Vi vil blæse på Regeringen - vil Hæstorp?

Venstre i Region Hovedstaden takker pænt nej tak til Regeringens tilbud om den såkaldt differentierede behandlingsgaranti, hvor syge mennesker kan vente i op til to måneder på behandling. Vi vil bevare behandlingsgarantien på én måned for alle de sygdomme og lidelser, som hidtil har været omfattet af garantien. Men vil Socialdemokraternes spidskandidat Sophie Hæstorp Andersen følge Venstre?  

Torsdag aften havde jeg den store ære at blive valgt som Venstres spidskandidat til regionsrådsvalget i Hovedstaden næste år. Foran de mange fremmødte annoncerede jeg, at et helt centralt omdrejningspunkt for Venstre ved roret i Region Hovedstaden vil være at bevare behandlingsgarantien på én måned. I prioriteringen af regionens ressourcer siger vi dermed også, at der er noget, der er vigtigere end andet. Og det er vigtigt, at den enkelte patient kan blive behandlet så hurtigt og kvalificeret som muligt. Hvorfor nu det?

For det første af hensyn til den enkeltes livskvalitet. Uanset om man er advokat eller arbejdsløs er hurtig behandling vigtigt, hvor man i stedet for at spekulere på sygdom og lidelse kan koncentrere sig om at få tilværelsen tilbage på ret spor.

For det andet af hensyn til samfundsøkonomien. Vi har ikke råd til at lade syge mennesker hensygne tilværelsen på ventelister. Den arbejdsløse skal ikke stå på en venteliste, men søge job og advokaten skal slet og ret tilbage og passe sit arbejde.

For det tredje af hensyn til systemet i sig selv. Regeringens differentierede behandlingsgaranti er en glidebane i retning af, at det nu igen er i orden med ventelister. Vi løsner så at sige grebet om systemet, som nu igen bliver vigtigere end patienten.

Der er næppe nogen tvivl om, at regeringens differentierede behandlingsgaranti, hvor man accepterer længere ventelister, dybest set er et forsøg på at gøre op med den tidligere regerings udvidede frie sygehusvalg, hvor patienten har ret til behandling på et privathospital i forbindelse med ventetider i det offentlige system. Regeringen vil ganske enkelt privathospitalerne til livs. Det er et ideologisk korstog, som jeg ikke vil deltage i.

Jeg ser privathospitalerne som en del af det offentlige sundhedssystem, som på lige fod med de offentlige hospitaler skal have mulighed for at byde ind med kvalificeret og billig behandling, hvor det er muligt. Og frem for alt er privathospitalerne vigtige i bestræbelsen på at holde ventelisterne i skak.

Jeg vil med andre ord hellere bekæmpe sygdom, lidelse og ventelister end jeg vil bekæmpe privathospitaler.

Jeg har et lønligt håb om, at Socialdemokraternes spidskandidat Sophie Hæstorp Andersen, som jeg kender som en pragmatisk og begavet politiker, vil følge Venstres ambition om at fastholde behandlingsgarantien på én måned.

Tiden vil vise, om det er et naivt håb!     

Svenske tilstande i det danske sundhedsvæsen

Vi skal have svenske tilstande i det danske sundhedsvæsen. Det skal ikke være givet, at læger og sygeplejersker på den regionale lønningsliste skal scanne og operere. Lad os invitere de private ind på de offentlige hospitaler.

I Region Hovedstaden bryder man sig ikke om privathospitaler. Derfor har man uden rigtig at kunne sandsynliggøre den økonomiske eller kvalitetsmæssige gevinst trukket behandlinger væk fra privathospitalerne og i stedet opbygget sin egen kapacitet. Det gælder på så ukomplicerede behandlinger som grå stær og scanninger.

Jeg synes personligt, det er en uskik, at regionens politikere sætter regionens monopol på behandlinger over hensynet til økonomi og kvalitet.

Nuvel. Operationsstuerne og scannerne står der, og så skal de selvfølgelig også udnyttes. Spørgsmål er, om det er givet, at det skal være læger og sygeplejersker på den regionale lønningsliste, som skal betjene operationsstuer og scannere.

Det synes jeg ikke det skal!

Lad os i stedet spørge markedet – privathospitalerne – om de kunne have lyst til at drive de dele af produktionsapparatet i det offentlige sundhedsvæsen, som i den store sammenhæng fremstår ukomplicerede – som for eksempel scanninger og grå stær operationer.

Men er det ikke den direkte vej til amerikanske tilstande i det danske sundhedsvæsen?

Nej, det er det ikke. Det danske sundhedsvæsen er fortsat og skal fortsat forblive skatteyderfinansieret med fri og lige adgang for høj som lav. Men det betyder jo ikke, at behandlingerne partout skal foregå i offentligt regi og foretages af regionalt lønnede læger og sygeplejersker.

I virkeligheden vil offentlige og private læger "dør-om-dør" på de offentlige hospitaler være et skridt i retning af svenske tilstande. Svenskerne besluttede i 1999 at invitere privathospitalet Capio til at forestår driften af det offentlige hospital St. Görans Sjukhus. Capio er en af de helt store europæiske leverandører af private sygehusydelser. Resultat: Enhedsomkostningen faldt i løbet af relativt kort tid med hele 30 pct. Dermed frigjordes ressourcer til at behandle endnu flere patienter.

Det skal vi da lære af i Danmark!

Vi skal foretage et 360 graders eftersyn af det danske sundhedsvæsen, hvor vi ikke hænger os så meget i, om matrikler er offentligt eller privat ejet, eller om behandlingerne foregår i offentligt eller privat regi. Politikerne skal i stedet koncentrere sig om at sikre, at kvaliteten er høj og økonomien i orden.

Ja tak til Vilhelmsen. Men et kæmpe nej tak til Vestager og Krag

Fredag den 26. oktober var et skridt frem og tre skridt tilbage for konkurrencen i Danmark. Regeringen vil af med private monopoler. Til gengæld opbygger man offentlige monopoler.

Landets nye erhvervs- og vækstminister, Annette Vilhelmsen (SF), lancerede i går den længe ventede konkurrencepakke.

Pakken skal øge konkurrencen og bekæmpe monopoler og karteller i erhvervslivet. Regeringen vil blandt andet gøre op med apoteker-monopolet og DSB udsigtsløse eneret på at køre tog i Danmark ved at udbyde togdriften – dog begrænset til en række lokalbaner.

Alt sammen ganske fortrinligt – om end denne skribent havde foretrukket et noget større skridt i retning af mere konkurrence på togdriften.

Men igen. Et skridt i den rigtige retning.

Samme dag – altså i går den fredag 26. oktober – førstebehandlede Folketinget tre lovforslag fremsat af regeringen, som alle uden undtagelse vil medføre mindre konkurrence mellem offentligt og privat i leverancen af skatteyderfinansieret service til danskerne.  

Første forslag, fremsat af Margrethe Vestager, handler om afskaffelse af den kommunale og regionale pligt til at udarbejde udbudsstrategier. Dermed letter regeringen foden på speederen i bestræbelsen på mere konkurrenceudsættelse i landets regioner og kommuner.

Andet forslag, fremsat af Margrethe Vestager, handler om en afskaffelse af bestemmelsen om, at kommunernes forpligtelse til at vurdere mulighederne for at udvide eksisterende fritvalgsordninger eller at indføre frit valg på områder, hvor dette ikke allerede er sikret. Igen en indskrænkning af konkurrencen mellem offentligt og privat.

Tredje lovforslag, fremsat af Astrid Krag, handler om at indføre en såkaldt differentieret behandlingsgaranti på sundhedsområdet. I realiteten en afskaffelse af behandlingsgarantien på 1 måned, som den tidligere VK-regering indførte. I stedet kan visse patienttyper nu vente i op til to måneder, før de kan vælge et privat alternativ. Villy Søvndal er kommet et skridt nærmere ambitionen om at udrydde privathospitalerne fra dansk grund.

Hvad er det vi ser her? Ja, det er en regering, som gerne vil have mere konkurrence mellem private virksomheder. Men gør alt for at lægge hindringer i vejen for konkurrence mellem offentligt og privat. Vi ser en regering, som bekæmper private monopoler med den ene hånd og opbygger offentlige monopoler med den anden.

Fredag den 26. oktober var ikke en stor dag for mere konkurrence i Danmark. Nej, det var et skridt frem og tre skridt tilbage.  

De røde smadrer vores Hovedstad

Vi var mange, der åndede lettet op, da Thorning dagen efter ”Der-kommer-en-god-løsning-i-morgen-pressemødet” valgte at eliminere planerne om en betalingsring rundt om København.

Og godt for det. Den havde ikke virket.

Læseren husker måske de fantastiske opgørelser over, hvor meget en bilist i morgentrafikken ville vinde i tid med en betalingsring. Maksimalt 5-6 minutter fra Helsingør, Køge, Hillerød og en lang andre af byerne uden for København. For slet ikke at tale om de økonomiske konsekvenser for den enkelte familie. Jeg minder om sloganet: ”De rige får mere plads på vejene – de fattige mindre plads i busserne”.

Ja, vi åndede lettet op. Men selvfølgelig var det naivt at tro, at de røde partier ville opgive ævred. For det handler ikke om smidig trafikafvikling og højere mobilitet. Nej opgøret med bilen som transportmiddel er værdipolitisk. Det er et ideologisk anslag imod individualismen, som bilen jo er udtryk for. I debatterne kan man næsten mærke den ædende onde irritation og misundelse over, at de rige sidder derinde i deres varme biler afsondret fra vind og vejr, mens vi andre dødelige må gå, cykle eller ta’ metroen.

Den røde kamplyst er så udpræget, at man uden at skele til siderne gerne smider barnet ud med badevandet, og ser stort på, at man minutiøst og sikkert er i gang med at smadre mobiliteten i landets hovedstad.

I øjeblikket er de røde i gang med en flersidet knibetangsmanøvre, som risikerer at ende med, at det på en og samme tid bliver sværere og/eller dyrere at komme på arbejde og aflevere børn i skole eller fritidsinteresser.  

I forbindelse med det røde budgetforlig, som netop er indgået på Københavns Rådhus er der afsat et ikke uanseeligt millionbeløb til at ”sanere” Amagerbrogade, så der bliver mere plads til caffelatte og hygge end til - med et Thor Møgersk udtryk – den hårdtarbejdende dansker, som skal fragte sig selv på arbejde.

Amagerbrogade er imidlertid kun første anslag mod den forhadte bil-individualisme. Således planlægger det røde bystyre ”sanering” af en lang række andre gader i København og gør sig i det hele taget store anstrengelser for at genere mennesker med bil.

Og lur mig. Når den storstilede plan om trafiksanering har nået sit endemål, så finder man ud af, at vand jo løber, som vand løber. Biltrafikken vil flyde over på andre nærliggende gader og veje, som man så bliver nødt til at ”sanere” af hensyn til de beboere, som med god ret vil hævde, at det ikke er helt rimeligt, at de nu skal bære hele byrden. Skruen uden ende, indtil den sidste familie med bil er tvunget ud af byen.

Så skulle man jo tro, at de røde ville gøre noget godt for den kollektive trafik. Men så kommer det for en dag, at Movia vil lade priserne i den kollektive trafik stige med i gennemsnit 3,5 procent i busser, tog og metro i Hovedstadsområdet.

Jamen hovsa!

Nu står vi altså i en situation, hvor de røde med den ene hånd gør det stadigt sværere og sværere at transportere sig i egen bil. Formodentlig med det sigte at tvinge flest mulige ud af deres biler og over i den kollektive trafik sammen med alle os andre. Med den anden hånd lader man så priserne i den kollektive trafik stige.

Når vi nu ved, at mobilitet er afgørende vigtigt for at skabe et smidigt arbejdsmarked, som igen et par logiske led senere er vigtigt i bestræbelsen på at skabe velfærd, så er det saftsusme ikke den rigtige vej de røde er slået ind på ved på en og samme tid at gøre det både sværere og dyrere at fragte sig selv rundt.

Ved deres trafikale knibetangs-manøvre er de røde langsomt men sikkert i gang med en udsultning af landets hovedstad, hvor vi til sidst ikke kan foretage os andet end at sidde på fortovs-cafe og drikke caffe latte eller måske på en bænk med en håndbajer, fordi byen er gået i stå.

Fabrins fejlslutning - og lidt om et nødvendigt opgør med det kommunale selvstyre

Næstformanden i Kommunernes Landsforening Erik Fabrin er i dagens udgave af Jyllands Posten blevet bedt om at kommentere på en undersøgelse af udliciteringsgraden i de danske kommuner. Undersøgelsen, som er foretaget af DI, viser, at kommunerne årligt kan spare 3,8 mia. kr. ved at konkurrenceudsætte flere kommunale driftsopgaver.

Jeg synes ikke, at Fabrin, som jeg ellers sætter meget højt, slipper alt for heldigt afsted med sin kommentar om kommunernes ambitionsniveau: Uden at være alt for polemisk kunne jeg sige, at hvis alle danske virksomheder var lige så effektive som de 10 bedste, så var alle landets økonomiske problemer løst.

Jeg er godt klar over, at Fabrin i denne sammenhæng udtaler sig som næstformand i KL, men ikke desto mindre kunne en Venstre-mand måske godt have påtaget sig et lidt større ansvar for om ikke andet i det mindste at signalere, at man kærer sig om skatteborgernes penge.

For det andet, når nu Fabrin selv bringer det på bane, kunne det måske være værd for en lang række af landets kommuner at skæve til strukturen i det private erhvervsliv. Borgerne bør opfattes som aktieindehavere, som har et berettiget krav på, at deres investering anvendes effektivt og produktivt snarere end som små selvstændige pengetanke, som man kan suge penge op af uden skelen til anvendelsen.

For det tredje, og det er jo nok kernen i hele diskussionen om forholdet mellem kommune og borger, har man i mange kommuner og for den sags skyld også blandt en lang række Christiansborg-politikere ”opfundet” en joker i den politiske debat, som man hiver frem, når man er løbet tør for yderligere substantielle argumenter, nemlig det kommunale selvstyre.

Argumentet om det kommunale selvstyre trumfer tilsyneladende alt, bruges efter forgodtbefindende og altså også som argument for ikke at forvalte skatteborgernes penge bedst muligt. Man kunne også sige, at (valg)friheden stopper ved døren til Rådhuset.

Min personlige mening er, at der bør gøres op med det kommunale selvstyre i de tilfælde, hvor det bruges til at trumfe friheden for det enkelte menneske. Det kan aldrig blive en liberal dagsorden at lade en offentlig institutions frihed gå forud for individets.

For at øge kommunernes anvendelse af konkurrenceudsættelse bør staten derfor gribe mere aktivt ind på skatteborgernes vegne. Kommunerne skal i højere grad end i dag ses som lokale indkøbsforeninger, hvor bestilling og kontrol af opgaver ligger i kommunalt regi, mens selve produktionen foregår i privat regi. Det kunne man opnå for eksempel ved enten at tvinge kommunerne til på udvalgte områder at udbyde flere opgaver eller ved at regulere de statslige tilskud til kommunerne efter lysten til at inddrage private leverandører i opgaveløsningen.

Løkke - Kommentatorerne 1-0

Jeg sluger det hele råt. Alle udsendelser, blogs og indlæg fra de politiske kommentatorer. Noget er sjovt, andet indsigtsfuldt og noget tredje ren polemik.

Men i den seneste uges tid er begivenhederne løbet af med flere af landets fremmeste inden for branchen. Det er som om, at egen ophøjethed og selvretfærdighed har fyldt mere end det egentlige formål, nemlig analysen af dansk politik.

Det er såmænd ikke i sig selv, fordi Henrik Qvortrup iflg. TV2 selv har beskyldt Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, for at lyve om sine rejsedestinationer. Og det er helt uden andet afsæt, end at Qvortrup tilfældigvis ikke kendte dem, altså destinationerne. Og i virkeligheden overrasker det vel heller ikke, at ingen på TV2 tilsyneladende hverken har haft evnen eller tiden til at analysere forskellen på uvidenhed og løgn. (PS: I normale relationer mellem mennesker, ville Qvortrup ha’ stukket Løkke en undskyldning).

Det er heller ikke i sig selv, fordi de fleste kommentatorer fik rodet Lars Løkke Rasmussens rejse til Rio sammen med Venstres synspunkter. At det skulle være, fordi vores formand var på tur til udlandet, at vi indtog de politiske standpunkter, vi gjorde. At der skulle være en direkte sammenhæng mellem boligejere, pensionister, top-skat, beskæftigelsesfradrag og så Løkkes deltagelse i et topmøde i Rio.

Det er egentlig heller ikke i sig selv, fordi de fleste kommentatorer kalder Venstres ageren i dette forhandlingsforløb for uskøn. Heller ikke at de fortsætter med det, efter at aftalen er indgået, og at – frit efter Peter Mogensen – hvis oplægget var blåt, så er aftalen endnu mere blå.

Det er heller ikke i sig selv, fordi de fleste politiske kommentatorer troede, at alle forhandlinger mellem parterne foregik med dem og deres kolleger som mellemmænd. Altså i medierne. Hvad pokker? Der har vi jo noget til fælles – politikere og kommentatorer – jorden drejer om os, ikke omvendt.

Det er egentlig heller ikke fordi, at de politiske kommentatorer tilsyneladende er mere optaget af taktik, og det som Christopher Arzrouni forleden kaldte ”ritualerne” end selve substansen. Altså benægtelsen af, at hvis der ikke er noget at mødes om, hvorfor så mødes. For vi skal da mødes, om ikke andet for at mødes. Vi kan vel snakke om det.

Det faktisk heller ikke, fordi de fleste kommentatorer accepterede regeringens præmis om, at forhandlingerne om en skattereform skulle være færdige inden et bestemt tidspunkt.

Nej, det er mere manglen på selverkendelse og efteranalyse.

For det første, at man ganske enkelt tog fejl i bedømmelsen af udkommet. Det hedder ikke ”vi tog fejl”. Nej det er et ”chok”, at regeringen indgik en skatteaftale med V og K. Man aner næsten irritationen over, at politikerne har ændret på kommentatorernes game-plan.

For det andet, at det faktum, at kommentatorer ikke får alt at vide, ja det har indflydelse på analysernes kvalitet. Sig det dog lige ud: ”Vi vidste ikke, at der var kommunikation mellem Regeringen og Venstre, og derfor har vores analyser været noget skæve både på proces og mål”.

For det tredje om sammenblanding af form og indhold ikke er kommet for vidt. Det er lidt vildt, at man ikke får taget sig selv i nakken og erkendt, at det er noget rod, at man ikke kan kende forskel på Rio og topskat.

Og endelig … indrøm nu, at I endnu engang undervurderede Løkkes evner udi politik – både på indhold og form. Det er på indholdssiden mere blåt end oplægget fra regeringen, og det er på formen en regering i et rivende opgør med sit eget parlamentariske grundlag.

Hvad er det I påstår, som kunne have været mere optimalt set med Venstres øjne?

Med venlig hilsen

En trofast læser, lytter og seer

"Regeringen sminker et lig" ... Indlæg bragt i Berlingske den 15. juni 2012

Regeringens trafik-milliard, som blandt andet skal sikre lavere billetpriser i den kollektive trafik , sminker i virkeligheden en kollektiv transportsektor, som for især DSBs vedkommende er dybt forgældet, rystende ineffektiv og meget lidt produktiv.

Lod man i stedet markedskræfterne råde, som det eksempelvis er sket med Arrivas indtog i det midt-og vestjyske, ja, så var det slet ikke nødvendigt med disse kapitalindsprøjtninger for at holde skeletterne inde i skabene.

DSB har trods et årligt statstilskud på 3,6 mia. kr. netop fremlagt et katastrofalt årsregnskab for 2011 med et underskud på mere end 850 mio. kr. Etaten har endvidere siden 1999 formået at opbygge en gæld på mere end 17 mia. kr., som betyder årlige renteudgifter på mere end 500 mio. kr., hvilket formodentlig ville få enhver anden virksomhed til at overveje en betalingsstandsning. DSB holdes udelukkende oven vande af statslige garantier for den store gæld. Den helt store ulykke er imidlertid, at der er meget lidt udsigt til bedring. Trods ihærdige initiativer fra den nye ledelse i DSB på at reducere omkostningerne, er virksomheden så hårdt belastet af - for at sige det ligeud - alt for mange og dyre medarbejdere, dyre lejemål og mangel på effektiv drift i alle hjørner af den store koncern, at sammenbruddet lurer. Læg dertil de uhyrlige problemer med IC4, det katastrofale svenske eventyr samt miseren om DSBFirst, og man har storylinen til en veritabel gyser om griseri med skatteborgernes penge.

Til sammenligning viser et nylig offentliggjort notat fra Rigsrevisionen, at staten 2003-2010 har sparet mere end 300 mio. kr. ved at lade Arriva køre tog på strækningerne i Midt-og Vestjylland, i stedet for at lade DSB fortsætte driften. Det regnestykke kunne regeringen med fordel bruge lidt kræfter på at brede ud til hele eller dele af resten af dansk jernbanedrift - ikke mindst af hensyn til skatteyderne.

Med andre ord, smider regeringen gode penge efter dårlige ved at blive ved med at poste penge i et dårligt drevet DSB, som nærmest dag for dag øger gældsætningen. Ved ikke at gøre noget strukturelt ved DSB skubber man reelt en økonomisk katastrofe foran sig, som i sidste ende risikerer at komme til at koste statskassen og dermed skatteyderne virkelig dyrt.

Martin Geertsen MF ( V), medlem af Folketingets Transportudvalg.