Jeg græmmes ved, at Danmark har en Statsminister, som hellere vil undersøge nedkæmpelsen af diktatoren og folkemorderen Saddam Hussein, end grave dybere i potentielt landsforræderi og Ole Sohns forhold til Sovjetunionen.
Men hvis Thorning vil blæse gang i den værdikamp, så stikker vi og jeg ikke op for bollemælk. Vi stiller kampberedte an.
For det er, hvad det er. En værdikamp om qua vurderingen af og holdningen til forskellige begivenheder i den nære danske historie at indplacere sig på den rigtige side af den nok så berømte historiske kridtstreg, når vore børn og børnbørn til sin tid skal bedømme vores (herunder Statsministerens) handlinger.
Og her er Thorning de facto i gang med at lægge sig ind på en og lægge afstand til en anden socialdemokratisk historisk politisk linie - eller tradition om man vil.
Lægge afstand til den linie, hvor man med al magt bekæmpede og tog afstand fra kommunismen, hvor end man mødte den.
Lægge sig ind på linien fra det sorte socialdemokratiske 80'er-kapitel, hvor det ene kunne være lige så godt som det andet.
Thornings side-valg sættes på grotesk vis på spidsen, når hun samme dag, som hun afviser politisk at ville hjælpe en dansk forsker med at afsløre en angiveligt kendt dansk landsforræder, lader sive, at nu vil man indlede et korstog imod den tidligere regerings (må man forstå) fortrædelige fjernelse af folkemorderen Saddam.
Og det med pomp og pragt. Hele tre ministre skal der til for at blæse gang i Thornings kamp imod den tidligere regerings kamp for frihed og demokrati i andre dele af verden.
Det er derfor med skam, at vi, når vi skal fortælle vore børn og børnebørn om denne epoke i dansk politisk historie, er tvunget til at fortælle om en Statsminister, som lagde røgslør ud over potentielt landsforræderi, mens hun, for at fjerne fokus fra egne problemer, i et overtaktisk politisk angreb hellere vil drille den tidligere regering.
Dansk politik er også taktik og drilleri. Men på spørgsmålene om danske soldaters indsats under fremmede himmelstrøg og landets forhold til de kommunistiske diktaturer i Øst-Europa skal Thorning få ideologisk og værdimæssig kamp til stregen. På de spørgsmål er der ikke plads til pjat og pjank. Dertil stikker de for dybt.
Det er ganske enkelt for alvorlige spørgsmål til at lade en historieløs og værdiforladt dansk Statsminister tumle med alene.
Her handler det om at stå på den rigtige side af den historiske kridtstreg, og jeg vil ikke stå på den samme side som Thorning.
Jeg har også indtryk af, at Helle Thorning-Schmidt er uvidende om vores historie. Hun forstår ikke, hvor vigtigt det er at få afdækket sagen. At henvise forskeren til PET er en afledningsmanøvre. Hun burde have udtrykt bekymring for, hvad der er sket og ikke komme med en pjattet bemærkning som "hvis der går en stasiagent rundt i samfundet". Det er sådan et ordvalg, man bruger, når man ikke rigtigt tror på det, eller er et forsøg på at bagatellisere det. I værste fald et forsøg på at latterliggøre det.
SvarSletJeg må dog også sige, at jeg finder det besynderligt, at den forrige regering ikke for længst har sørget for at få oplysninger fra Rosenholz-arkivet, som USA fik fingre i efter Murens fald i 1989. Desuden undrer det mig, at historieprofessoren Bent Jensen måtte vente og stadig venter på svar fra forskellige ministerier om afklassificering af dokumenter. Man får nemt den tanke, at begge fløje i Folketinget har noget at skjule.
Hvad kan være så vigtigt, at danske regeringer gennem mange år forholder os oplysninger? Det har jeg ofte tænkt over, og det er jeg vist ikke ene om!
Mon ikke det var en vink med en vognstang til PET om at få slettet så meget som muligt.
Slet