Fabrins fejlslutning - og lidt om et nødvendigt opgør med det kommunale selvstyre

Næstformanden i Kommunernes Landsforening Erik Fabrin er i dagens udgave af Jyllands Posten blevet bedt om at kommentere på en undersøgelse af udliciteringsgraden i de danske kommuner. Undersøgelsen, som er foretaget af DI, viser, at kommunerne årligt kan spare 3,8 mia. kr. ved at konkurrenceudsætte flere kommunale driftsopgaver.

Jeg synes ikke, at Fabrin, som jeg ellers sætter meget højt, slipper alt for heldigt afsted med sin kommentar om kommunernes ambitionsniveau: Uden at være alt for polemisk kunne jeg sige, at hvis alle danske virksomheder var lige så effektive som de 10 bedste, så var alle landets økonomiske problemer løst.

Jeg er godt klar over, at Fabrin i denne sammenhæng udtaler sig som næstformand i KL, men ikke desto mindre kunne en Venstre-mand måske godt have påtaget sig et lidt større ansvar for om ikke andet i det mindste at signalere, at man kærer sig om skatteborgernes penge.

For det andet, når nu Fabrin selv bringer det på bane, kunne det måske være værd for en lang række af landets kommuner at skæve til strukturen i det private erhvervsliv. Borgerne bør opfattes som aktieindehavere, som har et berettiget krav på, at deres investering anvendes effektivt og produktivt snarere end som små selvstændige pengetanke, som man kan suge penge op af uden skelen til anvendelsen.

For det tredje, og det er jo nok kernen i hele diskussionen om forholdet mellem kommune og borger, har man i mange kommuner og for den sags skyld også blandt en lang række Christiansborg-politikere ”opfundet” en joker i den politiske debat, som man hiver frem, når man er løbet tør for yderligere substantielle argumenter, nemlig det kommunale selvstyre.

Argumentet om det kommunale selvstyre trumfer tilsyneladende alt, bruges efter forgodtbefindende og altså også som argument for ikke at forvalte skatteborgernes penge bedst muligt. Man kunne også sige, at (valg)friheden stopper ved døren til Rådhuset.

Min personlige mening er, at der bør gøres op med det kommunale selvstyre i de tilfælde, hvor det bruges til at trumfe friheden for det enkelte menneske. Det kan aldrig blive en liberal dagsorden at lade en offentlig institutions frihed gå forud for individets.

For at øge kommunernes anvendelse af konkurrenceudsættelse bør staten derfor gribe mere aktivt ind på skatteborgernes vegne. Kommunerne skal i højere grad end i dag ses som lokale indkøbsforeninger, hvor bestilling og kontrol af opgaver ligger i kommunalt regi, mens selve produktionen foregår i privat regi. Det kunne man opnå for eksempel ved enten at tvinge kommunerne til på udvalgte områder at udbyde flere opgaver eller ved at regulere de statslige tilskud til kommunerne efter lysten til at inddrage private leverandører i opgaveløsningen.

Løkke - Kommentatorerne 1-0

Jeg sluger det hele råt. Alle udsendelser, blogs og indlæg fra de politiske kommentatorer. Noget er sjovt, andet indsigtsfuldt og noget tredje ren polemik.

Men i den seneste uges tid er begivenhederne løbet af med flere af landets fremmeste inden for branchen. Det er som om, at egen ophøjethed og selvretfærdighed har fyldt mere end det egentlige formål, nemlig analysen af dansk politik.

Det er såmænd ikke i sig selv, fordi Henrik Qvortrup iflg. TV2 selv har beskyldt Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, for at lyve om sine rejsedestinationer. Og det er helt uden andet afsæt, end at Qvortrup tilfældigvis ikke kendte dem, altså destinationerne. Og i virkeligheden overrasker det vel heller ikke, at ingen på TV2 tilsyneladende hverken har haft evnen eller tiden til at analysere forskellen på uvidenhed og løgn. (PS: I normale relationer mellem mennesker, ville Qvortrup ha’ stukket Løkke en undskyldning).

Det er heller ikke i sig selv, fordi de fleste kommentatorer fik rodet Lars Løkke Rasmussens rejse til Rio sammen med Venstres synspunkter. At det skulle være, fordi vores formand var på tur til udlandet, at vi indtog de politiske standpunkter, vi gjorde. At der skulle være en direkte sammenhæng mellem boligejere, pensionister, top-skat, beskæftigelsesfradrag og så Løkkes deltagelse i et topmøde i Rio.

Det er egentlig heller ikke i sig selv, fordi de fleste kommentatorer kalder Venstres ageren i dette forhandlingsforløb for uskøn. Heller ikke at de fortsætter med det, efter at aftalen er indgået, og at – frit efter Peter Mogensen – hvis oplægget var blåt, så er aftalen endnu mere blå.

Det er heller ikke i sig selv, fordi de fleste politiske kommentatorer troede, at alle forhandlinger mellem parterne foregik med dem og deres kolleger som mellemmænd. Altså i medierne. Hvad pokker? Der har vi jo noget til fælles – politikere og kommentatorer – jorden drejer om os, ikke omvendt.

Det er egentlig heller ikke fordi, at de politiske kommentatorer tilsyneladende er mere optaget af taktik, og det som Christopher Arzrouni forleden kaldte ”ritualerne” end selve substansen. Altså benægtelsen af, at hvis der ikke er noget at mødes om, hvorfor så mødes. For vi skal da mødes, om ikke andet for at mødes. Vi kan vel snakke om det.

Det faktisk heller ikke, fordi de fleste kommentatorer accepterede regeringens præmis om, at forhandlingerne om en skattereform skulle være færdige inden et bestemt tidspunkt.

Nej, det er mere manglen på selverkendelse og efteranalyse.

For det første, at man ganske enkelt tog fejl i bedømmelsen af udkommet. Det hedder ikke ”vi tog fejl”. Nej det er et ”chok”, at regeringen indgik en skatteaftale med V og K. Man aner næsten irritationen over, at politikerne har ændret på kommentatorernes game-plan.

For det andet, at det faktum, at kommentatorer ikke får alt at vide, ja det har indflydelse på analysernes kvalitet. Sig det dog lige ud: ”Vi vidste ikke, at der var kommunikation mellem Regeringen og Venstre, og derfor har vores analyser været noget skæve både på proces og mål”.

For det tredje om sammenblanding af form og indhold ikke er kommet for vidt. Det er lidt vildt, at man ikke får taget sig selv i nakken og erkendt, at det er noget rod, at man ikke kan kende forskel på Rio og topskat.

Og endelig … indrøm nu, at I endnu engang undervurderede Løkkes evner udi politik – både på indhold og form. Det er på indholdssiden mere blåt end oplægget fra regeringen, og det er på formen en regering i et rivende opgør med sit eget parlamentariske grundlag.

Hvad er det I påstår, som kunne have været mere optimalt set med Venstres øjne?

Med venlig hilsen

En trofast læser, lytter og seer

"Regeringen sminker et lig" ... Indlæg bragt i Berlingske den 15. juni 2012

Regeringens trafik-milliard, som blandt andet skal sikre lavere billetpriser i den kollektive trafik , sminker i virkeligheden en kollektiv transportsektor, som for især DSBs vedkommende er dybt forgældet, rystende ineffektiv og meget lidt produktiv.

Lod man i stedet markedskræfterne råde, som det eksempelvis er sket med Arrivas indtog i det midt-og vestjyske, ja, så var det slet ikke nødvendigt med disse kapitalindsprøjtninger for at holde skeletterne inde i skabene.

DSB har trods et årligt statstilskud på 3,6 mia. kr. netop fremlagt et katastrofalt årsregnskab for 2011 med et underskud på mere end 850 mio. kr. Etaten har endvidere siden 1999 formået at opbygge en gæld på mere end 17 mia. kr., som betyder årlige renteudgifter på mere end 500 mio. kr., hvilket formodentlig ville få enhver anden virksomhed til at overveje en betalingsstandsning. DSB holdes udelukkende oven vande af statslige garantier for den store gæld. Den helt store ulykke er imidlertid, at der er meget lidt udsigt til bedring. Trods ihærdige initiativer fra den nye ledelse i DSB på at reducere omkostningerne, er virksomheden så hårdt belastet af - for at sige det ligeud - alt for mange og dyre medarbejdere, dyre lejemål og mangel på effektiv drift i alle hjørner af den store koncern, at sammenbruddet lurer. Læg dertil de uhyrlige problemer med IC4, det katastrofale svenske eventyr samt miseren om DSBFirst, og man har storylinen til en veritabel gyser om griseri med skatteborgernes penge.

Til sammenligning viser et nylig offentliggjort notat fra Rigsrevisionen, at staten 2003-2010 har sparet mere end 300 mio. kr. ved at lade Arriva køre tog på strækningerne i Midt-og Vestjylland, i stedet for at lade DSB fortsætte driften. Det regnestykke kunne regeringen med fordel bruge lidt kræfter på at brede ud til hele eller dele af resten af dansk jernbanedrift - ikke mindst af hensyn til skatteyderne.

Med andre ord, smider regeringen gode penge efter dårlige ved at blive ved med at poste penge i et dårligt drevet DSB, som nærmest dag for dag øger gældsætningen. Ved ikke at gøre noget strukturelt ved DSB skubber man reelt en økonomisk katastrofe foran sig, som i sidste ende risikerer at komme til at koste statskassen og dermed skatteyderne virkelig dyrt.

Martin Geertsen MF ( V), medlem af Folketingets Transportudvalg.

Vestagers salt i Thornings sår

Når Margrethe Vestager her på førstedagen af dansk politiks svar på en "fætter-kusine-fest", Folkemødet på Bornholm, kaster sig ud i et på papiret ædelt forsvar for Statsministeren giver hun (endnu) et velkomment bidrag til analysen af, hvad i alverden der er foregået i hovederne på de ledende skikkelser i S og SF før, under og efter valget i september.

For et eller andet er der sket, eftersom de mange S og SF-løfter fra Fair Løsning m.v. som bekendt led en krank skæbne i det efterhånden sagnomspundne sorte tårn på Amager.

Jeg ser umiddelbart tre muligheder:

1) Socialdemokraterne og SF'erne blev simpelthen klogere af at stifte bekendtskab med de faktiske forhold i jernindustrien. Bjarne Corydon har jo ved et par lejligheder - med Finansministeriets regnedrenge åndende i nakken - måtte erkende, at Fair Løsning simpelthen ikke hang sammen.

2) De radikale pressede S og SF til at ændre kurs. De radikale havde jo med blandt andet tilbagetrækningsreformen reelt tilkendegivet, at man ville en anden vej for dansk økonomi. Derfor havde Thorning og Søvndal ikke en chance for at indfri egne løfter, hvis man vel at mærke ville have de radikale med i en regering.

3) Socialdemokraterne og SF løj sig helt bevidst til magten ved at udstede løfter, som de vidste ikke havde gang på jorden. Jo reelt en sammenskrivning af de to forrige punkter, men siger noget om, hvorvidt S og SF var bevidste om egne handlinger.

Om det er de økonomiske realiteter, de radikale eller ren kynisme, som fik S og SF til at kaste håndklædet i ringen ved jeg af gode grunde ikke noget om. Måske er det lidt af det hele. Men Vestagers forsøg på at redde kastanjerne ud af ilden for Thorning redder ikke noget. Tværtimod. Hvad Vestager reelt siger om Thornings lederskab er et af følgende:

Ad 1) Socialdemokratene og SF havde simpelthen ikke forberedt sig godt nok til at danne regering. De legede politik, indtil de fik læst lidt op på teksten.

Ad 2) Det er mig (læs Vestager) som bestemmer regeringens økonomiske politik. Skulle det forhold ændre sig, er de radikale ikke længere at finde i en socialdemokratisk ledet regering.

Ad 3) I løj for vælgerne. Og det må I selv rode jer ud af.

Uanset Vestagers ædle formål, så ender dagens forsvar for Thorning alligevel med endnu engang at udstille Thornings STORE problemer.

Borgerlige bangebukse

Når Venstre-borgmestre og store erhvervsorganisationer som Dansk Erhverv, Dansk Byggeri og DI kræver, at Venstre allerede på nuværende tidspunkt, inden forhandlingerne om en skattereform for alvor er gået i gang, bøjer af på sine krav om skattelettelser, ja så beder de os reelt om give regeringen kort på hånden, som kan svække vores egen position. Og det i en grad, som risikerer at spænde ben for de skattelettelser, som Danmark har så hårdt brug for.

Det er ganske enkelt dårlig læsning af et politisk billede, hvor regeringen ikke aner sine levende råd. Regeringen har helt tydeligt haft så travlt med at blive enig med sig selv, at den ikke har haft kræfter til at overveje det efterfølgende forhandlingsforløb med Folketingets partier. Skulle vi på den baggrund give regeringen en håndsrækning og slække på vores krav om lavere skat til gavn for befolkningen og dansk erhvervsliv?

Uha, men hvad med risikoen for en skattereform, som bygger på en aftale med Enhedslisten? Det er der ikke meget, der tyder på. Men er det den vej, som regeringen vælger at gå, ja så er det et politisk valg mest af alt truffet af hensyn til regeringens overlevelsesmuligheder. En situation, som er helt uafhængig af vores krav, og hvor vi hverken kan gøre fra eller til.

Jeg håber da på, at regeringen æder rub og stub af Venstres krav. Men som i enhvert andet forhandlingsforløb kan det da godt være, at vi må bøje af, men er det der, vi skal starte .. med at bøje af? Det er en noget bemærkelsesværdig forhandlingstaktik, som jeg da ikke kan anbefale hverken borgmestrene eller erhvervsorganisationerne selv anvender, når de forhandler budgetter eller overenskomster. De må simpelthen være blevet ramt af den danske konsensus-syge eller en gang tynd forhandlings-mave. 

Men det er værre end det. Det er mildest talt ikke særlig hjælpsomt over for de partier – herunder Venstre – som kæmper for lavere skat. Lad det være sagt lige ud: Venstre har ikke behov for venner, som reelt danser efter vores modstanderes pibe og beder os om give køb på vores – vel fortsat fælles – politiske ønske om lavere skat.

Nej, vi har behov for opbakning og synspunkter i den offentlige debat, som understøtter vores politiske krav. Med mindre selvfølgelig, at man substantielt mener noget andet end Venstre. Men så skal man jo sige det, i stedet for at pakke sine offentlige tilkendegivelser ind i forhandlingsteknisk snik-snak. Jeg nægter dog at tro, at det er der, at hunden ligger begravet.

Derfor skal opfordringen herfra lyde til alle, der deler Venstres vision om lavere skat, om at have is i maven i stedet for tynd mave.

Hidsige Helle kan blive så hidsig hun vil

Når Statsministeren hidser sig op over Venstres interesse for sammenhængen mellem PET og dannelsen af den nuværende regering, signalerer hun ligegyldighed overfor anvendelsen af den politiske magt. Det bør virke animerende på enhver opposition.

Når man som jeg indimellem kaster sig over det, som nogen definerer som enkeltsager, så fyger det om ørerne på én med formaninger om, at man da hellere burde koncentrere sig om at løse landets virkelige problemer i stedet for at rende rundt og spilde sit folkelige mandat med den slags pjat.

Formodentlig underforstået, at såkaldte enkeltsager er low-politics, mens problemløsning er high-politics. Læg mærke til dem i avisen, på facebook eller i andre offentlige sammenhænge, dem som med selvdefineret moralsk overhøjhed føler sig kaldet og berettiget til at definere, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt, hvad vi bør diskutere, og hvad vi ikke bør diskutere. De typer findes i alle politiske lejre.

Jeg anerkender af gode grunde ikke den rangering af politiske temaer eller for den sags skyld – hvad der jo i givet fald måtte være konsekvensen – en lagdeling, hvor de ”rigtige” politikere beskæftiger sig med at løse problemer, mens de lidt lavere rangerende profeter beskæftiger sig med al smudset.

Bekender man sig til denne rangering af temaer og politikere er nemlig det samme som at sige, at man kun interesserer sig for mål og ser mere eller mindre stort på, hvilke midler, som tages i anvendelse, for at indfri målene.

Omvendt er det en misforståelse at tro, at det at beskæftige sig med magthavernes anvendelse af politiske midler handler om at rode i politiske modstanderes skraldespande eller privatliv. Nej, det handler om at kontrollere, om indehaverne af magten, anvender den inden for rammerne af de regler, som på forhånd er udstukket … af magthaverne selv.

Og det er efter min mening ikke low-politics i et demokrati. Både borgerlige og socialdemokratiske Statsministre, ministre og borgmestre har historisk set måtte sande, at mål og visioner er vigtige i politik, men at forfølgelsen af dem, ja de må – for at anvende et moderne udtryk - foregå inden for brættet.

Den politiske journalistik gør en stor og betydningsfuld del af arbejdet med at kontrollere magten og dens anvendelse. Men det ville være halvgjort, hvis ikke den til enhver tid siddende opposition bibragte kontrollen et parlamentarisk institutionelt element. I dansk sammenhæng i form af spørgsmål, samråd, forespørgsler, beslutningsforslag, kommissioner m.v.

I det lys har jeg intet til overs for Statsministerens ophidselse over Venstres interesse for sammenhængen mellem Politiets Efterretningstjeneste og Henrik Sass Larsens politisk virke. Det er ikke et internt socialdemokratisk anliggende, men et spørgsmål om, hvordan en regering anvender sine beføjelser til at magthave over en tjeneste, der – som jeg har fremhævet i debatten – har svært ved at tage til genmæle.  

Nej, en Statsministeren som bliver sur og ophidset over en opposition, som stiller spørgsmål, ja det bør være en Statsminister og en regering, som bør have endnu flere spørgsmål. Magthaverne i et demokrati bør aldrig kunne ophidse sig til tavshed over deres anvendelse af magten. Det gælder også Hidsige Helle!

Sass-sagen stinker af magtmisbrug

Jeg har været en af de første til at ønske Henrik Sass Larsen tillykke med come-backet til de ledende cadre hos socialdemokraterne. Det er ham velundt. Han er en dygtig politiker, behagelig at være i selskab med og et stort tab for ethvert parti, som blot lader ham slide beklædningen af de bagerste bænke i Folketingssalen.

Men hvad der undrer mig er, at for Statsministeren var Henrik Sass Larsen for 7-8 måneder siden så farlig, at han ikke kunne bestride en ministerpost i en socialdemokratisk regering. Nu er han til gengæld så pur som nyfalden sne, at han efter et tilsyneladende langt internt socialdemokratisk forløb skal være gruppeformand i Danmarks næststørste parti.

Normalt ville det så aboslut ikke være op til hverken mig eller andre oppositionspolitikere at blande os i, hvem Statsministeren udpeger til sin regering.

Men her er en undtagelse, fordi Statsministeren har rodet Politiets Efterretningstjeneste ind i sin regeringsdannelse og indtil dato fastholdt, at det var nogle oplysninger fra PET, som gjorde Sass uegnet som minister. Sass har på sin side sloges som en gal for at få lagt frem i offentligheden, hvad der dog mon gjorde ham så uegnet som minister. Et slagsmål han næppe ville køre op i de dimensioner, hvis han ikke mente at have nogenlunde rent mel i posen. Omvendt må der jo for Statsministeren have været noget i Sass's papirer, der var så alvorligt, at hun ikke kunne vælge at se stort herpå og alligvel udpege Sass til den Finansministerpost, han stod til.

Med mindre selvfølgelig, at Statsministeren slet ikke har været bekymret for Sass papirer, men at der var andre grunde til, at Sass ikke kunne blive Finansminister. At det var gefundenes Fressen for Statsministeren, at Sass havde mødtes med og sms'et med en rocker i Køge. At sandheden måske snarere er, at de radikale ikke kunne (og kan) tåle synet af Sass, som jo stod fader til den såkaldte Sass-doktrin, som handler om minimal radikal indflydelse i dansk politik - ikke for børn, når man kender den radikale selvforståelse. Det ville jo også kunne forklare, hvorfor Sass ikke længere er så farlig og nu pludselig kan bruges som gruppeformand - og ligefrem udskriges som Messias. Men det er selvfølgelig bare spekulationer.

Hvad der til gengæld ikke er spekulativt er, at der er en enorm afstand mellem Thornings ageren i forbindelse med regeringsdannelsen og Sass's indædte kamp for at få sandheden frem. Der er en enorm afstand imellem, at Sass tilsyneladende havde foretaget sig noget, som gjorde ham uegnet som minister for 7-8 månder siden, og at han nu kan blive gruppeformand for Danmarks næststørste parti.

Og så længe Statsministeren ikke lægger kortene på bordet forklarer den store afstand mellem hendes og Sass's ageren, ja så er der logisk set en mistanke om, at hun har holdt PET ud foran sig i bestræbelsen på af politiske grunde at holde Sass uden for regeringen. Det er uhyre tæt på magtmisbrug af en tjeneste, som i sagens natur har lidt vanskeligt ved at tage til genmæle i den offentlige debat. Det er den slags stof som politiske skandaler er gjort af, og som bør bekymre enhver folkevalgt politiker.

Derfor forfølger jeg sagen med det første forsøg på at få bare en snert af sandheden frem i morgen onsdag i forbindelse med Folketingets spørgetid via dette og dette spørgsmål.