Jeg har været en af de første til at ønske Henrik Sass Larsen tillykke med come-backet til de ledende cadre hos socialdemokraterne. Det er ham velundt. Han er en dygtig politiker, behagelig at være i selskab med og et stort tab for ethvert parti, som blot lader ham slide beklædningen af de bagerste bænke i Folketingssalen.
Men hvad der undrer mig er, at for Statsministeren var Henrik Sass Larsen for 7-8 måneder siden så farlig, at han ikke kunne bestride en ministerpost i en socialdemokratisk regering. Nu er han til gengæld så pur som nyfalden sne, at han efter et tilsyneladende langt internt socialdemokratisk forløb skal være gruppeformand i Danmarks næststørste parti.
Normalt ville det så aboslut ikke være op til hverken mig eller andre oppositionspolitikere at blande os i, hvem Statsministeren udpeger til sin regering.
Men her er en undtagelse, fordi Statsministeren har rodet Politiets Efterretningstjeneste ind i sin regeringsdannelse og indtil dato fastholdt, at det var nogle oplysninger fra PET, som gjorde Sass uegnet som minister. Sass har på sin side sloges som en gal for at få lagt frem i offentligheden, hvad der dog mon gjorde ham så uegnet som minister. Et slagsmål han næppe ville køre op i de dimensioner, hvis han ikke mente at have nogenlunde rent mel i posen. Omvendt må der jo for Statsministeren have været noget i Sass's papirer, der var så alvorligt, at hun ikke kunne vælge at se stort herpå og alligvel udpege Sass til den Finansministerpost, han stod til.
Med mindre selvfølgelig, at Statsministeren slet ikke har været bekymret for Sass papirer, men at der var andre grunde til, at Sass ikke kunne blive Finansminister. At det var gefundenes Fressen for Statsministeren, at Sass havde mødtes med og sms'et med en rocker i Køge. At sandheden måske snarere er, at de radikale ikke kunne (og kan) tåle synet af Sass, som jo stod fader til den såkaldte Sass-doktrin, som handler om minimal radikal indflydelse i dansk politik - ikke for børn, når man kender den radikale selvforståelse. Det ville jo også kunne forklare, hvorfor Sass ikke længere er så farlig og nu pludselig kan bruges som gruppeformand - og ligefrem udskriges som Messias. Men det er selvfølgelig bare spekulationer.
Hvad der til gengæld ikke er spekulativt er, at der er en enorm afstand mellem Thornings ageren i forbindelse med regeringsdannelsen og Sass's indædte kamp for at få sandheden frem. Der er en enorm afstand imellem, at Sass tilsyneladende havde foretaget sig noget, som gjorde ham uegnet som minister for 7-8 månder siden, og at han nu kan blive gruppeformand for Danmarks næststørste parti.
Og så længe Statsministeren ikke lægger kortene på bordet forklarer den store afstand mellem hendes og Sass's ageren, ja så er der logisk set en mistanke om, at hun har holdt PET ud foran sig i bestræbelsen på af politiske grunde at holde Sass uden for regeringen. Det er uhyre tæt på magtmisbrug af en tjeneste, som i sagens natur har lidt vanskeligt ved at tage til genmæle i den offentlige debat. Det er den slags stof som politiske skandaler er gjort af, og som bør bekymre enhver folkevalgt politiker.
Derfor forfølger jeg sagen med det første forsøg på at få bare en snert af sandheden frem i morgen onsdag i forbindelse med Folketingets spørgetid via dette og dette spørgsmål.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar