarkedsparate i en dansk sammenhæng.

Omvendt undlader Statsministeren let og elegant at komme ind på, at denne regering, siden den kom til, har givet en almindeligindvandrerfamilie cirka 10.000 kr. mere i offentlig forsørgelse om måneden - og det helt uden at kræve noget igen. Ingen forstærkede krav om at lære dansk, få sig et arbejde eller deltagelse i samfundslivet i øvrigt. En omgang misforstået tolerance, som i virkeligheden gør mere skade end gavn på den enkelte.

Med andre ord: Statsministeren overser fuldkommen brugen af økonomiske incitamenter til at få flere indvandrere i arbejde. Det skulle da lige være, hvis regeringens målsætning har været at belønne indvandrere for at lave …. ingenting.

Hvordan skal vi nogensinde kunne overbevise udlændinge bosiddende i vores land om, at de har en forpligtelse til at arbejde, hvis samfundet samtidig stikker dem en check på 10.000 kr. for ikke at lave en døjt?  

Det er en vor tids og velfærdsstatens helt store moralske problemer, vi her ser udstillet for fuld skrue: Samfundet belønner store dele af befolkningen for passivitet, i stedet for at skabe de nødvendige incitamenter i bestræbelsen på, at enhver kan og vil sørge for sig og sine.  

Hvis vi bare tilnærmelsesvis skal gøre op med denne moralske og økonomiske udfordring, så er statsministerens enøjede fokus på mere uddannelse er ganske enkelt ikke nok. Vi bliver nødt til at tage mere grundlæggende fat på sammenhængen mellem ydelse og nydelse.

Venstre vil afskaffe den 3-årigeintegrationsperiode og i stedet opstille klare objektive mål for integrationen. Indvandrere, som kommer til vores land skal bestå en prøve i dansk og en prøve i dansk historie, demokrati og kultur. Vi vil stille krav om fast arbejde og deltagelse i det danske foreningsliv.

Samtidig vil vi genindføre en moderne udgave af starthjælpen. Vi kalder den integrationsydelse. Nyankomne indvandrere, som skal have offentlig forsørgelse, starter på SU-niveau. I takt med at man lever op til de nye klare integrationsmål, ja så kan man gradvist modtage mere i offentlig forsørgelse. En fjerdel mere af afstanden mellem starthjælp og fuld kontanthjælp pr bestået mål. Når alle mål er indfriet, kan man modtage fuld kontanthjælp. Men ikke et sekund før.  

Vi ser frem til, at Statsministeren inviterer Venstre til forhandlinger om en job-reform for indvandrere. Det er på høje tid. Men skal vi tage fat, skal der tages ordentlig fat. Vi kan og vil ikke nøjes med at kratte lidt i overfladen på et vor tids største moralske og økonomiske problemer – den manglende integration af indvandrere.  

Taler asylministeren med integrationsministeren?

Asyl-ministeren taler som om, at de syriske flygtninge skal sendes hjem efter 1 år. Integrationsministeren handler omvendt som om, at de bliver her for bestandigt. Det hænger ikke sammen og regeringen må snart til at være ærlig omkring sin udlændingepolitik!

Ved sin tiltræden foretog denne regering – i lighed med andre regeringer før den – en række ressortmæssige forandringer. En af dem var at fjerne asylpolitikken fra Integrationsministeriet og i stedet lægge den over i Justitsministeriet. Således adskilte regeringen det, der handler om, ”dem der kommer ind over grænsen” fra det, der handler om ”dem, der er kommet ind over grænsen”. Asylpolitikken blev adskilt fra integrationspolitikken.

Konkret betyder det, at vi for tiden har en socialdemokratisk Justitsminister med ansvar for asylpolitikken og en radikal integrations-minister. Og som enhver ved, er det – for nu at sige det mildt – ikke nødvendigvis ensbetydende med konsistens i det samlede indtryk af regeringens udlændingepolitik. Faktisk tværtimod. Og man kunne godt have regeringen mistænkt for at spekulere i, at nogen er til moderen, mens andre er til datteren.

Det kunne ligne en tanke, at regeringen helt bevidst har ét ministerium, der pleaser de radikale vælgere og ét ministerium, der pleaser de socialdemokratiske vælgere.

Under alle omstændigheder har de seneste ugers debat om syriske flygtninge udstillet, at højre hånd ikke ved, hvad venstre hånd foretager sig. Eller rettere: Sådan ser det i hvert fald ud.

I september måned lancerede den daværende Justitsminister Karen Hækkerup og Integrationsminister Manu Sareen under stor bevågenhed en såkaldt stramning af udlændingepolitikken. Nu skulle syriske flygtninge, som ”kun” var ofre for krig – og altså ikke personligt forfulgte – kun have ophold i Danmark i foreløbig 1 år. Senere fik regeringen så også fabuleret sig frem til, at disse ”krigsflygtninge” først kunne blive sammenført med deres familie efter1 år.

Især Statsministeren har efterfølgende den ene gang efter den anden i insisterende påståelige vendinger fastholdt, der er altså tale om en stramning.

Men så er det, at den radikale integrationsminister, Manu Sareen, for alvor træder ind på scenen og på et konkret spørgsmål fra KL-formand Martin Damm, slår fast, at ”De skal integreres – og sådan er det”. Flygtningene fra Syrien forstås, og det uanset om de skal være her 1 år eller resten af livet.

Men hvordan hænger det nu sammen med, at regeringen har masseret ind i medier og befolkning, at de selvsamme flygtninge skal sendes hjem igen om et års tid?

Det gør det heller ikke!

Og som minimum er regeringen da også uærlig om sin egen vurdering af verdens sande tilstand. Jeg har personligt mistænkt regeringen for en opfattelse af, at disse flygtninge aldrig nogensinde bliver sendt hjem igen. Ellers giver det ingen logisk mening, at Integrationsministeren insisterer på, at syriske flygtninge skal have den fulde integrationspakke fra dag 1. De skal lære dansk, gøres arbejdsmarkedsparate og i det hele taget køres igennem den samme maskine, som mennesker, der vurderes at få et noget længere ophold i Danmark end 1 år.

Samtidig slår både Statsministeren og Justitsministeren igen og igen og igen fast, at regeringen vil gennemføre en stramning, som betyder, at syriske flygtninge kun skal være i Danmark i 1 år.  

Eller udtrykt på en anden måde: Asyl-ministeren taler som om, at de syriske flygtninge skal sendes hjem efter 1 år. Integrationsministeren handler omvendt som om, at de bliver her for bestandigt.  

Så sent som i dag – den 9. november 2014 – udtaler Manu Sareen til JP, at kommunerne skal sørge for, at højtuddannede syrere skal ud og arbejde i danske virksomheder. Det lyder jo både sympatisk og som en god forretning for danske virksomheder. Men igen: Var det ikke meningen, at de skulle hjem efter 1 år og f.eks. være med til at genopbygge deres eget land?

En ting er, at såvel oppositionen som medierne og den danske befolkningen har svært ved at afkode regeringens egentlige overvejelser. Noget helt andet er, at hvis de syriske flygtninge ikke i forvejen var forstyrrede i hovedet af krig og ødelæggelse, ja så bliver de det da af regeringens slingrekurs, hvor den ene minister vil sende dem hjem og den anden integrere dem for fuld musik.