søndag den 20. januar 2013

Politikerne bør boykotte DSB

Formanden for Folketingets Transportudvalg Benny Engelbrecht – som jeg på det personlige plan sætter højt - udbasunerede forleden, at nu ville han altså som konsekvens af skandalen om samarbejdet mellem DSB og Waterfront boykotte enhver form for kontakt med sidstnævnte. Samtidig opfordrede Engelbrecht alle andre politikere til at gøre det samme.

I skrivende stund kan vi kun gisne om, hvorvidt der i forbindelse med den nu igangsatte undersøgelse vil blive blotlagt forhold, som vil afstedkomme en eller flere politisager. Vi ved med andre ord ikke, om hverken Waterfront eller DSB har foretaget sig noget, som ligger uden for lovens rammer.

Vi kan selvfølgelig alle sammen have vores holdninger til, om vi i dette konkrete tilfælde ser hele eller dele af et samarbejde mellem en virksomhed og et kommunikationsbureau, som er løbet – moralsk – af sporet.

Men der skal to til en tango. Og en boykot af sælgeren og ikke køberen er decideret uklædeligt og et totalt misforstået (men måske politisk bevidst) hensyn til en statsvirksomhed, som årligt modtager 3.6 mia. kr. i statstilskud.

Hvad vi til gengæld ved er, at DSB som en monopolistisk statsejet virksomhed tilsyneladende har efterspurgt og brugt i millionvis af skattekroner på at få kortlagt profiler på de selvsamme transport-politikere, som i princippet udgør bestyrelse for DSB. Vi ved, at det er DSB, som direkte eller indirekte har finansieret Waterfronts (tilsyneladende) bestræbelser på at holde Lars Abild mest muligt fra fadet som kritisk journalist.

Jeg har intet grundlag for at vide noget som helst om, hvilke personer i eller uden for DSB’s ledelse, som har haft viden om karakteren af samarbejdet med Waterfront, herunder i hvilket omfang. Men nogen bør jo kende til sagen, og de mange millioner, som er rullet ud af skatteborgernes lommer til denne særprægede form for lobbyisme efterspurgt af monopolvirksomheden DSB.

Med den usikkerhed, som p.t. består i, hvem i DSB, der har vidst hvad hvornår, ja så er jeg mindst lige så meget til en boykot af møder med DSB, som jeg er til en boykot af Waterfront – i hvert fald indtil den igangsatte undersøgelse er tilendebragt. Waterfronts metoder er trods alt kortlagt, mens omfanget af vidensdelingen i DSB sandt at sige fortsat fremstår noget uklart.

Husk at tjekke min hjemmeside på www.stemgeertsen.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar