Bjørn Lomborg, kom nu hjem og red regeringen

Regeringens Togfond DK mangler simpelthen at blive underkastet en gedigen samfundsøkonomisk analyse. For eksempel kommer det til - udover elektrificeringen - at koste 13.9 mia. kr. at nedbringe rejsetiden mellem Odense og Århus fra 1 time og 24 timer til præcis 1 time. Ved lidt hurtig hovedregning giver det cirka 580 mio. kr. pr. vundet minut? Er det virkelig klogt at bruge så mange penge på at ramme præcis 1 time? Kunne de penge ikke være brugt mere fornuftigt på andre ting?

Det er ikke længere comme il faut at henvise til Bjørn Lomborg i debatter om dansk miljøpolitik. Men måske han en dag har lyst til at kaste sig over transportpolitikken. Der er nemlig brug for ham. Brug for at nogen stiller det helt banale spørgsmål: ”Kunne vi få mere nytte ud af pengene, hvis vi brugte dem på en anden måde?”

  

For ganske nylig fremlagde regeringen som lyn fra en klar himmel en plan, de kalder Togfond DK (alt skal åbenbart hedde noget med DK for tiden).

27 mia. drysset med let hånd udover den danske jernbane. Uden forudgående debat. Uden hensyntagen til hidtidige analyser. I det hele taget uden blik for, om pengene kunne være brugt bedre på en anden måde.

I dag tager det for eksempel 1 time og 24 minutter at gennemføre en togrejse fra Odense til Århus. Regeringen vil have rejsetiden ned på 1 time. Det koster ifølge Regeringens plan 13,9 mia. kr. I alt knapt 580 mio. kr. (mere end en halv milliard) pr. nedbragte minut. Jamen er det ikke penge, der skal bruges på at elektrificere strækningen? Næh nej, det ligger udover. Nej, de knapt 14 mia kr. skal bruges på en ny bane over Vestfyn, en bro over Vejle Fjord, en ny bane mellem Hovedgård og Århus samt en række øvrige hastighedsopgraderinger. Men er det nu klogt uden forudgående analyser og debat at bruge SÅ mange penge på at ramme præcis 1 time? Er det 1 time og 10 minutter, 1 time og 15 minutter eller præcis 1 time, der får danskerne til at sættes sig ind i toget mellem Århus og Odense? Eller er det noget helt andet, der er afgørende, for eksempel at toget kommer til tiden, og at man kan få en siddeplads?

Regeringen vil endvidere bruge ikke mindre end 5 mia. kr. på at elektrificere jernbanen fra Aalborg til Frederikshavn. Jeg under nordjyderne alt det bedste. Men NIRAS foretog for fire år siden en beregning, som viser, at en elektrificering af jernbanen mellem Aalborg og Frederikshavn vil give et samfundsøkonomisk underskud på 694 mio. kr. Regeringen vil med andre ord bruge 5 mia. kr. på at elektrificere en strækning, som herefter vil give et samfundsøkonomisk underskud på knapt 700 mio. kr. Det er ganske enkelt Ebberød Bank. 

Regeringen har god grund til at være grebet af panik. Tilsyneladende i fuldkommen ubalance med sit eget bagland. Men selv den værste politiske krise giver altså ikke ret til – og slet ikke disse tider - at være så helt igennem ansvarsløs med borgernes penge.

For hvad er egentlig præmissen for Regeringen – udover at ville please sit eget bagland. Hvis præmissen er at øge mobiliteten i Danmark, hvor kan man så læse, se eller høre, at det lige præcis er disse enorme investeringer i jernbanen, hvor skatteborgerne og Danmark får mest ”value for money”?

Hvis præmissen blot er at ”gøre noget godt”, ja så kunne man vel med lige så god ret bruge milliarder på renovering af folkeskoler, bedre sygehuse eller alt muligt andet.

Regeringen er endnu engang kommet med en løsning på et ”problem”, uden på forhånd at gøre sig klart, om lige præcis dette problem er så meget mere påkrævet at løse, end alle mulige andre problemer.

Politikerne bør boykotte DSB

Formanden for Folketingets Transportudvalg Benny Engelbrecht – som jeg på det personlige plan sætter højt - udbasunerede forleden, at nu ville han altså som konsekvens af skandalen om samarbejdet mellem DSB og Waterfront boykotte enhver form for kontakt med sidstnævnte. Samtidig opfordrede Engelbrecht alle andre politikere til at gøre det samme.

I skrivende stund kan vi kun gisne om, hvorvidt der i forbindelse med den nu igangsatte undersøgelse vil blive blotlagt forhold, som vil afstedkomme en eller flere politisager. Vi ved med andre ord ikke, om hverken Waterfront eller DSB har foretaget sig noget, som ligger uden for lovens rammer.

Vi kan selvfølgelig alle sammen have vores holdninger til, om vi i dette konkrete tilfælde ser hele eller dele af et samarbejde mellem en virksomhed og et kommunikationsbureau, som er løbet – moralsk – af sporet.

Men der skal to til en tango. Og en boykot af sælgeren og ikke køberen er decideret uklædeligt og et totalt misforstået (men måske politisk bevidst) hensyn til en statsvirksomhed, som årligt modtager 3.6 mia. kr. i statstilskud.

Hvad vi til gengæld ved er, at DSB som en monopolistisk statsejet virksomhed tilsyneladende har efterspurgt og brugt i millionvis af skattekroner på at få kortlagt profiler på de selvsamme transport-politikere, som i princippet udgør bestyrelse for DSB. Vi ved, at det er DSB, som direkte eller indirekte har finansieret Waterfronts (tilsyneladende) bestræbelser på at holde Lars Abild mest muligt fra fadet som kritisk journalist.

Jeg har intet grundlag for at vide noget som helst om, hvilke personer i eller uden for DSB’s ledelse, som har haft viden om karakteren af samarbejdet med Waterfront, herunder i hvilket omfang. Men nogen bør jo kende til sagen, og de mange millioner, som er rullet ud af skatteborgernes lommer til denne særprægede form for lobbyisme efterspurgt af monopolvirksomheden DSB.

Med den usikkerhed, som p.t. består i, hvem i DSB, der har vidst hvad hvornår, ja så er jeg mindst lige så meget til en boykot af møder med DSB, som jeg er til en boykot af Waterfront – i hvert fald indtil den igangsatte undersøgelse er tilendebragt. Waterfronts metoder er trods alt kortlagt, mens omfanget af vidensdelingen i DSB sandt at sige fortsat fremstår noget uklart.

Husk at tjekke min hjemmeside på www.stemgeertsen.dk

Efter skandalen: DSB skal reorganiseres

Leg for eksperimentets skyld med den tanke, at DSB var et aktieselskab, som i lighed med andre selskaber opererede på et marked præget af konkurrence. Hvor udbud var styrende istedet for monopol. 

Leg videre og forestil dig, at DSB i den situation havde hyret et kommunikationsbureau til at påvirke politikere og den politiske dagsorden.

Ville du så - afhængigt af temperament - henholdsvis rynke på næsen eller udskrige det som en skandale, at en kritisk journalist var blevet hyret til at lave noget andet end at skrive kritiske artikler?

Ville du blive rasende forarget over, at centrale politikere var blevet ”kortlagt”?

Jeg tillader mig at tvivle!

Og her er vi inde ved sagens kerne, nemlig at DSB ikke er et privat selskab, det er end ikke et statsligt aktieselskab, det er på den anden side set heller ikke en styrelse direkte underlagt Transportministeren. Næh, DSB er en såkaldt Selvstændig Offentlig Virksomhed (SOV).

Hverken fugl eller fisk.

• På den ene side har virksomheden en selvstændig bestyrelse og en selvstændig direktion. På den anden side er Transportministeriet eneejer og finansieringskilde
• På den ene side ligner DSB en privat virksomhed. På den anden side har DSB stort set monopol på dansk togdrift. Der er med andre ord ingen konkurrence og i princippet ingen politiske krav til effektivitet og produktivitet.  
• På den ene side har DSB en selvstændig drift. På den anden side blander politikerne sig – i øvrigt med god grund – i DSB’s monopoliserede skatteyderfinansierede drift.
• På den ene side optræder DSB som enhver anden privat virksomhed, som ønsker at påvirke de politiske beslutningstagere. På den anden side er det – som vi har set – stærkt problematisk, fordi DSB årligt modtager 3,6 mia. skattekroner, stort set har monopol på togdrift i Danmark og i øvrigt er ejet af Transportministeren. 

Der er ikke meget godt at sige om denne konstruktion, hvor DSB så at sige er i ”halvstrakt arm” fra det politiske system. Ansvaret fremstår uklart og delt mellem DSB’s ledelse og Transportministeren/Folketinget. Alle har ansvaret og dermed har ingen som bekendt ansvaret.

Den uklare ansvarsfordeling er et problem, vi har set udblæst for fuld skrue i en lang, lang, lang række af sager, som er noget mere skandaløse – men måske knapt så kulørte som lidt for fikse kommunikative træk. Jeg behøver bare nævne IC4, Rejsekortet og eventyret i Sverige. Staten og DSB er fedtet ind i hinanden i et for de fleste rasende uoverskueligt morads af pengestrømme.

Løsningen er for mig at se, at enten skal de danske statsbaner trækkes helt ind i hjertekulen af staten som en styrelse e.lign. eller også skal DSB på aktier – statslige, private eller en blanding.  

Jeg foretrækker – næppe som nogen overraskelse – det sidste kombineret med konkurrence på dansk jernbanedrift. Hvor danske jernbanedrift udbydes mellem de tog-operatører, som har lyst, vilje og mulighed for at byde med. Herunder selvfølgelig også et reorganiseret DSB på aktier.

Flere udbud og mere konkurrence ville først, sidst og væsentligst skabe bedre og billigere togdrift i Danmark. Men det ville også skabe klarhed over ansvarsfordelingen i dansk togdrift i modsætning til det mudder, vi ser i dag.

I den situation, hvor DSB agerer som a/s og på et marked præget af konkurrence, ja der kan virksomheden for mig at se bruge alle de penge, de vil, på lobbyisme.

Husk at tjekke min hjemmeside på www.stemgeertsen.dk

En advarsel imod snigende sejrssødme i Venstre

Nogen gange kan det være lidt besværligt at have et lollandsk ophav. Man bekymrer sig for meget, glasset er næsten altid halvt tomt og ofte er der kun en begrænset antydning af lys for enden af tunnellen. 

På de kanter bærer arbejdet ofte lønnen i sig selv, eller som min far udtrykte det i min barndom: "Du får det bare bedre ved at muge ud under grisene." 

Selv efter 20 år bosiddende i et lidt mere nonchalant København, stikker den alligevel indimellem næsen frem, bekymringen for fremtiden og en nær-calvinistisk tilgang til tilværelsen. 

Som nu for eksempel at mit parti uden yderligere udfordringer skulle kunne spadsere den direkte vej tilbage til regeringskontorerne, og at ventetiden faktisk nærmest er det værste ved det hele.

For i så fald er der alvorlig grund til bekymring. Og jeg sporer en tendens - når jeg taler med venner, bekendte og partifæller eller følger debatten i offentligheden og på Facebook - som i lidt for mange tilfælde er mere optaget af, hvordan magten skal fordeles, end om og hvordan man får fingre i den. 

Og det med regions- og kommunalvalget næste år? Ja, det er jo blot en velanbragt trædesten, en venlig sjæl har lagt, for at vi endnu mere bekvemt kan spurte henimod det borgerlige tusindårsrige. 

Og får den tendens lov at bide sig fast, at vi bliver så overbevist om vores eget værd, at vi stiltiende lader en masse-psykotisk stemning brede sig á la "den er hjemme", ja så står vi i problemer til halsen, som risikerer at spærre for den borgerlige vejrtrækning. 

Hvis vi tror, at det kun er et spørgsmål om tid og ikke ret meget andet, før Statsministeren igen hedder Lars Løkke Rasmussen, er vi ved at save så grundigt i den gren, vi selv sidder på, at vi vil få blå mærker af historiske dimensioner, når vi med et hårdt slag rammer de politiske realiteter, der altid er forbundet med en lidt for tilbagelænet stil.

På sin vis er vi vel undskyldt. Ihvertfald hvis vi blot skulle lytte til verden omkring os. Den ene meningsmåling efter den anden giver borgerligt flertal, i nogen målinger endda 100 mandater til de blå partier. I Folketingssalen og i de offentlige debatter bliver vi angrebet af regeringspartierne som om, vi faktisk allerede er i regering. Og analyserne peger i retning af, at der i forbindelse med kommunalvalget er optræk til en blå kuling, som kun står og tripper for endeligt at få mulighed for at feje hen over landet.

Med andre ord, kunne det være nærliggende bare at tage sofaen på ryggen og lade de politiske omstændigheder i sig selv bære det borgerlige Danmark tilbage i regeringskontorerne.

Men netop omverdenens nærmest definitive kåring af en borgerlig regering efter næste valg kan få nakkehårene til at rejse sig på enhver Venstre-mand, som kender sin nære historie. Ja, jeg tænker selvfølgelig på det smertelige nederlag i 1998, hvor der med Uffe Ellemann-Jensen i spidsen var lagt op til gevaldigt bal i den borgerlige lejr. Sådan gik det som bekendt slet ikke.

For undgå at sejrens sødme bider sig fast som standard-smag og med et udtryk tyvstjålet fra fodboldens verden, bør vi mentalt sørge for hele tiden udelukkende at koncentrere os om næste kamp. For hvis vi ikke vinder den, ja så er der bare ikke noget mesterskab, når regnebrættet gøres op og slutstillingen står klar for enhver. 

Det vil sige: Fokus, fokus, fokus!

Med andre ord er der ikke det forslag, der ikke skal stilles eller lanceres; ikke den debat, der ikke skal tages; ikke det angreb fra de de røde, der ikke skal besvares hårdt og kontant; ikke det indlæg, der ikke skal skrives; ikke den pjece, der ikke skal deles ud; ikke den plakat, der ikke skal hænges op .... blot med henvisning til, at det går jo nok alligevel. For det gør det ikke, ihvertfald ikke af sig selv!

Husk at tjekke min hjemmeside på www.stemgeertsen.dk

Har Henrik Dam vildledt Folketinget?

Det her er teknik. Det er kedeligt. Det er for nørder. Men det kan ikke desto mindre udvikle sig til en alvorlig sag for Transportminister Henrik Dam Kristensen. 

Og djævlen ligger som bekendt i detaljen!

Jeg er blevet i alvorligt tvivl om, hvorvidt vi har at gøre med en minister, som i bestræbelsen på at redde DSB’s skrantende økonomi, decideret har vildledt Folketinget. 

Sagen handler i al sin enkelthed om, at regeringen vil give DSB mulighed for - med statsgaranti - at optage lån til driftsudgifter. Altså i realiteten have mulighed for at øge sin i forvejen kæmpe gæld med staten i ryggen. 

Du kan se, hvad lovforslaget handler om her: http://www.ft.dk/samling/20121/lovforslag/L8/som_fremsat.htm#dok

Jeg har interesseret mig meget for denne sag, og har haft et en stor lyst til at få underbygget, hvorfor det skulle være nødvendigt at understøtte DSB's drift med statsgaranti.

Det svarer Transportministeren så på på her:

I et notat fra Transportministeriet af 18. oktober 2012 fremgår, at såfremt DSB ikke tilkendes en statsgaranti, ja så vil DSBs renteudgifter udgøre et markant driftsmæssigt problem. Uden en statsgaranti skønnes de øgede renteudgifter - i følge Transportminsteren - at være et trecifret 
millionbeløb. Du kan se det hele her i kilde 1: 

http://www.ft.dk/samling/20121/lovforslag/l8/bilag/4/1168593.pdf

Så langt så godt.

Men så opstår det problem for Transportministeren, at EU ikke accepterer konkurrenceforvridning. Det kan du se ud af dette svar, hvoraf det fremgår, at der skal ske en markedsmæssig prissætning af prisgarantien. Det kan du se her i kilde 2: http://www.ft.dk/samling/20121/lovforslag/l8/spm/31/svar/920914/1180943.pdf

Efter det svar - jf. Transportministerens korrespondance med EU Kommisionen - ja så er det, at Henrik Dam Kristensen og hans ministerium kommer ud af busken. I et svar til Folketingets Transportudvalg skriver ministeren, at ”Den markedsmæssige prissætning af garantien vil blive fastlagt med udgangspunkt i, hvad andre statsligt ejede selskaber betaler ved optagelse af lån uden statsgaranti, samt hvad DSB hidtil selv har kunnet låne til uden garanti.”  Se hele svaret her i kilde 3:

http://www.ft.dk/samling/20121/lovforslag/l8/spm/55/svar/928156/1193015.pdf

Hvad står i dette svar: Ja, vel i virkeligheden at DSB ikke må tjene penge på at have en statsgaranti.

Problemet er derfor, hvordan Transportministeren på en og samme tid kan fremhæve, som i kilde 1, at DSB vil kunne ”tjene penge” på en statsgaranti, mens man i kilde 3 klargør, at DSB skal betale den samme rente – altså markedsrenten – som i alle andre typer af statslige virksomheder, som optager lån.

Jeg har en teori. Nemlig at banker og andre kreditinstitutioner har smækket kassen i for, at DSB OVERHOVEDET kan låne penge, hvis ikke staten garanterer.

Men det er så også en HELT andet sag, end den Transportministeren har oplyst. Så handler det ikke så meget om rentebyrden for DSB, men mere om DSB’s mulighed for at refinansiere sin 18 mia. kr. store gæld.

Det har Transportministeren imildertid på INTET tidspunkt oplyst over for Folketinget. Tværtimod har argumentet, som det ses af ovenstående, været, at det er en god forretning for DSB.

Derfor er spørgsmålet: Har Transportministeren vildledt Folketinget...??

Vi vil blæse på Regeringen - vil Hæstorp?

Venstre i Region Hovedstaden takker pænt nej tak til Regeringens tilbud om den såkaldt differentierede behandlingsgaranti, hvor syge mennesker kan vente i op til to måneder på behandling. Vi vil bevare behandlingsgarantien på én måned for alle de sygdomme og lidelser, som hidtil har været omfattet af garantien. Men vil Socialdemokraternes spidskandidat Sophie Hæstorp Andersen følge Venstre?  

Torsdag aften havde jeg den store ære at blive valgt som Venstres spidskandidat til regionsrådsvalget i Hovedstaden næste år. Foran de mange fremmødte annoncerede jeg, at et helt centralt omdrejningspunkt for Venstre ved roret i Region Hovedstaden vil være at bevare behandlingsgarantien på én måned. I prioriteringen af regionens ressourcer siger vi dermed også, at der er noget, der er vigtigere end andet. Og det er vigtigt, at den enkelte patient kan blive behandlet så hurtigt og kvalificeret som muligt. Hvorfor nu det?

For det første af hensyn til den enkeltes livskvalitet. Uanset om man er advokat eller arbejdsløs er hurtig behandling vigtigt, hvor man i stedet for at spekulere på sygdom og lidelse kan koncentrere sig om at få tilværelsen tilbage på ret spor.

For det andet af hensyn til samfundsøkonomien. Vi har ikke råd til at lade syge mennesker hensygne tilværelsen på ventelister. Den arbejdsløse skal ikke stå på en venteliste, men søge job og advokaten skal slet og ret tilbage og passe sit arbejde.

For det tredje af hensyn til systemet i sig selv. Regeringens differentierede behandlingsgaranti er en glidebane i retning af, at det nu igen er i orden med ventelister. Vi løsner så at sige grebet om systemet, som nu igen bliver vigtigere end patienten.

Der er næppe nogen tvivl om, at regeringens differentierede behandlingsgaranti, hvor man accepterer længere ventelister, dybest set er et forsøg på at gøre op med den tidligere regerings udvidede frie sygehusvalg, hvor patienten har ret til behandling på et privathospital i forbindelse med ventetider i det offentlige system. Regeringen vil ganske enkelt privathospitalerne til livs. Det er et ideologisk korstog, som jeg ikke vil deltage i.

Jeg ser privathospitalerne som en del af det offentlige sundhedssystem, som på lige fod med de offentlige hospitaler skal have mulighed for at byde ind med kvalificeret og billig behandling, hvor det er muligt. Og frem for alt er privathospitalerne vigtige i bestræbelsen på at holde ventelisterne i skak.

Jeg vil med andre ord hellere bekæmpe sygdom, lidelse og ventelister end jeg vil bekæmpe privathospitaler.

Jeg har et lønligt håb om, at Socialdemokraternes spidskandidat Sophie Hæstorp Andersen, som jeg kender som en pragmatisk og begavet politiker, vil følge Venstres ambition om at fastholde behandlingsgarantien på én måned.

Tiden vil vise, om det er et naivt håb!     

Svenske tilstande i det danske sundhedsvæsen

Vi skal have svenske tilstande i det danske sundhedsvæsen. Det skal ikke være givet, at læger og sygeplejersker på den regionale lønningsliste skal scanne og operere. Lad os invitere de private ind på de offentlige hospitaler.

I Region Hovedstaden bryder man sig ikke om privathospitaler. Derfor har man uden rigtig at kunne sandsynliggøre den økonomiske eller kvalitetsmæssige gevinst trukket behandlinger væk fra privathospitalerne og i stedet opbygget sin egen kapacitet. Det gælder på så ukomplicerede behandlinger som grå stær og scanninger.

Jeg synes personligt, det er en uskik, at regionens politikere sætter regionens monopol på behandlinger over hensynet til økonomi og kvalitet.

Nuvel. Operationsstuerne og scannerne står der, og så skal de selvfølgelig også udnyttes. Spørgsmål er, om det er givet, at det skal være læger og sygeplejersker på den regionale lønningsliste, som skal betjene operationsstuer og scannere.

Det synes jeg ikke det skal!

Lad os i stedet spørge markedet – privathospitalerne – om de kunne have lyst til at drive de dele af produktionsapparatet i det offentlige sundhedsvæsen, som i den store sammenhæng fremstår ukomplicerede – som for eksempel scanninger og grå stær operationer.

Men er det ikke den direkte vej til amerikanske tilstande i det danske sundhedsvæsen?

Nej, det er det ikke. Det danske sundhedsvæsen er fortsat og skal fortsat forblive skatteyderfinansieret med fri og lige adgang for høj som lav. Men det betyder jo ikke, at behandlingerne partout skal foregå i offentligt regi og foretages af regionalt lønnede læger og sygeplejersker.

I virkeligheden vil offentlige og private læger "dør-om-dør" på de offentlige hospitaler være et skridt i retning af svenske tilstande. Svenskerne besluttede i 1999 at invitere privathospitalet Capio til at forestår driften af det offentlige hospital St. Görans Sjukhus. Capio er en af de helt store europæiske leverandører af private sygehusydelser. Resultat: Enhedsomkostningen faldt i løbet af relativt kort tid med hele 30 pct. Dermed frigjordes ressourcer til at behandle endnu flere patienter.

Det skal vi da lære af i Danmark!

Vi skal foretage et 360 graders eftersyn af det danske sundhedsvæsen, hvor vi ikke hænger os så meget i, om matrikler er offentligt eller privat ejet, eller om behandlingerne foregår i offentligt eller privat regi. Politikerne skal i stedet koncentrere sig om at sikre, at kvaliteten er høj og økonomien i orden.