Inger har - desværre - en pointe!

Inger har ikke taget bolig i mig, og vi udtrykker os ikke altid helt ens. Men hun har en pointe i, at der er nogle problemer, som vi bliver nødt til at snakke om. Problemer vi skal have løst.

Min politiske ordfører har i den grad været i biografen. Og hun har skrevet om det på Facebook. Inger og andre biografgængere fik desværre ikke lov at nyde filmen i fred, men blev generet af en gruppe unge med anden oprindelse end dansk. Og jeg skal lige love for, at bølgerne efterfølgende er gået højt.

Og jeg er – oprigtigt - ked af at skulle sige det. Men Inger har en pointe. Hun har ret i, at hvis vi ikke enten i en generel politisk diskussion eller – som i Ingers tilfælde - med afsæt i en konkret oplevelse tør tale om problemerne, ja så får vi jo ikke gjort noget ved dem – problemerne altså.

Jeg er opvokset i en bondefamilie på Lolland. Jeg tilhører dem, der synes, at man skal tale pænt, ordentligt og sobert - men også være ærlige. Vi gør ingen indvandrere eller efterkommere nogen som helst form for tjeneste ved at putte med tingene. Og jeg tror, at vi gør befolkningen i al almindelighed mere og mere frustreret, hvis vi ikke diskuterer tingene – som Inger ville udtrykke det – ”som de er”.

Og personer indvandrerbaggrund fylder altså i de ”kedelige” statistikker uanset, om vi vil være ved det eller ej. Det betyder ikke, at der ikke er danske unge eller danskere i al almindelighed, som udfordrer gængse normer og regler i Danmark. Selvfølgelig er der det. Forholdsmæssigt er det bare ikke så slemt, synligt og skadeligt for sammenhængskraften i vores land.

Særlig sørgeligt er det, at en uforholdsmæssig stor andel af efterkommere af indvandrere med ikke-vestlig baggrund har svært ved at tilpasse sig normer og regler i det danske samfund.

Fuldkommen uden specifik reference til de unge mennesker, som Inger ”stødte sammen med” i Cinemaxx på Fisketorvet i København, så kan man ud af statistikerne læse, at ikke bare er efterkommere af indvandrere mere kriminelle end danskere, nej de er også mere kriminelle end førstegenerations indvandrere. I virkeligheden et kæmpe paradoks. Måske endda en falliterklæring.

Jeg påstår på ingen måde, at vi her står overfor en nem og overskuelig problemstilling. Der findes ingen nemme løsninger a la ”hvorfor smider vi dem ikke bare ud af landet”. Der er jeg ikke. Det er ikke et konstruktivt debat-niveau. Efterkommere af indvandrere ér danske statsborgere. Men alligevel vil jeg gerne fremhæve tre ting, som – som minimum - BØR gøres:

 

1. Vi bliver nødt til i højere grad at sætte tommelskruerne på de indvandrerfamilier, som helt tydeligt ikke kan finde ud af at opdrage deres – især - drengebørn. Drengebørn i indvandrerfamilier skal opdrages til mødet med det danske samfund med vores normer om ligestilling og krav om at bestille noget. Her bør kommunerne i højere grad gøre brug af det såkaldte forældrepålæg, hvor forældrene kan blive sanktioneret økonomisk, hvis integrationen står i stampe.

2. Vi bruger massive mængder af penge – især i de danske kommuner – på at fremme integration. Indsatsens skal målrettes i retning af, at de danske kommuner i højere grad forpligtes på at sørge for, at beskæftigelsen øges, kriminaliteten mindskes og flere kommer i uddannelse.

3. Højere straffe for især grov kriminalitet, hvilket selvsagt gælder for alle danske statsborgere uanset oprindelse.

Jeg anser udfordringen, som er forbundet med indvandrere og deres efterkommere, som en af de største, vi har i Danmark i disse år. Kulturelt og økonomisk. Vi kan se det i kriminalitetsstatiskkerne. Vi kan se det i statistikkerne for passiv forsørgelse. Vi kan se det i den offentlige debat, som bliver mere og mere afgrundsdyb. Og jeg tror IKKE på, at vi kommer nærmere nogen som helst form for løsning, hvis man ikke først konstaterer problemerne.